mandag den 30. september 2013

Om at fejre fødselsdag


Vi fik fejret udbryderkongen med manér i går. Han fattede ikke helt, hvad der foregik men han satte (vist nok) mest pris på flag, lagkage og gæsterne. Nedenfor er der lidt billeder fra dagen

En smule snottet - men ellers en fødselar i højt humør


At vifte med flaget var gennem dagen et sikkert hit
Hittet var Brio-klodserne fra mostrene. Dem legede store og små med hele dagen
Et lillebitte lys til en kæmpe lagkage!
Troede vi skulle have et klassisk lagkage-i-ansigtet-billede, men udbryderkongen ville kun spise med ske...
...Og det gjorde han med hele sit stykke så flødeskummet holdt sig nogenlunde til området omkring munden
Septembersolskin indbød til udeleg og masser af sæbebobler

Her skulle have der været et billede af ham, hvor han holder et flag og ser sød ud, men han har lige lært at løbe, så...


søndag den 29. september 2013

Om udbryderkonger der fylder år

Så er det et år siden, at en jordemoder på Hvidovre fik snakket mig ud af en epiduralblokade, mens vi lyttede til Mads & Monopolet, mens jeg indimellem sniffede en hulens masse lattergas (og nej lattergas er ikke i nærheden af en epidural)

Hans fødsel var vist helt efter bogen, og han var så lille og fin


Vi beskrev ham tidligt som mild og glad, og sådan beskriver vi ham såmænd stadigvæk - koblet med ord som nysgerrig, stædig og aktiv.


Tillykke med fødselsdagen min fuldstændig fantastiske lille udbryderkonge!

lørdag den 21. september 2013

Om ændrede planer

Skulle have været i biografen med den store i dag. I stedet vågnede jeg med feber og ondt i kroppen.

Har en mistænkt smittekilde


Han har det nemlig på akkurat samme måde - tilsat snot og hoste. Sidst han var så sløj, røg vi på sygehuset et par dage. Det satser vi dog på at undgå denne gang, men han er ret sølle.

Den gode nyhed er, at når ens barn er (mor)syg, arbejder de hvide blodlegemer tilsyneladende ekstra hurtigt, så min feber er væk igen.

Har tilbragt en masse tid i sengen med ham i dag, og det er da ok - især når man selv falder i karklud- kategorien. Det var dog en helt anden lørdag jeg planlagde i går, men sådan er livet med børn.

Vi prøver igen i morgen

torsdag den 19. september 2013

Om at have kærestebesøg

Rasmus T er stadigvæk kæreste med den store. I dag skal han med hjem fra børnehaven, så det er jo halvstort for alle parter.

Besøget blev forberedt grundigt i går. Der blev ved hjælp af den ene moster lavet et fint velkomstkort, og vi har diskuteret en række aktiviteter, som er passende ved drengebesøg:

Legeplads (for det kan alle børn jo godt lide mor)
Hule (men det er moster altså bedst til at lave)
Togbane (så kan ham og Oscar lave det, og så kan jeg kigge lidt på)
Perler (fordi det elsker jeg bare)
Noget med en bold


Og så er det store spørgsmål, må de have lukket dør til værelset...?

onsdag den 11. september 2013

Om moderne printere

En bekendt postede den anden dag denne video på facebook:


Den handler om, at kinesiske forskere er i stand til at printe (ja printe!) en fungerende nyre ud via en 3D-printer. Bum!

Og jeg blev simpelthen så glad, fordi lige pludselig blev udbryderkongens nyrefremtid lidt mindre spændende. Jeg ved godt, at det kun at have en nyre ikke er en big deal  - bare spørg Aarhus Universitetshospital der har valgt at ignorere henvisninger og henvendelser omkring udbryderkongen og hans ene nyre i 4 måneder. Og som min mor påpegede, så har Peter Belli også kun en nyre, og han har da i hvert fald ikke passet på sig selv hele tiden. Men det har jo rumsteret derinde på øverste etage, hvad fanden gør man, hvis den ene nyre sætter ud...?

Og i al min spekulation havde jeg simpelthen glemt fremtiden. Glemt at kineserne styrer på mod verdensherredømmet, glemt at der hver dag over hele kloden sidder millioner af forskere og læger , der prøver at løse uløselige problemer, glemt at morgendagens medicin ikke er en lukket bog.

Sandsynligvis klarer udbryderkongen sig hele livet med en enkelt egenproduceret nyre, og hvis den mod forventning skulle blive defekt, er der sikkert en del ting, man kan gøre, før man tænder for printeren, men et eller andet sted er det da en fantastisk dejlig følelse at tænke på, hvad der kan lade sig gøre om 1 år, om 5 år, om 10 år, om 20 år og så videre...

Og så vil jeg gerne have printet noget chokolade

torsdag den 5. september 2013

Om den allerførste kæreste

"Må Rasmus T komme med mig hjem i dag. Vi er nemlig kærester"

Må ærligt indrømme, at den kom som et lyn fra en klar himmel, og jeg har en mistanke om, at havde bedsteveninden Sophia ikke haft maveinfluenza, var det nok ikke blevet til noget med Rasmus T, men fred være med det.

Spurgte lidt ind til, hvorfor den allerførste kæreste blev Rasmus T og fik følgende svar:

"Altså mor, jeg har ledt og ledt efter en kæreste, men der var ikke nogle drenge, der duede, indtil jeg snakkede med Rasmus T. Han er stille og rolig ligesom mig [øh?!], han er god til bordteater, han lugter ikke af makrel, og så er det okay, at jeg bestemmer det meste".

Mener han er en udemærket første kæreste, også selvom hun har meddelt, at når Sophia er tilbage, så er det ikke sikkert, hun gider Rasmus T mere.

onsdag den 4. september 2013

Om våde iPhones

Nå men så tabte jeg da lige min mobil i toiletkummen. Heldigvis en ren en af slagsen, men alligevel ikke rigtig noget mobiltelefoner har godt af. Skærmen blinkede et par gange, og så gik den i sort, så nu er min højtelskede iPhone lagt ned i en pose ris, som så efter sigende kan suge vandet. Der skal den så ligge i minimum 2 døgn.

Og lad os være ærlige at sige, at der nok sjældent er et godt tidspunkt at tabe sin telefon i kummen på, men for mit vedkommende er lige den her uge altså lidt mere dum end andre at drukne sin mobil i. For det første er ham den lille begyndt i dagpleje (hvilket går forbløffende godt 7-9-13 og alt det der), men dagplejemor og jeg kommunikerer via sms'er, men måske kan jeg overtale hende til at sende røgsignaler de næste par dage, når poden er klar til at komme hjem.

Et andet lidt mere presserende problem er, at jeg er i gang med at søge et job, hvor de specifikt skriver, at man skal skynde sig at søge, og at de løbende tager folk til samtale. Hvad pokker skal jeg skrive til dem: "Her er mit telefonnummer - det virker bare ikke de næste par dage, fordi jeg tabte mobilen i toilettet, men ellers har jeg 110% styr på tingene"...

Og så er der tanken om at skulle ud at købe ny mobil for det, der svarer til godt 60% af min månedlige indtægt fra Udbetaling Danmark, hvis risene svigter. Det er jo altså tæt på umuligt at undvære en mobil i hverdagen. Og ja jeg ved godt, at det er sundt at tage stikket en gang imellem, men det gør man som regel, når familien er samlet, og når ingen skal ringe til dig og aftale jobinterviews.

Kom så ris, jeg ved, I kan klare det...