søndag den 26. juli 2015

Om Møns Klint og en lille smule om Møn uden klint

I vores sommerferie har vi bl.a. været en uge i sommerhus i Marielyst på Falster, og da Falster kun ligger en god spytklat fra Møn, besluttede vi, at ungerne skulle beriges med en omgang natur.

Ida startede turen med at spørge, om vi havde noget rabatkort til Møns Klint, og da svaret var et nej, undrede hun sig såre over, hvorfor vi al verden så skulle derhen, så det blev noget med, "jamen der er rigtig pænt!"

Så er der pæn natur unger!
Turen til Møns Klint gik over Bogø og så selvfølgelig Møn, og kan klart anbefales, hvis man er til den der slags idyl med hvidgule marker, bonderoser, stråtækte tage og afslappede køer.

Møns Klint er, siden jeg var barn blevet til Geocenter Møns Klint (hvilket i mit hoved lyder som noget, der opstår, når der er jordskælv, men let's face it geologi er helt klart en udebane for mig), hvor man lærer om og oplever Danmarks fødsel. Udover selve klinten, som jo må siges at være hovedattraktionen trods alt, er der bl.a. også svævebane, mountainbikeruter, legeplads og et "oplevelsescenter" med udstillinger, biograf og værksteder., og så selvfølgelig vilde orkideer, som jo er det, vores unger var helt vilde efter.

Er I klar på at se vilde orkideer unger?
Vi var der en dag, hvor samtlige turister syd for Køge var valfartet dertil. Der var plads nok på selve området - sådan overordnet set, men praktikken var ret udfordret. Parkeringen kostede 35 kr. - og måske er det fair nok, men...Parkeringspladserne var her, der og alle vegne, og med minimal skiltning var det op til os danskere, svenskere, tyskere selv at finde ud af, hvordan vi lige fik parkeret stationcars, autocampere og busser. Ikke overraskende lød det derfor i højttalerne omkring kl 12.30, at de tre biler, der havde parkeret således, at de spærrede udgangen gerne måtte finde en anden løsning sådan lidt dikkedik. Da vi skulle hjem måtte gemalen også lige bruge 7 forsøg på at bakke ud, da pladsen bag os var blevet vældig trang.

Efter parkeringskaosset købte vi billetter til oplevelsescentret, men hvis man bare vil se Le Klint (hø hø), kan man bare vade af sted udenom centret. Vi stod med et valg mellem at tage Danmarks længste trappe ned på stranden eller gå rundt til udkigsposter. Vi to voksne kiggede begge på ham den lille, der hver gang, vi har været af sted her på ferien, har klaget over manglende barnevogn og sendt lange misundelige blikke til de heldige asener med klapvognsøser, og ja så valgte vi udsigtsposterne.

Lækre gangstier - og beviset på, at morfar og oldefars gener er gået videre ned til yngste mand,
han går i hvert fald på nøjagtig samme måde som dem

Der var en superfin sti hen til udsigtsposten, som jeg ikke kan huske, hvad hed, men det var ikke dronningestolen. Det var rigtig smukt - og jeg er sikker på, at det på stranden må være endnu smukkere, men det må blive en anden god gang.



Tilbage ved Geocentret besluttede vi os for at spise frokost på deres café, inden vi gik i gang med at opleve, og her oplevede vi så endnu en gang, at det praktiske altså ikke fungerer helt optimalt, når der er pres på. Vi brugte 15 minutter på at bestille, og 45 minutter på at vente på maden, og det er altså lang tid, når man sidder med børn og bare har bestilt nogle sandwiches. Claus endte med at gå op og spørge efter maden, og der stod der allerede et andet par, der ville afbestille deres ordre, eftersom de også havde ventet så lang tid, og da vi gik stod der en hollandsk familie og brokkede sig. Og pris og kvalitet hang bare heller ikke sammen. Oscar fik en børnetallerken med et hårdkogt æg, hvor blommen var halvt grå, en færdiglavet frikadelle, to skriver tørt flutes, en ostehaps, et par agurke- og gulerodsstænger samt et æble til den nette sum af 65 kr!

Nogenlunde mætte begav vi os så endelig ned i Geocenter Møns Klints udstilling om Danmarks begyndelse og med et særligt fokus på de dinoer, der hang ud i vores ende af verden, og det var en rigtig fin udstilling med rigtig meget interaktivitet, hvilket var lige i skabet til vores børn. Oscar blev nok mest begejstret, hver gang noget blinkede eller bamlede - eller når han kunne pille ved ting og slippe af sted med det, men Ida fik suget lidt videnskab til sig, og især dræberøglen (!) Mosasauren gjorde indtryk.


Det bedste var dog det lille værksted, hvor ungerne kunne få lov at grave efter 'fossiler' i deres egen klump kridt (de har også udflugter til stranden, hvor børn kan få lov til at lede efter rigtige fossiler). Det var det største hit hos begge unger, og den lille knogle, de fandt i kridtet, er blevet behandlet med største omhu.

Bemræk koncentrationen!
Efterfølgende tog Claus den store med i 3D-biograf (som man reserverer plads i), mens den lille og jeg tog ud på legepladsen og ledte efter sten - fordi det bliver man  jo aldrig sådan rigtig træt af.

Overvejer at finde en udstilling om stenalderen til ham
Efter Geocenter Møns Klint kørte vi hen til Møn Is, og jeg ville virkelig ønske, at jeg havde taget en masse billeder der, for her har man simpelthen kombineret gård med malkekøer og ismejeri, så først kan man se køerne blive malket og klappe kalve, og så derefter gå over og købe noget af det mest lækre is. Det var superhyggeligt, og selvom vi lugtede lidt af kostald resten af dagen, var det virkelig turen værd. Og ja den aften fik vi is til aftensmad!

"Én kugle af hver, tak" - min kære mand forstår at bestille is



tirsdag den 7. juli 2015

Om trodsalder

Ham den lille er småhæs i øjeblikket. Først troede jeg, at han var forkølet og gik konstant og mærkede ham på panden et par dage, indtil det slog mig, at knægten er hæs i øjeblikket, fordi han er en lille hidsigprop. Han skriger sig simpelthen hæs i ren arrigskab over ikke at få sin vilje.

Måske gjorde storesøster det gjorde også, men det er enten en periode man som forældre fortrænger, fordi den er pænt anstrengende, eller også var storesøsters temperament bare ikke lige så voldsomt som lillebrors. Uanset hvad får både Claus og jeg talt til 10 en hel del gange i øjeblikket. Tror det er trodsalder suppleret med lidt hverdagstræthed...håber jeg...

Prøver at lade ham vinde nogle kampe/bestemme selv, så meget det nu kan lade sig gøre, men omvendt er der også bare nogle ting, hvor man bliver nødt til at spille forældrekortet, som fx når han kl. 17.45 meddeler, at han "gider godt at have noget slik". Og ja "gider godt" lyder meget beskedent, men det er Oscarsprog for, "jeg kræver, insisterer og forlanger at få min vilje, ellers smider/vælter/kyler jeg med noget samtidig med jeg skriger højere end noget barn nogensinde har skreget før".

De hysteriske anfald håndteres lidt bedre, når minimum en af os voksne har lidt ekstra overskud på kontoen, så kan den anden tømme opvaskemaskine og tælle igen, mens den med overskudet kan distrahere med enten kram (mest mor) eller tur på løbecykel (far), men det dræner, og indimellem har man da bare lyst til at sige fuck det - og ja selvfølgelig på du spise vingummi fem minutter i aftensmad, mens du tegner på væggen med den ene hånd og fægter ud i luften med kokkekniven med den anden. Men det duer jo ligesom ikke, vel, så er det jo først, vi har balladen.

Så vi kæmper videre med hidsigproppen - og læser en masse på nettet om, at han er fuldstændig normal.