onsdag den 23. april 2014

Om grå panik

Jeg ved godt, at de er der. Skjult blandt de brune gemmer de grå sig - og de formerer sig med en ikke særlig rar hastighed, men indtil videre har det primært været min frisør, der har set dem (og holdt sin mund om dem), fordi jeg slet, slet, slet ikke er klar til at håndtere det faktum, at jeg har grå hår!

Da min mor stod brud som 28-årig, havde hun flot sort hår, men derefter kom sølvet (samtidig med hendes tre børn...) listende og gav hende stille og roligt samme hårfarve som min morfar og alle hans brødre. Jeg har min mor og morfars hår tykt som bare pokker og med en tendens til at smide farvepigmentet før tid. Min mor valgte ikke at farve sit hår og lod naturen gå sin gang. Jeg har indtil videre valgt at modarbejde naturen med kemi og har derfor også næsten kunne lade som om, at de grå hår næsten ikke eksisterer. Lige indtil den nu hedengangne påske.

Stod og føntørrede mit hår, der indrømmet havde klaret sig 6-7 uger uden kemi og som derfor begyndte at udvise skal vi sige naturlige tegn, men jeg fortsatte i min ungdommelige illusion. Pludselig ramte solen mit hår, mens jeg stod der og jeg kunne seriøst se mit hår glimte i sølvgrå nuancer. Og så stoppede jeg hårtørreren og løftede mit hår, trak vejret dybt og begyndte sådan rigtigt at kigge, oh boy!

Ordet vi leder efter er: PANIK! Jeg har ikke bare et gråt hår her og der. Jeg er seriøst godt i gang med at blive gråhåret.

Vil gerne sige, at jeg valgte at ranke ryggen og accepterede mine gener. I stedet skyndte jeg mig hjem og gav manken en omgang nr. 500. Ender helt sikkert med at blive en af de der gamle damer med lilla hennahår, der tror hun ser ung ud, fordi håret ikke er gråt.

Fordi jeg vil aldrig nogensinde høre den her sang:


Ingen kommentarer: