onsdag den 20. august 2014

Om gravkøer og kindtænder

Har tilbragt dagen sammen med ham den lille. En stor forkølelse kombineret med kindtænder resulterede i en 38'er i morges, og så var der jo ligesom ikke andet at gøre end at bruge det forbistrede 'barn syg'.

Og lad mig sige det, som det er, det har været en LANG dag. Hvis han nu kun havde haft feber og sad og hang, så kunne jeg både arbejde og nusse, men han har jo så suppleret med et tandudbrud, der får ham til at skrige hysterisk i intervaller, og det begyndte han allerede på i går aftes og i nat, så mors overskud er nok så som så.

Det har heldigvis været muligt at distrahere ham indimellem med byggepladsen overfor, hvor der er gravkøer og øhm andre gule entreprenørmaskiner. Er dog så ny i det her drengemor-halløj, at når han peger på de respektive maskiner, så svarer jeg trofast "gravko" på spørgsmålet "hva' det?" - indimellem suppleret med 'lille' eller 'stor'





Tror dog, han har gennemskuet mig, indimellem retter han mig nemlig og siger "Neeej muuur, trator!". Må nok hellere (en gang, når jeg har fået to timers sammenhængende søvn) i gang med et kursus i den vidunderlige verden, der er entreprenørmaskiner!

Den udfordring havde jeg altså  ikke med hende den store!

1 kommentar:

Stina sagde ...

Jeg tror, at du på biblo kan låne bogen, der vil udvide din horisont på netop dette område :-)