mandag den 25. august 2014

Om fine vaser og massepsykoser

Havde egentlig besluttet ikke at skrive dette indlæg fredag, men så gik verden lidt af lave mandag, og så blev det aktuelt igen.

Kähler har lavet en jubilæumsvase af deres kendte med striberne - nemlig med kobber. Og den er da vældig fin. Og måtte egentlig også gerne bo hos mig. Jeg er sikker på, vi nok skulle finde en god plads i det lille hjem væk fra små pilfingres rækkevidde. Så godt for jer Kähler!



Kähler har dog så samtidig været så snedige at lave den i "limited" edition, så den kun fås i begrænset tid og oplag, hvilket så gerne skulle skabe lidt hype om vasen med kobberstriber.

Og det er der så også blevet. Ser konstant billeder på både instagram og facebook, hvor folk deler billeder af vasen i håb om at vinde den. Så fredag en post på facebook, hvor Salling havde fået 350 ekstra vaser med hjem. De var udsolgt på meget, meget kort tid. Køen var begyndt 5.30 i morges, folk beskriver kaotiske og farlige tilstande på rulletrapperne, beskidte tricks fra andre shoppere og er bare sådan generelt godt sure...

Det var dog ingenting i forhold til hvad Imerco oplevede mandag, da de satte den eftertragtede vase til salg på deres webshop, hvorpå 16.000 (!!!) ivrige vasetosser forsøgte at købe den samtidig, hvilket Imerco ikke lige var gearet til, og så brød helvede løs på facebook, hvor en sand flodbølge af hysteriske og arrige vasefans klagede deres nød. Én beskrev, hvordan hun havde taget en fridag for at bestille vasen og en anden klagede over, at Imercos serverkapacitet ikke matchede facebooks (facebook har 1 mia brugere på verdens plan...!) og flere mente, at der var gang i et stort komplot, hvor alle ansatte i Imerco havde snuppet vaserne for næsen af dem, der så havde siddet hele dagen for at købe dem. Nogle ville også have Godaften Danmark (det hårdtslående nyhedsprogram) til at konfrontere Imerco og fremvise én enkelt person, der rent faktisk havde købt vasen.

(Her tænker jeg så, at nyheden i den historie måske ikke som sådan er Imerco, men derimod visse andre)

Selve vasen koster vist nok ca. 349 kr. - men sælges lige nu på Den Blå Avis til 1000 kr...!!!

Tænker, at hvis man en gang møder én, der har en Kähler Jubilæumsvase stående, at man så måske træder lidt varsomt og sikrer sig, at vedkommende ikke er 1) en af dem der skubbede folk ned fra rulletrapper 2) skrev arrige indlæg på facebook med anklager om løgn og bedrag eller 3) betalte 3 x overpris eller 4) er en lusket Imercoansat

Og så tillykke til Kähler for et veleksekveret marketingstunt, som vi uden tvivl kommer til at se igen igen og igen...Glæder mig allerede til at se den med striber i sølv.

onsdag den 20. august 2014

Om gravkøer og kindtænder

Har tilbragt dagen sammen med ham den lille. En stor forkølelse kombineret med kindtænder resulterede i en 38'er i morges, og så var der jo ligesom ikke andet at gøre end at bruge det forbistrede 'barn syg'.

Og lad mig sige det, som det er, det har været en LANG dag. Hvis han nu kun havde haft feber og sad og hang, så kunne jeg både arbejde og nusse, men han har jo så suppleret med et tandudbrud, der får ham til at skrige hysterisk i intervaller, og det begyndte han allerede på i går aftes og i nat, så mors overskud er nok så som så.

Det har heldigvis været muligt at distrahere ham indimellem med byggepladsen overfor, hvor der er gravkøer og øhm andre gule entreprenørmaskiner. Er dog så ny i det her drengemor-halløj, at når han peger på de respektive maskiner, så svarer jeg trofast "gravko" på spørgsmålet "hva' det?" - indimellem suppleret med 'lille' eller 'stor'





Tror dog, han har gennemskuet mig, indimellem retter han mig nemlig og siger "Neeej muuur, trator!". Må nok hellere (en gang, når jeg har fået to timers sammenhængende søvn) i gang med et kursus i den vidunderlige verden, der er entreprenørmaskiner!

Den udfordring havde jeg altså  ikke med hende den store!

tirsdag den 19. august 2014

Om det grå guld i folkeskolen

"Vi havde vikar i dag" fortalte den store begejstret efter at have skrålet ABC-sangen meget højt for Lillebror og jeg i bilen (hun eeeelsker at gå i skole).

"Hun var rigtig sød. Hun hed Eva og var 87 år"

"87?!!! Ahhhh nu er du vist ud i en lille røverhistorie"

"Nahej! Hun skrev det selv på tavlen!" svarede hende den store indigneret

"Øhm okay....?!"

Tænkte på min egen pensionerede folkeskolelærermor på 65 år, og hvad hun ville sige til at nuppe en time eller to med 0.C - både nu og om 20 år. Og så konkluderede jeg, at det var da smadderdejligt for Eva på 87, at hun stadigvæk havde mod på 25 6-årige. Og så tænkte jeg på, hvor vildt det egentlig var, at min datters skole havde hyret en på 87...

Og så var det tankerne blev afbrudt af den store

"Altså hun skrev jo først 5 og så 7, altså 87!"

Og så tænkte jeg, at det er godt, at der også er ansat matematiklærerer på skolen...!




mandag den 11. august 2014

Om skolestart

Er nu sådan helt officielt mor til en elev i den danske folkeskole - og jeg er bestemt ikke den eneste, hvis jeg skal tro mit facebook feed i dag, så det burde måske ikke være noget særligt, men iiihhh hvor har det dog været en stor dag for både hende og jeg.

Hun begyndte i SFO den 1. august, som i sig selv var en lille generalprøve på dagen i dag med nye omgivelser, nye regler, store børn, madkasser i køleskab og en masse usikker grund. Afleverede en lille børnehavepige, der klyngede sig til sin mor og hentede en rank 6-årig, der havde leget med dem fra 1. klasse og i øvrigt glædede sig til at hun kunne komme igen.

I dag var det så den store dag, og hun var klar, som i virkelig meget klokken 6.30 klar. Skoletasken var pakket, blyanterne spidset, farveblyanterne lagt i regnbueorden (okay det var OCD-mor) og dagens kjole nøje udvalgt sammen med selvsamme OCD-mor, der lige i dag gerne ville påvirke den lille fashionista væk fra t-shirts med One Direction.

Åh hvor var hun spændt på dagen i dag
Så blev det endelig tid, og selvom vi havde været der før, var det altså vældig stort, da hun med hver af os i sin hånd gik ind på skolen med sin splinternye LEGO Friends skoletaske (tænker i øvrigt, at 95% af LEGOs overskud må komme fra skoletasker og penalhuse).

Dagen begyndte i den gamle gymnastiksal, der lugtede som gamle gymnastiksale altid har gjort, og ungerne sad sammen nervøse og spændte, mens vi voksne vimsede omkring dem med mobiltelefoner og telelinser, og nok ikke gjorde dem mindre nervøse. Vores 6-årige begyndte i hvert fald at se mere og mere spændt ud og begyndte at række ud efter sin mors hånd.

Nu må mor egentlig gerne aflevere klør fem, man kan holde godt fast i

Og så gik vi ned i klasserne, hvor vi fortsatte med at vimse omkring ungerne, og selvom det gjorde ondt helt inde i livmoderen, da hun greb mig i hånden og bønfaldt mig om at blive lidt længere, da hendes garvede lærer cuttede navlestrengen og sendte os forældre tilbage i hverdagen, så var det jo det, der skulle til, og derefter så hun sig ikke tilbage, og da jeg hentede hende igen kl. 15, havde det selvfølgelig været den bedste skoledag.

Aldrig får en lærer mere opmærksomhed, som den første dag i 0. klasse

Da vi kørte hjem, begyndte hun at snakke om, hvad der skulle til af skole, hvis nu hun skulle være læge…! Magter det ikke helt

August 2014

August 2008

Hvad skete der lige med tiden...?

(Og så ikke et ord om skolereform - det er der vældig mange andre, der skriver om)