Om 'Katrines Verden'

Velkommen til!

Der findes adskillige 'Katrines Verden' på internettet. Og de er nok alle sammen en hel del mere spændende end min verden. Min verden drejer sig nemlig primært om min familie og så selvfølgelig mig, men jeg er jo omvendt en del af familien...anyway. Vi bor i Hørning, men boede tidligere i Malmö langt væk fra familie og venner, og derfor begyndte jeg at skrive denne blog til alle dem.

Har du helt tilfældigt fundet bloggen, fordi du fik tastet en sær kombination ind på Google, er du selvfølgelig velkommen til at læse med, men er du ikke til historier om andres børn, bør du nok klikke på krydset øverst til højre. Her handler det nemlig rigtig meget om mine unger (og en lille smule om min snusfornuftige mand).

Indimellem smider jeg også en opskrift på bloggen, og det er altså ikke fordi, jeg har ambitioner om en madblog (eller jo det kunne være fedt, men hvor mange gange kan man fotografere kanelsnegle og frikadeller). Opskrifterne er her, enten fordi der så er en vis chance for, at jeg kan finde dem, næste gang jeg skal bruge dem, eller fordi nogle har spurgt efter dem.

Jeg er 36, og arbejder med digital markedsføring. Jeg hader at køre bil og tale tysk, elsker gadgets og kogebøger. Er en smule bange for vores rengøringshjælp og falder stort set altid i søvn med makeup på. Er fascineret af mødre, der bor i hvide hjem med børn i pastelfarvede kjoler og 4 stykker designlegetøj i træ. Er muligvis, nej er HELT sikkert afhængig af Coca Cola Zero. Prøver altid at se det sjove og positive i livet - undtagen når vi er løbet tør for Zero.

Håber du bliver hængende

/Katrine

Ingen kommentarer: