søndag den 7. december 2014

Om at være julemand

Indrømmet, det med pakkekalender kan være lidt af en stressfaktor.

Fx er der hele setuppet med 48 gaver, der skal købes og pakkes ind. Nuvel det er noget, man jo i princippet kan betale sig fra, men fordi vi 1) som sædvanlig var sent ude (havde en skal/skal ikke samtale, men fordi ungerne stadigvæk trods alt er i det julemandstroende segment, så var det egentlig ligetil) og 2) synes vi kunne få en del mere for pengene i Bilka, så blev det altså på den hårde måde. Hurra for mænd der lørdag aften kl. 20 starter bilen for at købe en ordentlig gang tingeltangel.

Da vores unger på ingen måde - i hvert fald slet ikke den 2-årige - kan administrere 24 pakker på én gang, så lægger julemanden en pakke frem hver aften. Lyserødt til hende, og lyseblåt til ham. Det har de helt og aldeles styr på begge to. Julemændene derimod glemmer nogle gange at aftale indbyrdes, HVEM der lægger pakkerne frem. Fx begyndte vi dagen i dag med, at ham den lille selv gik ned for at finde sin gave, som julemanden så øhm havde gemt under trappen i en pose med en jakke over. Til stor frustration for den 2-årige, der kastede sig ud i 360 graders meltdown. Heldigvis kan én 2-årig nogenlunde distraheres af sin mors mobiltelefon, mens julemanden fik orden på sagerne!

Den 2-årige har dog også kun begrænset tålmodighed og der er åbenbart kun X antal minutter en lyserød pakke må ligge på bordet, inden papiret skal flås af. Og hvis mor så er på toilettet, så kan der jo kun ske én ting...

Nu er den 6-årige jo så også kun 6 år, så det der med at få en pakke, der er pakket op, er ikke superhot, så julemanden måtte lave en fræk udskiftning i det allersidste minut. Mens den 6-årige var på vej nedad trappen, smed julemanden den oppakkede gave ind under trappen( som så i øvrigt var den til den 24. - men julemanden var presset, fordi hun som sagt ikke havde fundet gaverne aftenen før, og så tager man den øverste...) og råbte genialt "Vent lige lidt" fordi det var, hvad fantasien rakte til.

Måske fordi den 6-årige også var træt, stillede hun ingen spørgsmål og pakkede version 2 af gaven op.

"Øh mor julemanden ved nok ikke, at jeg allerede har det her...?"

...!!

torsdag den 4. december 2014

Om (halv)dårlig bilkarma

Må konstatere...
  1. ..at det ikke helt var nok at vifte med armene og råbe "STOOOOP" til den stressede familiefar, der i fuld fart var i gang med at bakke ind i min lille bil
  2. ...at kroge på biler er noget fanden har skabt, 
  3. ...at min to-årige biltosse godt forstod, hvad det handlede om og sagde "Av bil" indigneret mange gange  - inklusiv til den pressede mand, der stod og undskyldte igen og igen - også til den 2-årige!
  4. ...at det trods alt er godt, at Oscar kun gentog "for fucks sake" et par gange, inden han skiftede tilbage til "Av bil", mens vi kørte hen og hentede hans storesøster og moster
  5. ...at min bilkarma ikke er helt på toppen. Skal på værksted i morgen med skæve vinterdæk. Kan jo så passende få en tid til udskiftning af skærm og kofanger foran
  6. ...at der ikke skete noget med nogen
  7. ...at det gudskelov ikke var min skyld (havde hørt for det fra nu og så frem til julen 2036)
  8. ...at det ikke var polomandens bil

søndag den 23. november 2014

Om Danmarks Jernbanemuseum

I denne weekend havde vi for en gangs skyld ingen aftaler - ingen fødselsdage, ingen legeaftaler, intet arbejde og ingen besøg. Og da vi også alle var nogenlunde raske udover det sædvanlige novembersnot, tog vi en halvspontan beslutning om at lade rod være rod og køre en tur til Danmarks Jernbanemuseum i Odense.Trods 1½ år i det midtjyske glemmer jeg stadigvæk, at vi bor lige midt i det hele, så turen til Odense er ikke meget længere væk end en rigtig god times tid - vel og mærke indenfor fartgrænserne!

Jernbanemuseet ligger inde midt i byen over for Odense Station, og vi parkerede nemt og bekvemt i jernbanecentret. Allerede her udløser jeg et par bonuspoint. Hader dybt og inderligt, når den første time af en udflugt går med at finde parkeringsplads og derefter vandre kilometre for at nå frem og derefter stå i meget lang kø ved indgangen (Københavns Zoo jeg kigger på dig!).

Togspotteren i sit rette element

Vi var der 10 minutter før åbning, hvilket gav knægten mulighed for at tjekke tog ud på banegården, og det var han nu godt tilfreds med - selvom det ikke var fuuut fuuut tog, men dem var der så til gengæld rigeligt af på museet.

Uhhhmmm S-tog (indimellem savner man jo lidt København)

Jeg er ikke sådan vild passioneret togtosse, så jeg kan ikke på stående fod remse op, hvad der var af tog. Det var primært damplokomotiver, og så var der alle mulige forskellige togvogne fra de første vogne fra 1800-tallet til Dronningens togvogne fra 2001 (hvor hun opgraderede).  Togene stod sådan lidt halvkronologisk, og der var både freaky mannequiner og gamle film til at skabe lidt liv blandt teknikken.

"Jeg synes, de er lidt mærkelige" konkluderede den store om alle de mange mannequiner, man har brugt til at understøtte udstillingen af tog. Jeg kan kun være enig!

Det vildt fede ved museet er, at det i den grad er rettet mod børn, så de kan pille ved og kravle op på en masse, og det er altså et hit. Den store, som ikke længere er den store togentusiast, var dybt fascineret af klasseinddelingen i tog og især af de royale togvogne (der var to generationer af kongehusets salonvogne, hvoraf den nyeste altså mest lignede opholdsrummet på Mols-Linjen), mens den lille bare løb rundt og råbte "tooooog" og fandt knapper han kunne trykke på.

"Fortæl mig  gamle, gamle far, var togene sådan, da du var barn?"

Han kunne have stået der i timer og have kigget på modeltog

Heldigvis kunne man lege i forskellige lokomotiver

Til sidst blev den 6-årige også grebet af stemningen

Sådan et godt gammeldags damplokomotiv fylder godt

Pille pille pille

Ovenpå var der indrettet legerum med togbaner fra både BRIO og LEGO, computere og så modelbaner extraordinaire som vi kender dem fra bl.a. Aarhus og Aalborg Banegårde. Den lille måtte bestikkes med en tur i gavebutikken, før han ville derfra!

Tror sjældent jeg har set ham SÅ begejstret, som da han så alle togbanerne til fri leg

Monsterstor modelbane - et kæmpehit!

Der var tilmed batteri på Duplo-lokomotiverne (i modsætning til herhjemme)

Der var også et minitog, som man kunne får 1 minuts ture i, og som sikkert er lidt sjovere om sommeren, men den 2-årige klagede ikke

Der var ikke mulighed for at købe andet end is (måske pga. lavsæson?), men der var spisepladser og fin mulighed for at spise madpakker, og så var der en rigtig fin lille butik med alt i toglegetøj. Oscar fik et Thomas Tog-tog, der siden i går sjældent har været mere end 5 cm fra ham. Nedlagde dog veto, da han i går aftes forsøgte at bruge lokomotivet som erstatning for sutten, der var væk.

Vi brugte godt et par timer på museet, gav 150 kr. for entré og havde en superhyggelig tur, og havde vi ikke haft en togtræt 6-årig med og en 2-årig middagslurstrængende toggalning med, kunne vi sagtens have tilbragt længere tid. I stedet gik vi på Burger Anarchy, som var min himmel, og derefter tøffede vi hjem igen med to trætte børn.

Vi købte en rigtig fin Thomas Tog-bog i gavebutikken, der fint kunne slå ventetiden på frokosten ihjel

Den absolut mest vamle milkshake ever! Men både hun og lillebror synes, den var toppen

Han var vældig, vældig træt - heldigvis synes han det er kanonsjovt at sidde på skuldre (hvilket var meget godt, da hans forældre havde efterladt klapvognen i Hørning)

Herfra skal der lyde en klar anbefaling af Danmarks Jernbanemuseum - især hvis man har en togtosse i familien!

Han var bestemt ikke færdig med Danmarks Jernbanemuseum!


tirsdag den 28. oktober 2014

Om bøller

"Guppyer er simpelthen så hårdføre, og de er så fredelige. De gider kun at lave flere guppyer"

Nogenlunde sådan var min akvariefisk-eksperts ord, og nogenlunde sådan var ordene på nettet også, så det blev guppyer, der blev familiens allerførste kæledyr.

Ved faktisk ikke helt, hvordan det gik til, at den førstefødte fik overtalt sin far til er akvarium. Jeg sov middagslur og vågnede op til et gigantisk akvarium på stuebordet. Min kære mand gør ikke tingene halvt, så det er et pænt stort akvarium, og ja jeg sagde vist bare ok med en rigtig hønserøvsmund.



I første omgang skulle det stå i 14 dage uden fisk men med planter og pumpe, og så skulle man aflevere en vandprøve (der blev godkendt) for at få adgang til at købe fisk, som for vores vedkommende var guppyer.

Det var en stor dag, da vi fik de fire første. Tre af dem fik navnene Hugo, Tyskland og Katrine. Og vi sad alle fire og stirrede på de fire fætre, der glade svømmede rundt.

Den stolte fiskemoder fodrede dem på klokkeslæt med afmålte doser og alt var godt. Lige til den dag, hvor vi fandt Tyskland uden hale og ret meget død i det ene hjørne oppe ved pumpen.

Ida var ret afklaret "Det er jo, hvad der kan ske", mens vi voksne både var lettede over hendes afklarede forhold til fiskedød, og lidt forundret over fiskens dramatiske endeligt, men konkluderede, at den måske var kommet i klemme ved pumpen, selvom vi ikke helt kunne gennemskue hvordan.

Fire nye guppyer blev tilføjet (det var hele tiden planen) sammen med to sugemaller og der var liv og glade dage lige indtil guppy nr. 2 igen manglede en del af sin hale og så lidt træt ud, og desværre kort tid derefter måtte tage den sidste rejse ned i toilettet.

Vi var nu ret sikre på, at det i hvert fald ikke var pumpen, men hvad var det så? Svaret kom mens vi stod og gloede ind på fiskene. Vi har simpelthen fået os nogle ordentlige onde bøllefisk. Pludselig kunne vi se, hvordan to jagtede en tredje.

Derfor har vi nu haft adskillige fisk i karantæne i en skål - både ofre og bødler har været en tur i skammekrogen, men lige nu er de sammen i akvariet med det resultat, at jeg som en anden gårvagt konstant går og holder øje med, hvem der jagtes og hvem der jager.


Min eksperts råd er, at vi skal have fat i nogle flere damer til bøllehannerne til at tage den øhm ekstra energi, og så havde han i øvrigt aldrig hørt om SÅ aggressive guppyer!

Og så fandt vi i øvrigt en tredje guppy død i går, men den havde hale, så det har vi indtil videre valgt at kalde naturlige årsager.

Så meget for fredelige og hårdføre fisk...!

søndag den 21. september 2014

Om fritidsaktiviteter, da mor og far var børn

Fordi vi alle sammen er sådan lidt halvsløje med ondt i halsen, fik vi hønsekødssuppe i aften, og mens min lille familie sad hver især og sorterede benhårdt i fyldet og svedte, fordi der altså ikke som sådan var koldt, fortalte jeg om, hvordan hønsekødssuppe altid har været en livret, især hvis jeg havde været af sted med spejderne om efteråret og så kom hjem forfrossen til min mors hjemmelavede suppe.

Den store var tydeligvis imponeret over mine spejderhistorier (ved ikke helt hvorfor...) og begyndte at komme med overvejelser hvorvidt, hun kunne få suppe, når hun kom hjem fra spejderlejr, hvilket prompte fik mig til at slå fast, at der absolut ikke var plads til flere fritidsaktiviteter i hendes tætpakkede skema.

Hun svarede småirriteret, at hun da bare mente, at det var når hun var færdig med svømning til næste år, så var der jo tid til spejder. Det fik os til at forklare, at man sagtens kunne gå til svømning i mange år, og at hendes far faktisk havde gået til svømning i 14 år.

"14 år?!!!!"

Lige i det øjeblik virkede det i den grad som om, at alle de fantastiske forestillinger, hun havde, om sin far krakelerede ved tanken om, at manden tilsyneladende havde brugt 14 år på at lære at svømme.

Herefter fulgte der lange forklaringer fra især faderen om, at man også kunne gå til svømning for at blive dygtigere, og man endda kunne svømme mod andre i en konkurrence. Det fangede hendes interesse, men igen blev hun lidt træt, da han fortalte om, at han havde været af sted tre dage i Belgien for kun at svømme et par minutter (hun synes nemlig, at alt under 2 timer i et svømmebassin er lidt spild af tid).  Øjnene blev dog for alvor store igen, da han så begyndte at fortælle om svømmetur på Bornholm, hvor der var meterhøje kæmpeis, og hvor de havde kørt på skateboards nedad bakke.

Så nu er hun svømmefan igen, selvom jeg har fornemmelsen af, at tirsdagens svømmeundervisning kun kan skuffe nu.


torsdag den 11. september 2014

Om fritidsaktivitetsstress

Den store er begyndt på svømning for begyndere og stjernedans. Det har været et stort ønske gennem længere tid, så selvfølgelig har hun fået lov, også selvom der er visse elementer, der ikke er helt optimale for vores lille familie, fx

...er kampen for pladser benhård. Polomanden måtte bruge en god times tid på at sikre sig en plads på et af de fire (!) svømmehold, og da vi dagen efter skulle igennem samme nummer med dans, crashede siden totalt, og tilmeldingen blev udsat en uge. Vi curlingforældre er ret emsige, når det gælder sportsaktiviteter til poderne

...begynder svømning kl. 16.30 - hvilket vil sige, at man helst skal være på skolen senest kl. 16.10, så man kan lokalisere den 6-årige, få indsamlet drikkedunk, skoletaske og hendes 359 tegninger af sommerfugle, signet hende ud af SFO'en, komme over til svømmehallen (der ligger på skolen, men langt pokker i vold), få hende i bad og omklædt og klar kl. 16.30 -og hvis Polomanden har sene møder, så foregår det med en sprællende 2-årig under armen.

...er den store egentlig ret glad for vand, men i det øjeblik vi forældre får at vide, at vi skal smutte ud i omklædningsrummet, så forvandler hun sig til jordens mest ulykkelige pige, der skal overtales til bare at stikke storetåen i klorvandet (når vi kommer ind igen til de sidste 20 minutters frisvømning, er hun så til gengæld slet ikke til at hive op igen - og har haft det fantastisk, hvilket gør det lidt nemmere at gå)

Havde biler med i omklædningsrummet til svømning. Det virkede godt de første 20 minutter. Derefter knap så meget!

... mener den lille absolut, at det allerbedste i hele verden er et svømmebassin. Måtte tilbringe de sidste 20 minutters frisvømning tirsdag med at rose den store for alle hendes "tricks" samtidig med, at jeg enten måtte holde den 2-årige krampagtig fast, mens han skreg "baaaaad, mig baaaaaad" eller råbe efter ham " STOP DU MÅ IKKE LØBE I SVØMMEHALLEN", mens jeg småløb for at holde en arm foran ham, når han indimellem fik vredet sig fri. Det kommer sgu nok ikke til at holde i længden

...er der stjernedans onsdag fra 17-18. Første gang måtte vi gerne være i gymnastiksalen, og den lille kørte lidt med sine biler, forsøgte at score en 17-årig og dansede lidt til musikken, hvilket fik mig til at tro, at selvom polomanden hver onsdag er på Sjælland (selvfølgelig!), og at der danses i ulvetimen, så kunne det lade sig gøre. Men nu skal vi voksne (og små søskende) være i omklædningsrummet, så vi har fået den 14-årige, der henter en dag om ugen, til at tage med den store til dans, mens jeg er derhjemme med den lille. Det virker rigtig, rigtig godt. Det var tydeligvis meget mere sejt at være med den 14-årige til dans frem for kedelige mor og hylende lillebror.

...er mine unger vældig sultne lige når vi kommer hjem, så jeg gør meget i forskellige varianter over temaet rugbrød - "Nææhh se i aften er der torskerogn!" - føler lidt, at jeg nok smart bør udvide menuen en smule.


Men den store hygger sig...

mandag den 25. august 2014

Om fine vaser og massepsykoser

Havde egentlig besluttet ikke at skrive dette indlæg fredag, men så gik verden lidt af lave mandag, og så blev det aktuelt igen.

Kähler har lavet en jubilæumsvase af deres kendte med striberne - nemlig med kobber. Og den er da vældig fin. Og måtte egentlig også gerne bo hos mig. Jeg er sikker på, vi nok skulle finde en god plads i det lille hjem væk fra små pilfingres rækkevidde. Så godt for jer Kähler!



Kähler har dog så samtidig været så snedige at lave den i "limited" edition, så den kun fås i begrænset tid og oplag, hvilket så gerne skulle skabe lidt hype om vasen med kobberstriber.

Og det er der så også blevet. Ser konstant billeder på både instagram og facebook, hvor folk deler billeder af vasen i håb om at vinde den. Så fredag en post på facebook, hvor Salling havde fået 350 ekstra vaser med hjem. De var udsolgt på meget, meget kort tid. Køen var begyndt 5.30 i morges, folk beskriver kaotiske og farlige tilstande på rulletrapperne, beskidte tricks fra andre shoppere og er bare sådan generelt godt sure...

Det var dog ingenting i forhold til hvad Imerco oplevede mandag, da de satte den eftertragtede vase til salg på deres webshop, hvorpå 16.000 (!!!) ivrige vasetosser forsøgte at købe den samtidig, hvilket Imerco ikke lige var gearet til, og så brød helvede løs på facebook, hvor en sand flodbølge af hysteriske og arrige vasefans klagede deres nød. Én beskrev, hvordan hun havde taget en fridag for at bestille vasen og en anden klagede over, at Imercos serverkapacitet ikke matchede facebooks (facebook har 1 mia brugere på verdens plan...!) og flere mente, at der var gang i et stort komplot, hvor alle ansatte i Imerco havde snuppet vaserne for næsen af dem, der så havde siddet hele dagen for at købe dem. Nogle ville også have Godaften Danmark (det hårdtslående nyhedsprogram) til at konfrontere Imerco og fremvise én enkelt person, der rent faktisk havde købt vasen.

(Her tænker jeg så, at nyheden i den historie måske ikke som sådan er Imerco, men derimod visse andre)

Selve vasen koster vist nok ca. 349 kr. - men sælges lige nu på Den Blå Avis til 1000 kr...!!!

Tænker, at hvis man en gang møder én, der har en Kähler Jubilæumsvase stående, at man så måske træder lidt varsomt og sikrer sig, at vedkommende ikke er 1) en af dem der skubbede folk ned fra rulletrapper 2) skrev arrige indlæg på facebook med anklager om løgn og bedrag eller 3) betalte 3 x overpris eller 4) er en lusket Imercoansat

Og så tillykke til Kähler for et veleksekveret marketingstunt, som vi uden tvivl kommer til at se igen igen og igen...Glæder mig allerede til at se den med striber i sølv.

onsdag den 20. august 2014

Om gravkøer og kindtænder

Har tilbragt dagen sammen med ham den lille. En stor forkølelse kombineret med kindtænder resulterede i en 38'er i morges, og så var der jo ligesom ikke andet at gøre end at bruge det forbistrede 'barn syg'.

Og lad mig sige det, som det er, det har været en LANG dag. Hvis han nu kun havde haft feber og sad og hang, så kunne jeg både arbejde og nusse, men han har jo så suppleret med et tandudbrud, der får ham til at skrige hysterisk i intervaller, og det begyndte han allerede på i går aftes og i nat, så mors overskud er nok så som så.

Det har heldigvis været muligt at distrahere ham indimellem med byggepladsen overfor, hvor der er gravkøer og øhm andre gule entreprenørmaskiner. Er dog så ny i det her drengemor-halløj, at når han peger på de respektive maskiner, så svarer jeg trofast "gravko" på spørgsmålet "hva' det?" - indimellem suppleret med 'lille' eller 'stor'





Tror dog, han har gennemskuet mig, indimellem retter han mig nemlig og siger "Neeej muuur, trator!". Må nok hellere (en gang, når jeg har fået to timers sammenhængende søvn) i gang med et kursus i den vidunderlige verden, der er entreprenørmaskiner!

Den udfordring havde jeg altså  ikke med hende den store!

tirsdag den 19. august 2014

Om det grå guld i folkeskolen

"Vi havde vikar i dag" fortalte den store begejstret efter at have skrålet ABC-sangen meget højt for Lillebror og jeg i bilen (hun eeeelsker at gå i skole).

"Hun var rigtig sød. Hun hed Eva og var 87 år"

"87?!!! Ahhhh nu er du vist ud i en lille røverhistorie"

"Nahej! Hun skrev det selv på tavlen!" svarede hende den store indigneret

"Øhm okay....?!"

Tænkte på min egen pensionerede folkeskolelærermor på 65 år, og hvad hun ville sige til at nuppe en time eller to med 0.C - både nu og om 20 år. Og så konkluderede jeg, at det var da smadderdejligt for Eva på 87, at hun stadigvæk havde mod på 25 6-årige. Og så tænkte jeg på, hvor vildt det egentlig var, at min datters skole havde hyret en på 87...

Og så var det tankerne blev afbrudt af den store

"Altså hun skrev jo først 5 og så 7, altså 87!"

Og så tænkte jeg, at det er godt, at der også er ansat matematiklærerer på skolen...!




mandag den 11. august 2014

Om skolestart

Er nu sådan helt officielt mor til en elev i den danske folkeskole - og jeg er bestemt ikke den eneste, hvis jeg skal tro mit facebook feed i dag, så det burde måske ikke være noget særligt, men iiihhh hvor har det dog været en stor dag for både hende og jeg.

Hun begyndte i SFO den 1. august, som i sig selv var en lille generalprøve på dagen i dag med nye omgivelser, nye regler, store børn, madkasser i køleskab og en masse usikker grund. Afleverede en lille børnehavepige, der klyngede sig til sin mor og hentede en rank 6-årig, der havde leget med dem fra 1. klasse og i øvrigt glædede sig til at hun kunne komme igen.

I dag var det så den store dag, og hun var klar, som i virkelig meget klokken 6.30 klar. Skoletasken var pakket, blyanterne spidset, farveblyanterne lagt i regnbueorden (okay det var OCD-mor) og dagens kjole nøje udvalgt sammen med selvsamme OCD-mor, der lige i dag gerne ville påvirke den lille fashionista væk fra t-shirts med One Direction.

Åh hvor var hun spændt på dagen i dag
Så blev det endelig tid, og selvom vi havde været der før, var det altså vældig stort, da hun med hver af os i sin hånd gik ind på skolen med sin splinternye LEGO Friends skoletaske (tænker i øvrigt, at 95% af LEGOs overskud må komme fra skoletasker og penalhuse).

Dagen begyndte i den gamle gymnastiksal, der lugtede som gamle gymnastiksale altid har gjort, og ungerne sad sammen nervøse og spændte, mens vi voksne vimsede omkring dem med mobiltelefoner og telelinser, og nok ikke gjorde dem mindre nervøse. Vores 6-årige begyndte i hvert fald at se mere og mere spændt ud og begyndte at række ud efter sin mors hånd.

Nu må mor egentlig gerne aflevere klør fem, man kan holde godt fast i

Og så gik vi ned i klasserne, hvor vi fortsatte med at vimse omkring ungerne, og selvom det gjorde ondt helt inde i livmoderen, da hun greb mig i hånden og bønfaldt mig om at blive lidt længere, da hendes garvede lærer cuttede navlestrengen og sendte os forældre tilbage i hverdagen, så var det jo det, der skulle til, og derefter så hun sig ikke tilbage, og da jeg hentede hende igen kl. 15, havde det selvfølgelig været den bedste skoledag.

Aldrig får en lærer mere opmærksomhed, som den første dag i 0. klasse

Da vi kørte hjem, begyndte hun at snakke om, hvad der skulle til af skole, hvis nu hun skulle være læge…! Magter det ikke helt

August 2014

August 2008

Hvad skete der lige med tiden...?

(Og så ikke et ord om skolereform - det er der vældig mange andre, der skriver om)

fredag den 18. juli 2014

Om himmel og helvede

Ida: "Hvor ligger Helvede?"
Claus (peger nedad): "Meget, meget langt nede"
Ida: "Helt nede ved lamaen?"

----

Ida: "Når jeg dør, så kommer jeg i Himlen"
Mig: "Ja"
Ida: "Det gør du også mor....tror jeg nok"

---

Ida: "Hvordan bliver man en engel?"
Mig: "Det ved jeg ikke...man skal nok være rigtig sød og god mod andre"
Ida: "Ellers må man bare nøjes med at blive et spøgelse"

onsdag den 16. juli 2014

Om at blive billist

Ingen havde vist set den komme - mindst af alt mig selv. Jeg er mod al forventning blevet billist. Havde ellers affundet mig med, at mit kørekort primært skulle fungere som identifikation på posthuset, men efter et par uger i den midtjyske kollektive trafik stod det lysende klart for alle, at det ikke rigtig var en holdbar løsning, og så blev der booket et par genopfriskningstimer hos kørelærer, og polomanden gik i gang med at researche på mikrobiler - for det var ligesom der budgettet lå, når man 1) Allerede har en dyr (firma)bil og 2) Helst vil have en ny bil.

Efter hvad der føles som vildt lang tid og en masse mails/opkald/rykkere til vores sælger, fik jeg så endelig min lille Picanto i søndags, og så er jeg ellers sprunget ud i det.

HELDIGVIS er der ferie rundt omkring, så der er ikke helt lige så mange biler på vejen, som der kunne være. Har her den første uge kørt uden for myldretiden, og især om morgenen har jeg haft vejene næsten for mig selv. Det betyder så også, at jeg møder helt for mig selv på arbejdet



Mange har sagt til mig, "jamen du skal bare køre lidt, og så bliver det rutine", og ja jeg kan da her dag 3 mærke forskel, fx er mig og koblingspunktet ikke så fjerne fra hinanden, som vi har været - og i dag parkerede jeg pænt i første forsøg både på job og på matriklen, så det går fremad, men det sidder sgu ikke på rygraden endnu.

Det hjælper selvfølgelig også, at jeg kan finde vej til/fra arbejde, men Gud bedre det, hvis frakørsel 56 en dag er lukket! Må nok en tur på Google Maps - om ikke andet, så fordi afkørslen er notorisk overbefolket en normal hverdagsmorgen, så det ville måske give god mening at teste alternativer.

Polomanden går hele tiden og siger, at snart kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg dog ikke har kørt bil tidligere. Måske har han ret, og jeg synes da, det er skønt, at jeg har barberet en times transporttid væk, og at jeg kan være lidt sammen med ungerne, inden ulvetimen gør dem til Satans yngel. Men jeg savner at slappe af til/fra arbejde og lade tankerne flyve. Og hver eneste dag, når jeg kommer hjem tænker jeg stadigvæk: "Åh Gud...jeg skal det igen i morgen!", så jeg føler mig ikke helt billistfrelst...endnu!






søndag den 6. juli 2014

Om at sige farvel til sommerferien

I morgen er det mandag og hverdag igen. Tre ugers sommerferie er afviklet usædvanligt hurtigt - øv siger jeg bare. Er i gang med at forberede morgendagen, der begynder alt, alt for tidligt (kl. 5 folkens), og så er en passende overspringshandling jo lige at opdatere bloggen med en status på sommerferien, der var sjov, meget sjov og desværre også knap så sjov (mere om det længere nede)

  • Tidlig sommerferie i slutningen juni er godt, fordi der ikke er helt sort af turister, hvilket fx gør LEGOLAND til at holde ud (- selvom jeg hvert eneste år forarges over priserne. Snak om en citron der presses!)
  • Tidlig sommerferie er knap så godt, fordi alle andre på kontoret ikke holder ferie, så man er på ingen måde nede i gear - især polomanden måtte bruge lidt tid på mobil og mail.
  • Man trænger i øvrigt ikke vildt meget til sommerferie efter en måned tilbage på arbejdsmarkedet.
  • Kunne aldrig finde på at parkere mine unger i institution i ferien, men ferie kunne nok være en kende mere afslappet, hvis ikke udbryderkongen var så ivrig efter at undersøge kausalitet fra alle vinkler.
  • Storesøster og lillebror begyndte så småt at se hinanden som legekammerater og havde indimellem små stunder, som gav mig håb om, at jeg en dag kan sætte mig i sofaen med en bog, mens de leger sammen
  • Apropos leg så har sommerens absolut bedste udskrivning været en kæmpestor trampolin, der står og fylder vældig meget. Hold nu hvor kan de to banditter bruge lang tid på at hoppe, løbe, sidde, rulle og lege der.
  • Sommerens største udskrivning er dog min nye bil, som jeg stadigvæk venter på (Nellemann jeg kigger på dig). Ikke overraskende er bilsælgere betydeligt mere hjælpsomme, FØR man har sagt ja.
  • Udbryderkongen har brugt sommeren på at udvide sit ordforråd markant og siger nu ord som tøvtuer og pegpas (støvsuger og legeplads)




Det er svært at skrive om min sommerferie, og så ikke nævne det, der fuldstændig overtog den sidste uge. Nemlig et lårbensbrud hos min far, der oveni udviklede komplikationer og i nogle dage lå på intensiv og havde det rigtig skidt. Jeg er dybt taknemmelig for de kompetente og søde mennesker, der behandler og passer på min far, men jeg er også en smule frustreret over et sygehusvæsen med kapacitetsproblemer og manglende evne til at se ud over egen specialiserede næsetip. Vi tager en dag ad gangen nu og glæder os over småbitte fremskridt, og så håber vi på det bedste.

Min fars sygdom gav så i øvrigt udbryderkongens største ferieoplevelse nemlig et tæt kig på en ambulance både udenpå og indeni, fordi Falckfolk i Nordjylland er vanvittig søde



Og nu trænger jeg så i øvrigt til ferie...

mandag den 16. juni 2014

Om at holde sommerferie

Har forsøgt mig med et par indlæg her på mobilen, men det bliver aldrig helt godt, så nu drikker jeg bare rosé, spiller bold med den lille, laver perleplader med den store, snakker med min mand, sover længe, oplever mit land og holder ferie.

Vi snakkes ved igen i juli.





torsdag den 5. juni 2014

Om at skrive for lidt

Som den skarpsindige læser har opdaget, så er der i øjeblikket lidt langt mellem opdateringerne, og det skyldes (selvfølgelig!), at jeg er begyndt på job og bruger al hjernekapaciteten på at lære produkter, kolleger og systemer at kende.

Men her er lidt om, hvad der er sket for nyligt
  • Udbryderkongen har fået comeback! Han kan nu åbne døre og låger og kravle ned af trapper og op af plankeværk. Både vi og dagplejemor har indimellem lidt nervøse trækninger
  • Er i gang med at købe bil, som jeg rent faktisk skal køre i hver evige eneste dag. Det viser sig nemlig at grise kan flyve og helvede er frosset til is - takket være et stærkt samarbejde mellem Midttrafik og DSB
  • Udover bil er vi også i gang med at investere i rengøringshjælp og barnepige. Investerer åbenbart alle lønkronerne i at gøre det muligt for mig at gå på arbejde
  • Holdt Kr. Himmelfartsferie uden børn. Kan varmt anbefales - også selvom vi brugte en hel dag på at kigge på biler. Ungerne var vist også meget tilfredse - den store spørger et par gange om dagen, hvornår hun skal besøge mormor igen, og den lille går rundt med en pink plasticmobil og ringer til moomoo konstant
  • I det hele taget er jeg ret taknemmelige for bedsteforældre, der træder til, når lokummet brænder
  • Forsøgte de tre første dage på arbejdet at skjule, hvor vild med Zero, jeg var. Har opgivet
  • Er faktisk løbet tør for Zero  og har nu kun nødcola  (aka Pepsi Max )på lager
  • Har sommerferie om en uge. En måned på arbejdsmarkedet inkl. St. Bededag, Kr. Himmelfart, Grundlovsdag og Pinse er åbenbart, hvad jeg kan holde til, inden det bliver nødvendigt med 3 ugers ferie
  • Bagte havregrynsboller en aften  og følte mig vældig overskudsagtig, indtil jeg opdagede, at jeg havde puttet vaniljeyoghurt i. De smagte sådan lidt pudsigt
  • Den lille har lært at hoppe med 2 ben, så han i et millisekund letter - og bagefter falder bagover af grin, fordi han synes, det er så sjovt
  • Hentede triumferende den store som 5. sidst i børnehaven tirsdag. Highfivede mig selv en hel masse på vejen hjem
Håber I har det godt derude

tirsdag den 20. maj 2014

Om at være ravnemor kl. 16.34

I går skulle jeg for første gang, siden jobstart, hente begge unger. En udfordring der kræver bus og tog til tiden. Og det lykkedes i går (tillykke Midttrafik, DSB og Arriva), så jeg var i speltghettoen kl. 16.10, hvilket gav mig præcis 20 minutter til hente den yngste hos dagplejemor i den ene (vores) ende af byen og 50 minutter til at nå op med lillebror bag på cyklen og hente storesøster i den anden ende byen.
Cyklede som død og helvede, fordi jeg havde travlt og fordi jeg virkelig skulle tisse. To tog havde suspekte toiletter, at jeg konkluderede, at jeg vist godt kunne holde mig, altså lige indtil jeg kom op på cyklen og kunne mærke, at en tissepause var meget, meget nødvendig. Så jeg drønede hjem på vores egen matrikel (der er 1 minut fra dagplejemor), smed cyklen foran døren, lod nøglerne sidde i og lod naturen gå sin gang. Herefter videre til dagplejemor kl. 16.17, hvor lillebror var udenfor. Han blev smidt om bag på cyklen, fik under protester cykelhjelmen på og så gik turen ellers op forbi stationen igen mod børnehaven.

Turen til børnehaven er i allerbogstaveligste forstand opad bakke, og det blev ikke mindre hårdt af, at lillebror sad bag på med sine 13-14 kg og vrikkede løs, mens han af lungernes fulde kraft råbte "toooooog" hele vejen kun afbrudt af "vov vov" hver gang, vi så en hund.

Svedig og forpustet ankom jeg til børnehaven 16.34 med hele herlige 26 minutter til lukketid for så at kunne hente mit barn som den andensidste (?!!!), og jeg siger andensidste, fordi jeg var ca. 1½ skridt foran den mor, der hentede som den sidste.

Så cyklede vi hjem igen. Denne gang uden cykelhjelm på den mindste, fordi han lancerede et hysterisk anfald med knytnæver i ryggen og spark over det hele i sit desperate forsøg på at få den af. Den store væltede på cyklen - dog ikke i fart, så skaden var heldigvis ikke stor (og hun havde cykelhjelm på), så alt i alt en herlig tur hjem.

Da vi så endelig kom hjem lavede jeg aftensmad med koalalillebror om benene og en sur storesøster i sofaen, og følte mig rigtig meget som den allerværste mor i hele verden, indtil manden i mit liv ringede fra sit seminar og sagde det helt rigtige:

"Fuck speltghettoen! Alle andre steder havde der fandeme været unger kl. 16.30!"

Åh hvor jeg elsker ham

fredag den 16. maj 2014

Om at være karrieremor igen

Så er jeg tilbage på arbejdsmarkedet efter, hvad en ven kaldte, en god lang svensk barsel.

Og det er fedt. Det er fedt at mærke, at man rent faktisk kan noget med sit hoved, at man kan producere andet end lasagner og ansøgninger. Det er fedt at have kolleger igen, at have nogle, man kan være faglig med. Det er fedt at stå op og føle, at man er en del af samfundet igen. Det er fedt at være ude af rigide offentlige systemer, hvor man skal kontrolleres og stå til regnskab. Jeg er simpelthen ved at boble over af glæde over mit nye arbejde: Opgaver, kolleger, virksomhed og produkter er bare så fede!

Der er selvfølgelig også ting, der er knap så fede, og som jeg lykkeligt havde fortrængt, som fx hvor ufedt det er at være pendler i den kollektive trafik - hvilket bestemt kunne være en udfordring i Malmö/København, men som i Jylland føles som noget, man burde kunne putte på sit cv på linje med at gennemføre en ironman. Som min yngste søster skrev i en sms:
"Jyder som tager offentlig transport uden for intercitylinien burde have en medalje ikke en bøde"
Jeg har fået det sidste, og det kunne jeg skrive en helt masse om, og gør det måske også en anden gang. Er i hvert fald pænt indigneret (og i gang med at klage!)

Den kollektive trafik udfordrer i det hele taget også på aflevere/hente-tingen. Min bus går én gang i timen, og om morgenen går bussen kl. 7.36 og igen 9.45 (fordi 8.45 er åbenbart et tidspunkt, hvor ingen kunne finde på at møde på arbejde?!), så indtil videre har polomanden taget afleveringstjansen - og for den sags skyld også hentetjansen, men i næste uge går den ikke længere, så der må jeg efter 3 dage trække på min nye arbejdsgivers forståelse og fleksibilitet og bedsteforældres hjælp. Jagten er gået ind på en ung pige, der kan hente en dag eller to om ugen!

Og så er der jo lige alt det der, som stadigvæk skal ordnes, selvom mor her er begyndt på arbejde. Alt fra tøjvask, rengøring og madlavning klarer ingenlunde sig selv og hænger vist stadigvæk på mig, selvom jeg med små bitte skridt forsøger at fordele arbejdet lidt (til gengæld afleverer/henter polomanden så lidt mere, så han får også lidt kredit). Jagten på en rengøringshjælp er dog  også gået ind!

Summa summarum er, at jeg er rigtig glad, er træt af DSB, sover rigtig godt om natten og overvejer at købe en bil!

mandag den 12. maj 2014

Om at rode

"Er du ikke træt af, at det hele roder sådan?" spurgte polomanden den førstefødte, da vi endnu en gang skulle kravle over vasketøj, perler, dukker, malerbøger, bolde, bamser og en hulens masse andre ting.

"Næh så kan jeg meget lettere se, hvad jeg har"

1-0 til den førstefødte, der uden tvivl er sine forældres barn!

søndag den 11. maj 2014

Om at tage ja-hatten på

Jeg har sagt ja til et job og begynder i overmorgen, og det er vildt fedt og vildt stressende, men jeg glæder mig afsindigt meget, og det skriver jeg sikkert noget mere om på et tidspunkt.

Men endnu mere vigtigt, så har ham den lille endelig(!) taget sin ja-hat på, og er begyndt at svare bekræftende på, hvad han rent faktisk vil. I stedet for at overforbruge ordet nej til alt og ingenting, så svarer han nu skiftevis nej og ja. Og det er en fantastisk hjælp, når vi i ulvetimen skal afklare, om det var mælk eller vand, han ville have, om det var banan eller æble (og så fremdeles). Vil tro, at vi har reduceret antallet af hysteriske anfald med 50%, så vi nu er nede på to viljernes-kamp i timen.

Der har før været indikationer for et 'ja', men mest når han ville være fuldstændig sikker på, at vi ikke misforstod ham, som hvis han fx blev tilbud is, så kom der hurtigt 5-7 hurtige nik fra ham bare for at være sikker på, at vi ikke smed isen tilbage i fryseren. Han virker selv en smule overrasket over, at vi nu forstår hans ene ja, så det første ja efterfølges som regel af et begejstret jaaaaa over, at han har formået at trænge igennem til hans tydeligvis træge forældre.

Og det er ikke bare ja, der har fundet vej til talestrømmen. Biiiiil siges hyppigt om både biler der kører, biler der er parkeret, biler der ikke er der, små biler der fælder ham og ikke mindst om hans elskede lille scooter, som han konstant forsøger at snige sig udenfor og køre på.

Det eneste tidspunkt, han ikke siger bil, er, når han gerne vil se videoer på YouTube af brandbiler. "Tooog" råber han insisterende, og jeg hopper på den hver eneste evige gang. Finder togvideoen, hvorpå banditten irriteret kigger på mig og råber "tooog" indtil jeg finder en video med brandbiler, hvilket belønnes med et 'ja'.


torsdag den 8. maj 2014

Om naturfænomener

"Mor kommer det til at regne i dag?"
"Ja det ser sådan ud"
"Åh hvad?!! Hvorfor skal det ALTID regne? Hvorfor kan vi ikke få noget solskin?!"
"Velkommen til Danmark"

---

"Vidste I godt, at når det regner, så er det Guds tis!"
"Ahem...øhh"
[meget indigneret Ida]
"Det er faktisk rigtigt!"









onsdag den 7. maj 2014

Om at være ærlig

Nå men vi tager lige en tur i skriftestolen...

  1. Jeg har faktisk kun set et halvt afsnit af Game of Thrones og synes ærlig talt, at det var kedeligt, så nu ser jeg Gossip Girl i stedet for på Netflix
  2. I morges var jeg meget tæt på at drikke et glas rødvin, fordi jeg havde glemt, at klokken var 08.15. Til mit forsvar skal det siges, at det var en meget god rødvin. Drak i stedet for en Coke Zero. Meget mere fornuftigt
  3. Jeg så den første grandprix-semifinale helt alene uden barn som påskud og glemte indimellem at være vildt ironisk omkring det
  4. Jeg er helt vild med Florence & The Machine, men går man i iTunes og ser, hvad jeg spiller mest er Flo Rida og Pitbull mest afspillet. Må være en virus
  5. Om morgenen tjekker jeg først facebook, så instagram, så people.com, så ekstrabladet.dk og til sidst politiken.dk - inden jeg har børstet tænder.
  6. Idas værelse, skrivebordet og mit klædeskab er nu i så kaotisk tilstand, at jeg hver dag kigger på dem, sukker og opgiver en hver form for oprydning
  7. Troede i meget lang tid i går aftes, at der var en stor løvelignende hund ude på det grønne område bag huset. Det var et stort rør. Overvejer om jeg snart skal booke synstest
  8. Polomanden fik på sin fødselsdag en perleplade fra Ida og 1 stk. foldet printerpapir, hvor jeg havde tegnet vores familie som tændstikmennesker fra mig. Havde rent faktisk købt en rigtig fødselsdagsgave, men den nåede (selvfølgelig!) ikke frem til dagen
  9. Vi og naboen deler en mus. Håber lidt den forsvinder af sig selv. Magter ikke helt det der med fælder, selvom vi går den humane vej. Og indtil da synger jeg højt hver evige eneste gang jeg er i nærheden af skuret, hvor det lille monster vist nok bor
  10. Forstår virkelig ikke folk, der kun nøjes med at spise en enkelt flødebolle

tirsdag den 6. maj 2014

Om at teste sig selv

"Ved du hvem du er?" hedder et program på DR1, hvor kendte laver slægtsforskning og af den vej bliver klogere på sig selv og familien. Min mor dyrker det også, og indtil videre er konklusionen vist, at vi sådan generelt har været nogle udramatiske bonderøve med et enkelt uægte barn her og der.

Jeg ved langt fra, hvem jeg er - med eller uden understøttende slægtsforskning. Har læst et sted, at det er i 40'erne man begynder at få styr på den del af livet, hvorimod 30'erne bare er en stor trædemølle (jf. mit forrige indlæg). Heldigvis kan man, mens man venter på 40'erne, få lidt hjælp til at finde ud af, hvem man er via forskellige tests.

Jeg har efterhånden været igennem en del personlighedstest i forbindelse med både arbejde og  jobsøgning. Senest har jeg netop udfyldt én, hvor jeg skulle markere, hvad der var mest og mindst mig i 28 ordgrupper, og så har jeg fået en rapport tilbage på 23 (!) sider om mig selv.

Og det viser sig, at jeg er en bestemt type med et typisk handlemønster. Så meget for at være original. Jeg kan godt lide at vinde, og jeg er konkurrerende, så meget at mit motto bør være, at nogle gange vinder man, og andre gange taber man, hvilket er noget pjat, man skal altid gå efter at vinde..!  Jeg er høflig og god til teamwork - "og det sker sjældent, at jeg glemmer god opførsel" (tænker min mor er stolt). Alt i alt ikke sådan de store overraskelser der.

Der findes nogle, der ikke kan lide de her tests og ikke kan lide at blive sat i en kasse (og så er man jo bare den type, der ikke vil puttes i en kasse). Jeg synes, det er meget sjovt og faktisk også brugbart. Især når man indgår i et team (som jo åbenbart er en spidskompetence hos yours truly), fordi man får en forståelse for, hvordan vi hver især er forskellige og har brug for forskellige ting for at lave nøjagtig det samme. Ville sådan set ønske, at flere chefer testede deres medarbejdere med henblik på at kunne støtte dem bedre.

Det gode ved de her personlighedstests er, at der jo som udgangspunkt ikke er rigtig og forkert, selvom ham der gav mig tilbagemelding på ovenstående forklarede, at folk nogle gange forsøger at snyde, fordi de vil ramme en bestemt personlighed. Ved ikke helt hvordan og hvorfor man snyder, men selvfølgelig er der også egenskaber, man måske gerne ville nedtone lidt - for mit vedkommende er det utålmodigheden, der fylder lidt for meget, men det er jo igen en del af min personlighed.

Jeg prøvede Mensas IQ-test for sjov den anden dag, og her er der så rigtigt og forkert. Og lad mig bare afsløre, at jeg ikke er et misforstået geni - dog heller ikke overvurderet landsbytosse (yeah!). Jeg landede på 117, hvilket jeg personligt er ret stolt af i forhold til, hvordan jeg flere gange udtrykte ordet "høh?!" i forbindelse med opgaveløsningen - tænker at det ikke er noget genierne går rundt og siger.

Polomanden har også været igennem sin del af tests, og dem han nok har været mest nervøse for (hvis han nogensinde bliver nervøs - verden venter stadigvæk), har været dem med hovedregning, fordi nok kan manden tænke strategisk, planlægge millionbudgetter og trylle i Excel, men han er simpelthen et bræt til simpel hovedregning.

Man kan selvfølgelig også bare finde en test på internettet og af den vej blive klogere på sig selv. Af den vej har jeg fx fundet ud af, at jeg hellere vil se en tv-serie end læse en bog, at jeg elsker storbyferier og at jeg gerne ville bo minimalistisk (hvis altså jeg ikke havde resten af familien), at jeg er vild med gadgets. Ting jeg jo godt ved, men det er jo ligesom lidt mere rigtigt, når jeg har fået svaret i en test...

søndag den 4. maj 2014

Om at være en uperfekt mor

Indlæg nr. 700 (!!!) bliver et langt et - jeg har nemlig set mig lidt sur på dem, der klager over, at det er hårdt at have små børn, og dem der lader som om, at det overhovedet ikke er hårdt. Bær over med mig. Lover at fatte mig i korthed næste gang.

Hos Politiken har der de seneste par uger været lidt debat frem og tilbage om børnefamiliernes vilkår, om hvordan 1) det er fuldstændig horribelt hårdt at have små børn og 2) om samfundet/politikerne kan/skal gøre noget.

Lad mig begynde med at sige, at det er pissehamrende hårdt at have små børn. De suger som intet andet al energi ud af deres forældre de første 2-3 år af deres levetid. De skal holdes i live, de skal holdes (nogenlunde) rene, de skal passes på, de skal underholdes, de skal trøstes, de skal skældes ud (ja i modsætning hvad nogle tror, så bruger vi moderne curlingforældre også ordet nej indimellem) og så er der det medfølgende fuldtidsarbejde med at vaske tøj, samle op og gøre rent efter poderne (som de fleste steder stadigvæk ikke er heeeelt 50/50 fordelt på mor og far). Og så skal vi så samtidig være kæreste, medarbejder og ven.

Den første måned jeg var mor, var jeg udover skindød også vred. Jeg var vred over, at det var så hårdt at være mor. Jeg var fast besluttet på at skrive en bog, hvor jeg afslørede sandheden om moderskabet. Det var nemlig ikke nuttede babyer og smilende mødre med lækkert hår og makeup, det var benhård overlevelseskamp, hvor et brusebad var en sejr i sig selv. Bogen blev aldrig til noget, fordi jeg opdagede, at andre havde tænkt som mig og skrevet deres egne bøger, og efterhånden opdagede jeg, at jeg rent faktisk overlevede og begyndte at forstå, hvad der skulle ske med det lille myr, jeg var blevet tildelt ansvaret for. Men selv i dag småfniser jeg for mig selv, når førstegangsgravide nervøse fortæller, hvor meget de frygter selve fødslen, fordi det er ingenting i forhold til, hvad der venter bagefter.

Men, for der er et men. Det har jo for fanden altid været hårdt at være småbørnsforældre. Små børn har altid været en dræber. Spørger vi vores mødre, var det også hårdt for dem. Jeg er født på et tidspunkt, hvor min mor ikke brugte engangsbleer...Den lader vi lige stå lidt for sig selv! Langt de fleste var at finde på et arbejdsmarked, der ingenlunde er så fleksibelt, som i dag (- trods alt!) samtidig med, at de havde fornøjelsen af langt de fleste huslige pligter. Og er vi så heldige, at vi stadigvæk har bedste- og oldemødre, kan vi uden tvivl få at vide, hvor nemt vi har det i dag, når vi kan klare dagligvareindkøbene tirsdag aften i Bilka og resten af vores indkøb i samarbejde med Google, mens hubby klarer opvasken.

Selvfølgelig kunne tingene være bedre, men jeg mener vi skal kigge på os selv først og fremmest frem for at bede andre om at løse vores problemer. Én af vores største udfordringer er nemlig, at vi vil være superdygtige til alt og have det her perfekte liv, der er skønt at dele på facebook og instagram. Vi skal uddanne os, skabe os en indbringende og meningsfyldt karriere, rejse rundt i hele verden, møde den perfekte mand, løbe 3 gange om ugen, læse aviser, magasiner og bøger og se tv-serier med coolfaktor. Vi skal mødes med vennerne og bo i et lækkert hjem med hvide vægge, dansk design, enkelte arvestykker og nøje udvalgte loppefund. Men så får vi ungerne, og falder hele lortet sammen. Det viser sig nemlig, at det er pissesvært at arbejde 50 timer om ugen, dyrke romantik med the one and only, spise sushi med vennerne, holde hytten fin og servere hjemmelavet økologisk bygotto, når man samtidig vil være gode forældre, der ikke henter som de sidste, som har overskud til at lege med poderne på legepladsen, spille brætspil og læse tre historier 365 dage om året.

Slap nu af for helvede!  - Fristes man til at sige - inkl. til mig selv, fordi jeg er jo ikke en skid bedre selv. Jeg vil også gerne have det perfekte liv, hvor der er nybagte boller til ungerne om eftermiddagen og lys i kubusstagen om aftenen. Jeg er dog nået derhen, hvor jeg har erkendt, at det nok aldrig bliver helt perfekt. At indimellem, nej stort set altid, ser huset ud som om, det er eksploderet, at aftensmad lidt for ofte er leverpostejmadder, at fjernsynet er en ven i nøden, og at min mand er en fantastisk far og kæreste, der aldrig nogensinde lærer at gøre ret meget husligt af sig selv, og at jeg selv heller aldrig bliver lykkelig af at rydde op og gøre rent.

Af samme årsag elsker jeg dem, der tør stå frem og sige, at de ikke er perfekte. At de roder, at de har de samme strømper på som i går, at de stak ungerne frosne deller fra Netto, at de skændes med manden og så fremdeles. Jeg gider virkelig ikke de der mødre, der konstant bobler af overskud, hvor ungerne konstant er i pastelfarver og kridhvide omgivelser, hvor den hjemmelavede müsli serveres på bakke med stofservietter og en vase med en enkelt rose, og hvor der dagligt bygges huler i haven (som de dyrker alle deres grøntsager i), klippe klistres og spises klidcookies med chokoladenibs. Måske er det vitterlig deres virkelighed (jeg tvivler), og det er i hvert fald ikke virkeligheden for 99% af alle de mødre, der passer arbejde, familie og alt det andet, og det er på så mange måder et fuldstændigt umuligt ideal.

Som småbørnsforældre skal vi erkende, at vi er i gang med de hårdeste år i vores liv, og det betyder en hulens masse kompromiser fra det pæne hjem over den imponerende karriere til den vilde romantik. I stedet skal vi nyde de små stunder i hverdagen, der gør det hele udholdeligt, fra det spontane kram fra en af poderne til de gange, hvor det rent faktisk lykkes at holde sig vågen til en film samtidig, og så ellers vente på, at ungerne smider bleen, begynder at få legeaftaler og sådan i al almindelighed kan undvære mor og far lidt.

Og så skal vi ellers holde os langt, langt væk fra Mette Blomsterberg og hendes madpakker...

torsdag den 1. maj 2014

Om at blive unødvendigt fattigere

Mig: "Du må altså ikke logge på vores konti før mandag"
Ham "Hvorfor i alverden ikke?"
Mig: "Fordi jeg lige har købt din fødselsdagsgave. Duh"
Ham: "Jamen jeg troede, at middagen på Frederikshøj var min fødselsdagsgave"
Mig: "....Verdammt"

Bliver jo nok nødt til at give ham gaven alligevel

mandag den 28. april 2014

Om at være nogenlunde tilfreds med Jylland

Jeg trives ganske godt her i speltghettoen. Indimellem kigger polomanden og jeg på hinanden og bliver enige om, at vi bosatte os det helt rigtige sted. Og der er virkelig mange ting, jeg sætter pris på.

Jeg sætter pris på, at vi bor i et nybyggerkvarter, hvor der ikke er et eneste åndssvagt birketræ, der kan sprede sine usle giftbomber her om foråret. For andet år i træk har jeg slet ikke været ramt af høfeber (7-9-13 og alt det der).

Ikke skyggen af et birketræ - gnæk gnæk

Jeg sætter pris på den stores børnehave og den lilles dagplejemor og i det hele taget det, at mine unger kan blive passet de timer, vi har behov for, og ikke hvad den svenske stat mener, vi har behov for. Aldrig mere barsel med et barn hjemme hver 2. dag (til gengæld betaler vi så et mindre afrikansk lands BNP for at få ungerne passet)

Jeg sætter pris på firmabil. Ikke fordi jeg kører, men fordi jeg betalte til vedligehold af den svenske familiecontainer. Olien alene var jo for fanden nok til en middag på gourmetrestaurant.

Jeg sætter pris på, at vi nu bor så langt væk fra den glitrende storby, at jeg kan se stjernerne, når der er mørkt og klart.

Jeg sætter pris på at være tættere på familie og venner i det nordjyske (også selvom jeg savner dem øst for Storebælt sindssygt meget) - især er nordjysk familie fantastisk, når man indimellem kan aflevere sine børn hos dem.

Jeg sætter pris på onsdagssnegle. Ville bare ønske, at de også kunne finde ud af det med brunsviger, men der skal vi åbenbart nord for Hobro, før det sådan for alvor bliver snasket igen

Jeg sætter i det hele taget pris på at være tilbage i Danmark, hvor jeg taler sproget (nu med lidt østjysk accent indimellem, men det måtte jo komme), ikke behøver at købe melon efter vægt (80 SEK for en vandmelon Sverige, come on!) og ikke skal overveje om bilen holder tilbage for mig eller ej (det gør den ikke!)

Hvad jeg ikke sætter pris på, er, at jeg nu bor et sted, hvor der konstant køres gylle ud her om foråret.



fredag den 25. april 2014

Om den dag mit barn blev bange for klovne

Som en del af det at være født med en enkelt nyre, går den mindste til kontrol på det, jeg stadigvæk kalder, Skejby Sygehus. Fordi hans ene nyre fungerer helt perfekt og klarer slæbet for to, skal han 'bare' til et årligt tjek. Vi bruger dog lidt tid på at køre det årlige tjek ind, fordi vi er tilflyttere, og det åbenbart har været kropumuligt at tale med de respektive hospitaler i Sverige og Danmark, der allerede har været inde over, men fred være med det. Nu er vi inde i et forløb hos nogle søde mennesker, og i dag skulle vi så bare lige klare de to sidste tests: Blodtryk (fordi det regulerer nyrerne) og urinprøve (protein i urin kan/er tegn på utætte nyrer).

To gange har de forsøgt at måle hans blodtryk og to gange har de opgivet, fordi han blev så pissesur over at få målt blodtrykket. De første to gange forsøgte de imidlertid at måle blodtrykket efter andre undersøgelser, hvor han har været både træt, sulten og og gal over, at blive holdt fast, stukket i og bare sådan generelt pillet ved. Så håbet var, at med et lille program i dag, kunne vi overbevise ham om, at blodtryksapparatet ikke var en dødsmaskine. Samtidig havde vi medbragt storesøster, så hun kunne få afmystificeret sygehusbesøgene og skabe tryghed hos lillebror.

Før blodtryksmålingen skulle lillebror levere en urinprøve. Da han ikke helt er det, hvor det kan gøres på kommando, foreslog sygeplejersken, at vi bare tog bleen af ham, og så fandt hun en kop. Skulle hilse og sige fra min blufærdige knægt, at han altså ingen måde har lyst til at vade rundt med numsen bar, så det var han ikke helt tilfreds med. Sygeplejersken nåede lige at sige, at det i hans alder var  meget normalt, at der som regel kun går et øjeblik, fra de får bleen af til, de tisser, til han rent faktisk tissede - på gulvet - langt væk fra koppen. Og så var han ellers godt gal i skralden, fordi det er bare ikke fedt at overraske sig selv og alle andre med at tisse på gulvet.

Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at han i stedet skulle han have en pose omkring tissetrolden, eftersom der nok ville gå lidt tid nu. Lad os bare konkludere, at det nok er noget der i bedste fald føles mærkeligt. Og ja det gjorde ikke banditten mindre sur! Imens foreslog sygeplejersken, at vi prøvede at give ham manchetten på uden at puste luft i den, så han kunne vænne sig til den. Øhm nej - han vidste udmærket godt, hvad vi havde gang i, så om muligt blev han endnu mere gal. Og så var det, at hun hentede en hospitalsklovn...!

Hospitalsklovnen forsøgte sig med lidt sjov og spas, men den lille var stadig bundhysterisk og den store var både genert og bange for, hvad vi var ved at gøre ved hendes lillebror (så meget for at afdramatisere hospitalsbesøg!), så det var rigtig meget opad bakke. Sygeplejersken forsøgte gentagende gange at måle blodtrykket, men der kom mange biplyde, der indikerede fejl. Hospitalsklovnen forsøgte igen og igen at opmuntre den lille, men han blev i stedet mere og mere hysterisk. Og til alles lettelse opgav den stakkels klovn til sidst. Han efterlod dog sæbebobler, som vi forældre begyndte at blæse. Og ENDELIG faldt der lidt ro over alle. Knægten ville selv holde bøtten med boblerne, så det fik han lov til, også selvom sygeplejersken sukkede, at han skulle holde sin arm i ro, så hun kunne måle. Og selvfølgelig blev han smaddersur igen. Han endte med at få registreret et blodtryk på 130/80, hvilket er ganske højt, når man er 18 mdr, men det er det, der står registreret i hans journal sammen med en anmærkning om, "at barnet var meget oprørt".

Så manglede vi bare urinprøven som lod vente på sig, så vi aftalte, at vi gav ham ble og tøj på, og så måtte vi lige sige til, når der var afleveret noget i posen. Knægten var igen blevet hysterisk, fordi en anden hospitalsklovn kort havde stukket hovedet ind - og ud igen, da hun blev mødt med det største vræl, så vi stak ham klovnens bøtte med sæbevand, da han skulle have tøj på. Desværre var låget ikke skruet ordentligt på (ikke klovnens skyld!!), så ham den lille fik lige hældt en bøtte sæbevand ud i hovedet og ned i næse og mund...!!

Da vi ENDELIG havde fået ble og tørt tøj på knægten, tog polomanden ungerne med hen i venteværelset og fyldte saftevand på især ham, der skulle levere en urinprøve og som havde drukket en bøtte sæbevand, mens jeg blev tilbage og aftalte med sygeplejersken, 1) at han ikke skulle have målt blodtryk før om et år og 2) at hvis ikke han kunne levere en urinprøve her og nu, så klarede vi det hjemme/ved egen læge.

Fandt mand og unger i venteværelset. De sad i det ene hjørne så langt væk som overhovedet muligt fra de to hospitalsklovne, der var i gang med at opmuntre et barn med blindtarmsbetændelse. Den mindste havde demonstrativt sat sig med siden til, så han ikke kunne se dem...

Lillebror lavede kort tid derefter heldigvis en lillebitte urinprøve, hvor der ikke var spor protein i, så nu kan vi heldigvis vente et års tid, inden vi skal udsætte ham for klovne igen.

Og nej det hjalp ikke på noget som helst, at far læste historier

onsdag den 23. april 2014

Om grå panik

Jeg ved godt, at de er der. Skjult blandt de brune gemmer de grå sig - og de formerer sig med en ikke særlig rar hastighed, men indtil videre har det primært været min frisør, der har set dem (og holdt sin mund om dem), fordi jeg slet, slet, slet ikke er klar til at håndtere det faktum, at jeg har grå hår!

Da min mor stod brud som 28-årig, havde hun flot sort hår, men derefter kom sølvet (samtidig med hendes tre børn...) listende og gav hende stille og roligt samme hårfarve som min morfar og alle hans brødre. Jeg har min mor og morfars hår tykt som bare pokker og med en tendens til at smide farvepigmentet før tid. Min mor valgte ikke at farve sit hår og lod naturen gå sin gang. Jeg har indtil videre valgt at modarbejde naturen med kemi og har derfor også næsten kunne lade som om, at de grå hår næsten ikke eksisterer. Lige indtil den nu hedengangne påske.

Stod og føntørrede mit hår, der indrømmet havde klaret sig 6-7 uger uden kemi og som derfor begyndte at udvise skal vi sige naturlige tegn, men jeg fortsatte i min ungdommelige illusion. Pludselig ramte solen mit hår, mens jeg stod der og jeg kunne seriøst se mit hår glimte i sølvgrå nuancer. Og så stoppede jeg hårtørreren og løftede mit hår, trak vejret dybt og begyndte sådan rigtigt at kigge, oh boy!

Ordet vi leder efter er: PANIK! Jeg har ikke bare et gråt hår her og der. Jeg er seriøst godt i gang med at blive gråhåret.

Vil gerne sige, at jeg valgte at ranke ryggen og accepterede mine gener. I stedet skyndte jeg mig hjem og gav manken en omgang nr. 500. Ender helt sikkert med at blive en af de der gamle damer med lilla hennahår, der tror hun ser ung ud, fordi håret ikke er gråt.

Fordi jeg vil aldrig nogensinde høre den her sang:


tirsdag den 8. april 2014

Om dramatik

Ham den lille skræmmer konstant livet af mig i øjeblikket. Han er nemlig begyndt at råbe "Åh nej!" om ALT. Tag nu her til morgen..,

Han vælter et glas vand: "Åh nej!"

Sutten ligger på bordet: "Åh nej!"

Han tænder for vaskemaskinen og giver polomandens skjorter 90 grader: "Åh nej!"

Han opdager en tom coladåse: "Åh nej!"

Jeg tager bukser på: "Åh nej!"
[???]




Om at se sine børn rigtig rigtig meget

Disclaimer: Det her lange indlæg er fyldt med selvmedlidenhed og ynk, og du kan få lyst til at stikke mig en tudekiks eller en på låget...så er du advaret!

Nå men polomanden tog så lige til Sydafrika en uge, hvor han så palmer og kælede med løveunger. Jeg blev ramt af en tornado af sygdom og føler et eller andet sted, at der burde være en Ridderorden på vej fra Margrethe & Co.

Mandag begyndte ellers optimalt. Fik afleveret unger. Gjorde derefter hytten ren, skrev 2 ansøgninger og klappede mig selv på ryggen, og det skal man bare aldrig gøre.

Hentede den yngste i dagplejen med rød, løbende næse. Den ældste dukkede op en god times tid senere fra en legekammerat - med et halstørklæde om halsen, fordi "det gjorde vildt ondt i halsen". Bum bum...

Tirsdag morgen ringede dagplejen, fordi dagplejemor var ramt af omgangssyge, så havde jeg monstro brug for pasning? Kiggede på  min lille dreng og min store pige, der begge lå med røde kinder og varme pander. Havde helt sikkert brug for pasning af børn (bare lige et par timer), men er ret sikker på, at det ikke var det, Skanderborg Kommune tilbød, så jeg afslog fortrøstningsfuldt. En dag eller to hjemme med ungerne går jo nok.

Tirsdag var en stor øvelse i at være pylret. Ungerne var pylret, og jeg var pylret (havde i hvert fald meget ondt af mig selv). Især den yngste var pylret og  havde absolut ingen planer om at undvære sin mor, så jeg havde hele dagen en 1½-årig omkring benet på toilettet, når jeg tømte opvaskemaskine, lavede mad osv.

Onsdag begyndte det at lysne lidt - især fordi min søster kom forbi og underholdt os alle tre.

Torsdag var jeg klar til at sende ungerne af sted igen. Desværre var dagplejemor stadigvæk syg, og eftersom lillebror stadigvæk producerede en del snot, synes jeg jo ikke rigtig, jeg kunne forsvare at sende ham af sted, når nu jeg rent faktisk går hjemme. Og med ham hjemme ville den store ikke i børnehave, og nogle diskussioner gider man bare ikke.

Fredag var dagplejemor stadigvæk syg (virkelig det helt store minus ved en dagplejemor), og ungernes forkølelse havde fundet mig, så jeg kunne ikke helt overskue at gå 2x6km for at aflevere/hente den store i børnehave, så begge unger fik endnu en fridag hjemme. Heldigvis dukkede lillesøster op om eftermiddagen og placerede mig i sofahjørnet, mens hun var vældig praktisk. Tror det besøg falder i kategorien førstehjælp.

Lørdag formiddag legede min søster med den store, hvilket var godt, så kunne jeg nemlig nuppe en hårdt tiltrængt formiddagslur med den lille, der havde sovet for lidt, og derfor var et ekstremt surt løg. Over frokost tog min søster hjem med sin helt egen forkølelse (undskyld!!), og jeg forsøgte ihærdigt at overtage lillebror til en middagslur, hvilket han da overhovedet ikke havde brug for...!

Just-eat sikrede aftensmaden lørdag, og skulle det vise sig, også morgenmad og frokost til mig søndag, eftersom jeg i al min visdom og sygdom ikke havde tjekket køleskabet, så hvad der var tilbage af nogenlunde normal og fornuftig mad gik til ungerne, mens jeg spiste resterne af min kebabpizza til morgenmad og frokost. Jep...!

Polomanden kom endelig hjem fra Sydafrika søndag eftermiddag, og eftersom man flyver opad og ikke henad, var han gudskelov ikke ramt af jetlag. Til gengæld var der Formel 1 og en omklamrende stor pige, så jeg kunne ikke sådan rigtig forsvare at smide den lille i favnen på ham og løbe op og gemme mig inde i soveværelset i 5 timer. Desuden havde jeg jo mandag, hvor jeg kunne sende hele familien af sted og nyde 8 (!!!) herlige timer for mig selv.

Det var så lige indtil dagplejen ringede 6.30 mandag morgen og meddelte, at dagplejemor  stadigvæk varsyg, om jeg havde brug for pasning? Og nej det havde jeg sådan set ikke, fordi lillebror var hoppet på febertoget igen. Og med ham hjemme, fik storesøster også lov til at blive hjemme...!

Tirsdag SKAL den store af sted, men den lille bliver hjemme. Håber han gider at sove mere end den ene time, han gjorde mandag, fordi huset ser seriøst ud som om, at de sociale myndigheder bør gribe ind (eller måske bare sende en rengøringshjælp et par timer?), og vasketøjskurvene er eksploderet. Og der skal forberedes og laves aftensmad.

Og så der jo også lige det der med job, der skal søges - minimum 2 om ugen (fordi det siger loven), og er der flere (som lige nu), skal de jo også søges. Og så må jeg endnu en gang glemme rod, vasketøj, opvask og behovet for akut rengøring.

Polomanden er skvattet i søvn her kl. 20, sikkert fordi han er træt efter lang flyvetur søndag og arbejdsdag mandag. Er for udmattet til at være sådan rigtig vrissen, er nok bare egentlig misundelig på ham, men han dør en langsom og smertefuld død i morgen, hvis han spørger, om jeg har vasket hans undertrøjer...!


tirsdag den 1. april 2014

Om nye ord fra udbryderkongen

Udbryderkongen er hjemme i dag, og det giver jo lejlighed til at tale lidt sammen, og i den forbindelse kan jeg til min glæde konstatere, at hans ordforråd vokser stille og roligt. Dog tror jeg, at det primært er os, der har leveret arvemassen, der forstår ham:

Raaah: Hurra (nyt ord lært til storesøsters fødselsdag)

Su: Sut (har han den ikke i munden, er det hans mantra)

Brummm: Biler (naturligvis)

Bum: Bumle (fra Biler kortfilm, som vi vist har set 200 gange på Netflix)

Sååårv: Sove (bruges dog primært, når han lader som om, at han sover. Skal han rent faktisk sove, siger han primært 'nej, nej, nej, nej')

Såååv: Tog/lastbiler/skibe (hvilket giver lidt misforståelser i forhold til forrige ord. Han retter dog selv med hovedrysten og 'nej, nej nej' hvis man siger det forkerte)

Uhmmmm: Pålægschokolade



mandag den 31. marts 2014

Om at fylde 6 år

Den nu 6-årige havde, så vidt vi kunne vurdere, en helt fantastisk fødselsdag. Både fredag, hvor hendes familie kom forbi, og lørdag hvor 15 (jep 15!!) unger hærgede matriklen i 3 timer.


Dagens fødselar med en af sine mange gaver. Kvantitet frem for kvalitet er stadigvæk stort

Den nye cykel, der begyndte dagen punkteret - heldigvis fiksede Cykel Jan cyklen 'UB'

Selvefølgelig fik vi brunsvigerkagemand  -desværre er det ikke en spidskompetence her i Hørning - manglede ca. 300% mere snask. Næste gang bager jeg selv eller bestiller fra Nordjylland!

På den nye scooter, der både har lys i hjul og kan lave gnister, hvad mere kan man ønske sig?

Der var boller i karry på menuen og trods boller, kagemand og slik, gled der ganske meget ned

Til sidst var der nogle, der var liiiidt trætte

LØRDAG



Er evig taknemmelig for, at min søster kom og hjalp til børnefødselsdagen lørdag.
Skylder hende nu en ubehagelig stor tjeneste!

Som aktivitet havde vi, at ungerne skulle lave og pynte deres egen lagkage. Det var et stort hit, også selvom samtlige unger endte med blå tunger fra den blå glasur!

3 timers børnefødselsdag svarer til 8 timers voksenfest - både i forhold til rod, og hvordan man har det bagefter

Selv Barbierne festede hårdt