søndag den 2. august 2015

Om ting ham den lille siger

Ham den snart 3-årige arbejder benhårdt på konstant at udvide ordforrådet. Her er lidt af sommerens sprogperler:


Ææædrerkopper
Bruges om edderkopper - og insekter sådan i al almindelighed. Er også sjovt at lege med fingre, kalde andre og bare sådan i al almindelighed slynge ud

Yes
Har her den sidste uge af en eller anden grund erstattet ordet 'ja', så når man fx siger til O, at han skal rydde sin togbane op, så siger han "yes yes".

Jeg gider godt...
Har skrevet om det før, men Oscar vil ikke noget som helst. Han gider ting. "Jeg gider godt have morgenmad", "jeg gider godt op". Her er udfordringen, at man tror, man har et valg.

Jeg elsker dig!
Når Oscar er glad for noget, eller synes noget er sjovt, så elsker han det - og det gælder fx også når han kører scooter med en legekammerat, og udbryder: "Jeg elsker dig Frederik!" (til Frederiks store overraskelse) eller "Jeg elsker sten". Han siger det dog også, når han kravler op på skødet af mig og putter sig ind til mig og hvisker " jeg elsker dig mor". DET elsker jeg.

Besssemor!
O er glad for alle sine bedstemødre, og når han er dybt ulykkelig eller får skæld ud,  kalder han på dem, men i øjeblikket er det også enormt sjovt at kalde mig for besseemor, og så skal jeg kalde ham farfar, Benjamin, Hugo - alt andet end Oscar, og meget gerne i 15-20 minutter

Popfugl
Vi har været i Nykøbing Falster Zoo og Givskud Zoo i denne sommerferie og blandt tigre, løver, elefanter og gorillaer er det påfuglen, der har gjort størst indtryk, så den kigger vi på et par gange om dagen.

Heppikokker
Han siger det faktisk ikke så tit, men kan vi ikke bare aftale, at det fremadrettet hedder 'heppikokker' frem for helikopter.

De små synger
Oscar kan fire sange, som han løbende synger:
Mester Jakob
Lille Peter Edderkop
Onkel Rejes Badesang
Og den sang, der spilles i forlystelsen " Solguden" i Djurs Sommerland

Han har haft en god dag
En gang imellem stopper han umotiveret op og meddeler os, at han har (haft) en god dag. Bare lige så vi er orienteret.

Hvorfor?
Det ord, som O siger allermest i øjeblikket er "hvorfor", og et hvert svar til et "hvorfor" fordrer et nyt "hvorfor" lige indtil en af os bliver desperate nok og svarer "FORDI!"

Om en måned begynder han i børnehave. Er spændt på, hvad det kommer til at gøre ved ordforrådet...om ikke andet får han forhåbentlig svar på nogle flere spørgsmål