søndag den 31. juli 2011

Om sommerferie - del 2

Kom hjem fra Fyn i går og har endnu et par konstateringer

Man lærer at slappe helt af og nyde stilheden, når den 3-årige i ren og skær kedsomhed, får nulstillet mobilen (og ja med en iPhone, betyder det, at man er lukket ned med mobil og internet, indtil man plopper den i computeren igen).

Prinsessen er b-menneske

Solskin og varme er klart sjovere end regn og blæst - også selvom man efterfølgende skal ud og købe aftersun og pive, hver gang nogle rører armene

Kerteminde havde været et bedre valg end Helnæs

Når et rådyr sådan lige smutter over vejen en eftermiddag (burde de ikke sove kl. 13.30??!!), så er det 1) godt at have gode bremser og 2) heldigt at Bambi valgte at smutte over vejen fra venstre mod højre og ikke omvendt!

Handelsdrivende i fynske provinsbyer har gode tilbud, og derfor er vi kommet hjem med en regnjakke (okay den var ligesom en nødvendighed, da jeg glemte overtøj til min elskede), 2 kasser lego (der var børnebilletter til Legoland, som vi alligevel skal bruge om nogle uger), 1 Barbapapa-puslespil (fordi det blev en smule ensidigt at lave det samme puslespil 30 gange), 2 kasser med Bezzerwizzer-spørgsmål (vi lever stadigvæk i håbet om en spilaften uden prinsessen) og endelig lidt børnetøj (der var 40% rabat på Småfolk inkl. de elskede velourbukser, som vi første gang købte i str. 86)

Café Cupcake i Assens laver den fedeste børnemenu - en skive melon skåret ud med tænder, så er niveauet lagt, og når de så tilmed har legetøj til ungerne, kogebøger med cupcakes man kan bladre i, og jordens sødeste personale, så er det et helt unikt sted for store og små.

Heste er søde og elsker æbler, køer derimod er dumme og ugidelige!

Tager man et kamera med på stranden, vil man opdage, at sand sniger sig ind, de mærkeligste steder (hvilket er hvorfor sidste del af vores feriebilleder har et par mærkelige prikker)

Rygeost, creme fraiche, lidt eddike, lidt sukker og salt&peber er fremadrettet yndlingsdressingen til kartoffelsalat

Prinsessen havde sandsynligvis været lige så glad for at holde ferie i garagen som i sommerhus, ville i hvert fald hver eneste gang, hun blev spurgt, bare lege i bilen!


Et af de absolut dårligste steder at blive køresyg er midt på Storebæltsbroen - heldigvis var det på vejen hjem.

Flere billeder findes  på Flickr

søndag den 24. juli 2011

Om sommerferie - del 1

Har nu været på sommerferie i godt et døgn, og kan konstatere følgende:

Der er heller ikke hedebølge på Fyn (og derfor en smule dumt at glemme gemalens hættetrøje og eneste overtøj)

Premiere-is har en vaffel med flødebolle og mange andre potentielt spændende bekendtskaber. Prinsessen vil dog helst have de grønne

Der findes en SuperBrugsen i Assens, Fåborg og Haarby, men ikke i Snave

Alle fynboer med have sælger deres afgrøder ved vejen.

Lille Nørd på iPad er essentiel for hele familiens mentale helbred, når regnen vælter ned

Tror jeg ville trives ganske godt med havudsigt hver dag

Det er hverken nemt eller godt at uploade billeder fra mobilen, så dem må I undvære

Nyder at være nede i det lave gear

fredag den 22. juli 2011

Om køer

Er på vej hjem fra Gilleleje og kører forbi en flok køer, hvorpå prinsessen konstaterer: "De har meget mælk i rumpen"

Tjaa...

Om at være rastløs


Så for Søren, så nåede jeg det alligevel.
Har arbejdet som en gal hele ugen for at blive færdig
Nu er det fredag, og ferien venter
...om 2 timer

Alle punkter er streget
Skrivebordet er ryddet
Hvad skal man så få tiden til at gå med?
Bør man indrømme rastløshed og ledig tid
Udfordrer man så skæbnen og rammes af hybris?

Må hellere se travl ud igen

mandag den 18. juli 2011

Om at vende hjem

Er jo nærmest opvokset på landet
Bliver stadigvæk varm om hjertet, når der høstes på markerne
Landbrug er der ikke så meget af i Malmö
Så er det jo godt, at hjemstavnen kan levere
Udstilling af landbrugsmaskiner
Hvor man bl.a. også lige kunne tjekke størrelsesforholdet




Om brandbiler

Lavede her i weekenden en brandbilskage til morfar. Det skulle have været en grøn traktor, men så kom prinsessen i tanke om, at hun vist egentlig bedst kunne lide brandbiler, og da prinsessens ord er lov, så...

Var lidt i tvivl om, hvordan projektet skulle gribes an, men prinsessen hjalp sin mor på vej, mens prinsessen surfede lidt på YouTube på iPad'en (jep det gør hun - men det er nok et andet indlæg en anden gang), fandt hun blandt live optagelser af udrykningskøretøjer og Brandman Sam denne video, der enkelt viser, hvordan laver en brandbilskage, der imponerer både store og små:



Efter at have kigget videoen igenne 1½ gang, gik jeg i gang med at lave brandbilskagen. Prinsessen og mormor ordnede bagatellerne som selve kagen, og så skulle jeg jo så bare pynte sammen med prinsessen. Et projekt jeg mente, jeg havde 110% styr på...

Lad mig med det samme slå fast, at 1) min røde farve er genial til at lave rosa glasur til små tøsede cupcakes og knap så god til lave knaldrødt brandbilsglaur og 2) at bygge en brandbil af en chokoladekage bagt i rugbrødsform er ikke nødvendigvis så let, som det lyder (hvis det lyder let)


1 stk neonpink brandbil

Resultatet blev ikke heeeelt som i videoen, men både prinsessen og morfar var godt tilfredse, og så kan man vist ikke bede om mere!

Om spildtid

Nogle hader at vente
Synes det er spild af tid
Vil gerne ud over rampen
Andre ser det som en kærkommen lejlighed
til at dreje lidt på hjulet og tjekke udsigten

torsdag den 14. juli 2011

Om regnvejr

Synes slet ikke om regnvejr her om sommeren, i hvert fald ikke, når man skal aflevere en tre-årig på cykel og ikke kan finde sit regntøj.

Prøvede at overtale gemalen til at aflevere, men han insisterede på, at det var mere vigtigt at få fixet bilens ene punkterede hjul og en forlygte, der var gået i stykker.

Så var egentlig lidt småsur, og det blev ikke bedre af, at prinsessens regnbukser hængte fint og godt over i børnehaven.

Prinsessen derimod...hun var begejstret! Ikke alene havde hun gennem vinduet spottet vandpytter, glæden over at få det ubrugte engangsregnslag fra Legoland over sig, fik hende til at hoppe op og ned og synge en hjemmekomponeret sang om selvsamme Legoland.

Da vi kom udenfor, sagde hun begejstret: "Det er sådan vejr, jeg bedst kan lide" og gjorde klar til et ordentligt hop i vandpytten ved lågen.

Lidt svært at være mopset over regnvejr efterfølgende.

Om sommerminder

regnen har overtaget i dag,
og truer med at blive hængende,
men så kan man jo mindes sommeren,
to gavtyve der tager en ispause,
og ligner et par garvede campister

mandag den 11. juli 2011

Om sol, strand & vand

Tænk sig, i Malmø er der en ganske fin strand

Vandet er perfekt til en svingtur


Og når man for en kort stund er oppe fra vandet,
kan man heldigvis hente vand i sin spand
så savner man ikke bølgen blå helt lige så meget
men man vil nu alligevel gerne i vandet igen

lørdag den 9. juli 2011

Om at løbe tør

Jeg var væk 2 min.,da jeg kom tilbage,
var prinsessen løbet tør for batteri

Om klorin

Klorin er sådan set god til mange ting - både til at blege og desinficere ting. Jeg er glad for Klorin og forundres hver gang, jeg har brugt det til at fjerne tomatsauce fra en hvid trøje. Klorin er derimod ikke sååå godt at slukke tørsten med.

Lidt før kl. 8 i morges sad Ida ved skrivebordet og legede, på bordet stod der en tom klorinflaske, som bare skulle smides ud. Jeg vendte ryggen til hende i ca. 10 sekunder, hvilket altså var nok til at 1) skrue det børnesikrede låg af, 2) sætte flasken op mod munden og 3)skabe panik på matriklen.

"HAR DU DRUKKET AF FLASKEN" skreg jeg
"Nej mor" snøftede prinsessen og så forståeligt nok en smule forskrækket ud
Herefter lugtede jeg til hendes ånde, der lugtede af klorin,og så var det ligesom slut med at sove længe for farmand.
"HUN HAR DRUKKET KLORIN!!!"
"Øhm hvad" sagde den lettere omtumlede, men også hurtigt vågne far.

Farmand fik prinsessen, og så gik jeg ellers på nettet for at finde ud af, om det skulle være vand, mælk eller en finger i halsen. Den første side, jeg fandt, skrev meget hjælpsomt i forbindelse med førstehjælp og klorin: "Indtagelse ikke relevant!"....Og det var ligesom det, jeg kunne finde på nettet. Det fik ingeniøren i huset til at foreslå, at jeg kiggede på selve flasken, og der stod der, at man ved indtagelse altid skulle kontakte en læge. Som sagt så gjort.

Ringede til vagtlægen, og sagde noget i stil med "mindatterharmåskedrukketklorinmenbøttenvartommenhunlugteraltsåafklorin" - efter et par opklarende spørgsmål (jeg talte dansk, hun talte svensk og forstod måske ikke heeelt, hvad jeg sagde, eftersom jeg havde valgt ikke at spilde tid på at trække vejret eller holde pauser), lykkedes det heldigvis sygeplejersken i den anden ende at afkode mit problem, og så sendte hun mig videre til giftkontrollen. En meget, meget rolig mand spurgte her så til prinsessens almene tilstand. Havde hun ondt, kvalme, var ked af det. Kiggede ind i soveværelset, hvor prinsessen hoppede i sengen og sang 'Bjørnen sover', og konkluderede efterfølgende sammen med giftmanden, at det nok ikke var superakut, men at vi skulle holde øje med hendes tilstand og ellers give hende noget at drikke.

Efter at tvunget en halv liter vand i prinsessen (jeg er faktisk ikke tørstig mere mor), lugtede hun stadigvæk af klorin - og så var det, at vi opdagede et par hvide pletter på nederdelen, hvorpå min kære mand spurgte: "Så du egentlig, at hun drak Klorin?"

Der er ganske gode odds for, at pigebarnet slipper uden mén, eftersom hun sandsynligvis ikke har drukket Klorin, men er først nu ved at få blodtrykket ned i normalt leje.

Arghhhhh!!


Man kan lige skimte de hvide pletter på prinsessens nederdel

mandag den 4. juli 2011

Om internetkøb

Malmös orakel

Er desværre ramt af et maveonde (pokkers østers), så det bliver blot til et lille guldkorn fra prinsessen.

Havde købt tøj på nettet, og prinsessen iagttog nysgerrigt og kommenterede løbende efterhånden som jeg fik pakket ud. Heriblandt hvorfor jeg købte nyt tøj (og i mangel af bedre forklaring, svarede jeg, at mit tøj var blevet for gammelt) Da jeg nåede til en ny bh, kom det fra damen:

"Har du købt nye bryster, er de andre for gamle?"

søndag den 3. juli 2011

Om humørsvingninger

Prinssesen blev hentet hos sin moster i dag...


Det var hun nu ikke heeeelt tilfreds med
(Græd og snøftede ordet "moooster" i en times tid)


Heldigvis er man jo et barn,
og en vandspreder gør livet tåleligt igen
også selvom man stadigvæk savner moster

Om østers


"Kan De li' østers" spurgte Leif Panduro en gang, og til må jeg så svare: "De smager af saltvand med en lidt mærkelig bismag af fiskekutter og har samme konsistens som en snotklat, så nej Leif, det kan jeg faktisk ikke!"

Var på fiskerestaurant i dag, hvor deres brunch var ovenstående inkl. østers. Meget lækkert, meget fint med al den fisk på is, men østers... nope det bliver nok aldrig til noget igen.

lørdag den 2. juli 2011

Om prinsessefravær

Der er ingen billeder af prinsessen i dag. Hun er nemlig på weekend hos sin moster i København - den anden bor i Århus, hvilket vi vender hver eneste gang, hun skal en tur med over til Danmark.

Nøj hvor har prinsessen glædet sig! Hver eneste dag har hun spurgt, om det var i dag, hun skulle hen til moster, og de stakkels pædagoger i børnehaven har da nok heller ikke været tvivl om prinsessens planer i weekenden, eftersom hvert andet ord ud af munden på hende har været moster. Vi har løbende diskuteret weekendtaskens indhold: "Ja, du må gerne få en pose chips med", "Nej vinterjakken behøver du ikke at have med", "Jo du skal have en tandbørste med" osv.

Det er selvfølgelig ikke bare prinsessen, der har talt ned. Vi har også glædet os. Glædet os til sammenhængende voksen- og alenetid, glædet os til at slappe af og sove længe, glædet os til at ikke at ligge helt ude på kanten af sengen med en fod i næsen, glædet os til ikke at skulle servicere og underholde, glædet os til at bruge oceaner af tid foran fjernsyn, computer & playstation.

Og så sidder man her midt om natten, og så er der pludselig lidt for meget plads i sengen, lidt for tomt på værelset og lidt for stille (ja prinsessen både grynter, snorker, prutter & taler i søvne), og så savner man hende jo alligevel.

(men jeg ser nu alligevel frem til at sove længe)