mandag den 31. marts 2014

Om at fylde 6 år

Den nu 6-årige havde, så vidt vi kunne vurdere, en helt fantastisk fødselsdag. Både fredag, hvor hendes familie kom forbi, og lørdag hvor 15 (jep 15!!) unger hærgede matriklen i 3 timer.


Dagens fødselar med en af sine mange gaver. Kvantitet frem for kvalitet er stadigvæk stort

Den nye cykel, der begyndte dagen punkteret - heldigvis fiksede Cykel Jan cyklen 'UB'

Selvefølgelig fik vi brunsvigerkagemand  -desværre er det ikke en spidskompetence her i Hørning - manglede ca. 300% mere snask. Næste gang bager jeg selv eller bestiller fra Nordjylland!

På den nye scooter, der både har lys i hjul og kan lave gnister, hvad mere kan man ønske sig?

Der var boller i karry på menuen og trods boller, kagemand og slik, gled der ganske meget ned

Til sidst var der nogle, der var liiiidt trætte

LØRDAG



Er evig taknemmelig for, at min søster kom og hjalp til børnefødselsdagen lørdag.
Skylder hende nu en ubehagelig stor tjeneste!

Som aktivitet havde vi, at ungerne skulle lave og pynte deres egen lagkage. Det var et stort hit, også selvom samtlige unger endte med blå tunger fra den blå glasur!

3 timers børnefødselsdag svarer til 8 timers voksenfest - både i forhold til rod, og hvordan man har det bagefter

Selv Barbierne festede hårdt

Om ordet nej

Vi bruger ordet 'nej' forholdsvis meget i øjeblikket (og der er sikkert nogle kloge hoveder, der vil sige alt for meget). Udbryderkongen udfordrer nemlig både vores og fysikkens grænser for tiden.

Vi er dog nået så langt, at han godt nok stadigvæk kravler op på borde og springer ned på sofaen, men når han gør det, siger han trofast "Nej! Nej!"




torsdag den 27. marts 2014

Om at holde 6 års jubilæum

Jeg har 6 års jubilæum som mor fredag.

Det var en fredag og klokken var lidt over 17. Var udmattet efter veerne og lidt groggy pga. blodtab, så når jeg tænker tilbage, er det hele lidt tåget. Husker hendes sorte hår og tykke lår. Hendes åbne brune øjne, der iagttog verden. Og hvor rolig hun blev på mit bryst.




Jeg røg på operationsbordet, og mens jeg lå der, sad polomanden (faktisk ikke iført en polo - måske den eneste gang nogensinde) lige så stille med sin datter i favnen. Smaddernervøs for at hun skulle begynde at græde. Børn leveres nemlig ikke med en manual, og selvom man har holdt andres og læst bøger, er det ingenting i forhold til, når man første gang får sit eget barn i armene. Man er hunderæd og fuldstændig hjælpeløs.




Jeg sad også musestille med hende, da vi kom hjem med hende om tirsdagen, mens polomanden handlede alt det ind, vi ikke vidste, vi manglede som fx sutter og modermælkserstatning til at mætte det sultne barn, hvis mor endnu ikke helt havde fået styr på det der amning (og nej det sker altså ikke bare af sig selv). Og mens jeg sad der hundeangst og bange for at hun ville vågne, var jeg også fuldstændig overvældet af lykkefølelse og kærlighed til det her lille væsen med det mørke hår og brune øjne.




Og nu sidder jeg her 6 år senere. Måske knap så hjælpeløs, men stadigvæk propfyldt med kærlighed og angst. Jeg elsker hende over alt på jorden og revner af stolthed et par gange om dagen samtidig med, jeg har lyst til at holde hende indenfor afskærmet og i sikkerhed fra alt det farlige i verden, og jeg ved godt, at den trang aldrig går væk. Og så ender man til sidst med at sige ting som min egen mor, der stadigvæk siger ting som  "Kan du finde ud af at lave frokost til jer" eller "Husk nu at køre forsigtigt".

Så selvom 6 år er stort for nogle, så er hun stadigvæk lille lidt endnu, og så må man godt være overbeskyttende og omklamrede lidt endnu.

Tillykke med fødselsdagen. du store kloge, sjove, dejlige, kærlige, nysgerrige pige!






fredag den 21. marts 2014

Om at gå tur

"Se en stor bil"
"Se nu kommer toget"
"Se en lastbil"
"Se en motorcykel"

"MOR! Jeg ved altså godt, hvad tingene hedder. Du behøver ikke at sige det hele tiden"

Var åbenbart blevet lidt for vant til at gå tur med ham på 1½ år. Skyndte mig at skifte emne til antallet af kærester.

torsdag den 20. marts 2014

Om et utilfreds jakkesæt

"Hvorfor kalder du mig hele tiden jakkesættet?" sukkede jakkesættet. "Jeg har jo slet ikke jakkesæt på hver eneste dag. Som regel er det jo bare en skjorte og sorte bukser".

Overvejede kort at forklare, at det som sådan ikke var selve jakkesættet, der lå til grund for kælenavnet, men nok mere det, at han er sådan én, der arbejder meget på kontor, har mange møder og konstant snakker i mobil, men han har heller ikke været udpræget begejstret, når jeg har kaldt ham karrieremanden, så han ved jo nok egentlig godt, hvad jeg mener med 'jakkesættet'.

Han kunne måske med rette hævde, at sammenlignet med mig, der i øjeblikket holder pause i 1953, virker alle andre ret jobfokuseret, og derfor er det måske ikke helt fair at stemple ham for at være karrierefikseret (selvom han altså indimellem arbejder rigtig meget!). Omvendt er jeg så vist heller ikke sådan en 8-16-type - når jeg er derude på arbejdsmarkedet (hvilket jeg i øvrigt enormt gerne vil, så ring lige arbejdsmarked). Og fordi man ikke skal kaste med sten, når man bor i et rækkehus med mange vinduer, får han et nyt navn.

Han kunne selvfølgelig bare blive kaldt Claus, men eftersom jeg som regel kun kalder ham det til hans ansigt, når jeg 1) er sur på ham eller 2) kalder på ham blandt andre, føles det ikke helt rigtigt. I stedet holder jeg mig til tøjmetaforerne, fordi hans tilgang til tøj er en fuldstændig spejling af, hvem han også er som person:

Loyal og konsekvent.

Har han først fundet en ting, der fungerer for ham, holder han sig til det. Fx har han de sidste 10 år (mindst!) haft Lloyds-sko på arbejde. Og det er nu systematiseret så meget, at han næsten har det i kalenderen, hvornår han skal købe et par nye sko. Skal han derimod købe andet end Lloyd-sko, bliver det researchet og afklaret i flere uger. Og sådan er det over hele linjen: Jakkesættene er samme mærke, bukserne er samme mærke, skjorterne er samme mærke, og ikke mindst polotrøjerne er samme mærke.

Og netop poloerne er nok det, der karakteriserer min kære mand allermest. Tror muligvis ikke, der er en eneste dag hele året, hvor han ikke har en polotrøje på i løbet af dagen. Det første han gør, når han kommer hjem fra arbejde, er at smide kontoruniformen (aka jakkesættet) og tage en polo på. Om sommeren har han shorts på, om vinteren bukser og evt. en t-shirt under, men han er og bliver en polomand. Så derfor kære jakkesæt, skifter du nu navn til polomanden, fordi det passer endnu bedre.

Polomanden gennem tiden - han har i den grad fortjent sit nye kælenavn


Kalder i øvrigt mest mine unger for 'mus' og 'pommes frites'. Forventer at det måske også med tiden vil blive udfordret...

onsdag den 19. marts 2014

Om barnet, der blev væk

Tirsdag skulle jakkesættet hente den store i børnehave. Hun fik valget mellem at blive hentet kl. 15 af sin mor og så gå hjem eller at blive hentet 16.45 af sin far i bil. Hun valgte det sidste.

Kl. 17.15 ringede jakkesættet. "Jeg skal hente hende hos Rasmus T (on/off-kæresten), hans mor ringede oppe fra børnehaven, men jeg kan ikke rigtig finde adressen i GPS'en. Det er et eller andet Blop De Blop 30".

Det var ikke helt sådan, adressen var, men det lød faktisk lidt sådan, og af hensyn til alle involverede dyrker vi lidt anonymitet.

"Ahhh" svarede jeg selvsikkert.
"Rasmus T bor ude af den der vej, hvor man kører helt vildt langt, og så kommer man til deres hus for enden"
"Ok" svarede jakkesættet og drønede ud efter prinsessen.

10 minutter senere ringede jeg for at høre, hvor langt han var, og hvornår jeg kunne forvente dem hjemme (det der aftensmad og sådan noget)

"Æhhh" svarede jakkesættet "Jeg kan altså ikke finde deres hus" og så måtte jeg i gang med adresselisterne.

"Han bor Gårdvej 3" svarede jeg triumferende

"Det lyder bare slet ikke som Blop de Blop 30" svarede jakkesættet tvivlende, "men nu er jeg der vist"

1 minut senere ringede jakkesættet tilbage:
"Nå men der var hun altså ikke!

Tavshed...

"Måske du kunne tjekke listerne og se, om der er noget, der kunne minde om Blop de Blop 30? Eller er der mon en anden Rasmus" spurgte jakkesættet endeligt

Hvorpå jeg minutiøst gik i gang med at kigge listerne igennem.

"Jeg har det, jeg har det! Laura [aka en af slyngveninderne] bor på Bop de Bop 69" jublede jeg
"Naaaah. Jeg er altså ret sikker på, at hun sagde 30" svarede det skeptiske jakkesæt
Fortsatte med at kigge på listerne og fandt endelig noget brugbart
"Bop de Bop 30, der bor Nikolaj (aka kæreste nr. 2)"
"Jeg prøver der" svarede jakkesættet

Herefter gik der forholdsvis lang tid, hvor jeg ærlig talt var lidt urolig. Det er jo som sådan ikke helt ideelt at få sit barn væk. Endelig ringede telefonen

"Hun var hos Nikolaj"

Yeaaaahhh

Og hermed lærte både jakkesættet og jeg, at det altid er en god idé at få adressen på en sms, fordi Blop de Blop og Bop de Bop lyder forbløffende ens. Det gør Rasmus og Nikolaj så ikke helt, men det er på jakkesættets skuldre!

tirsdag den 18. marts 2014

Om at købe et løbebånd

Jakkesættet og jeg har i et stykke tid talt om, at vi skulle købe et løbebånd, så vi kunne begynde at gøre noget seriøst ved grundformen - og det der med at løbe udenfor eller smutte i det lokale fitnesscenter er bare ikke os (personligt kan jeg identificere mig med flere af billederne her: http://mashable.com/2014/01/07/people-who-dont-know-how-to-gym/ ) - så da jakkesættet fik et godt tilbud om at købe en demomodel billigt, slog vi til.

Alarmklokkerne burde nok have ringet hos os begge, da jakkesættet fortalte, at det vejer godt 100 kg, "men så er det også solid kvalitet", men man er vel jyde, så et godt tilbud er et godt tilbud, så jakkesættet lånte en trailer i Vejle, hvor løbebåndet stod, og kørte hjem til speltghettoen med vores nye sundhedsmaskine.

Blev ærlig talt allerede godt forpustet, da jeg så vores nye monstrum i traileren, men med fælles hjælp fik vi bakset løbebåndet ned fra traileren (her var jeg glad for, at mørket havde sænket sig i vores lille ghetto), og så kunne vi trille båndet hen til hoveddøren, hvor vores første store udfordring opstod, eftersom løbebåndet i al sin magt og vælde selvfølgelig var bredere end døren! Heldigvis er jeg gift med en ingeniør, så han fik efterhånden dirigeret mig og vores monstrum så meget på skrå, at vi akkurat kunne få løbebåndet ind i entreen, hvor der var god plads.

Man kan sagtens gå forbi - sidelæns!

Efter at have kigget hinanden dybt i øjnene blev vi enige om, at det der med at få løbebåndet op af vores nu meget smalle trappe til kontoret, nok ikke var noget, vi umiddelbart kunne klare på stående fod, så forskellige scenarier blev overvejet

  1. At droppe løbebåndet og sælge det igen med fortjeneste (igen vi er jyder!)
  2. At lade det stå i entreen:
    Jakkesættet demonstrerer her, at det sagtens kan lade sig gøre med et løbebånd i entréen
  3. At skille løbebåndet ad og bære det op i dele.

Vi valgte løsning nr. 3, så jakkesættet gik i gang med at skille monstrummet af med hjælp fra udbryderkongen, der synes løbebåndet var meget, meget spøjs!

Bemærk at udbryderkongen har medbragt snack til oplevelsen!

Jakkesættet fik skilt løbebåndet ad og båret delene op og til sidst var der bare selve løbebåndet og tilhørende motor tilbage, som så bare skulle op ad trappen..OMG! eller om man vil Fuuuuuuck! Flere gange var vi tæt på at risikere liv og lemmer, fordi båndet var så freaking tungt (og når jeg siger vi, så mener jeg nok mest jakkesættet, han var nederst), men til sidst fik vi styr på teknikken og fik løbebåndet op, hvor jakkesættet på et håndklæde kunne glide løbebåndet det sidste stykke, og så var det jo bare at samle monstrummet igen, hvilket udbryderkongen igen var klar til at overvåge:



Trappen blev hærget, gulvet blev ridset og vi fik ondt mærkværdige steder, men nu har vi et løbebånd på 1.salen af vores hus. Løbebåndet skal helt sikkert flyttes af professionelle, når vi en gang forlader matriklen, men nu skal der trænes - og det gør vi da sammen:


Har prøvet løbebåndet en enkelt gang, hvor jeg efter et minut fik beskeden:  "Too Slow", hvorpå løbebåndet gik i sort. Prøver ikke at tage det personligt.

tirsdag den 11. marts 2014

Om at tage et bad

Kl. 7.57: Katrine kommer i tanke om, at det vist nok er noget med, at der er lukket for det varme vand hele dagen og løber (ja løber!) hjem det sidste stykke fra dagplejen

Kl. 8.00: Katrine flår sit tøj af i en fart i håb om at nå et bad

Kl. 8.01: Katrine tænder for bruseren, hvor varmt vand strømmer ud og konstaterer, at det åbenbart ikke var præcis kl.8, at man lukkede for det varme vand

Kl. 8.02: Katrine er godt tilfreds med sig selv og begynder at sæbe sig ind

Kl. 8.03: Katrine opdager, at det måske nok alligevel var kl. 8, at de lukkede for det varme vand, og at det varme vand måske bare var det, der allerede lå i rørene.

Kl. 8.04: Katrine er en lille smule ærgerlig over, at hun nåede at komme shampoo i håret og sæbe på kroppen

Kl. 8.05: Katrine tæller til tre og tænder for bruseren, mens hun synes, at vinterbadere er certificerede tossehoveder

Kl. 8.07: Katrine tørrer sig og synes, hun burde føle sig meget frisk, men i stedet har hun mest lyst til at vikle sig ind i sin dyne og tænde op i pejsen for første gang nogensinde

Kl. 8.15: Katrine har fået tøj på og begynder at få varmen igen.

Kl. 8.16: Katrine opdager, at hun ikke er i nærheden af at have skyllet shampooen ud.

kl. 8.17: Katrine beslutter sig for, at have en avantgarde hårdag

fredag den 7. marts 2014

Om at være skoleklar

Den meget snart 6-årige er enormt skoleklar. Vi snakker bogstaver og tal hver evige eneste dag, så det kom ikke bag på mig, da madammen på vej hjem fra børnehave begyndte at stille skolespørgsmål.

"Jeg vil gerne på gymnasiet"
"Jamen det må du da også gerne"
"Jeg mener nu, altså efter sommerferien"
"Man skal nok være lidt ældre"
"Men skal man være flyttet hjemmefra?"
"Nej. De fleste bor hjemme hos deres mor og far, når de går på gymnasiet"
"OK, det er nok også meget godt, for ellers er der jo ikke nogen, der kan putte dem"

Vil hermed glæde mig til at putte min 16-årige datter.

Og senere...

"Mor gik du på kondiskole?"
"Øh nej, hvad mener du?"
"Altså kondiskole!!!"
"Mener du sådan et sted, hvor man dyrker meget sport?"
"Nej sådan en skole, hvor man skal sove der"
"Ahhh kostskole"
"Ja!"
"Nej det gjorde jeg ikke"
"Var det fordi, du ikke kunne undvære far?"

Spot on!

torsdag den 6. marts 2014

Om at holde fri på slottet (anmeldelse af ophold på Store Restrup Herregård)

Den forgangne weekend havde jakkesættet og jeg 24 timer uden børn, og selvom vi havde lyst, modstod vi fristelsen til bare at sove et døgn. I stedet købte vi en spotdeal med overnatning og 5 retters gourmetmiddag hos danske slotshoteller. Vi valgte en overnatning på Vrå Slot, men pga. problemer med varmen i Vrå, blev vi ombooket til Store Restrup, hvilket også var fint - vi ville sådan set bare væk fra ungerne i 24 timer, og nu var barnepigerne booket.

Jakkesættet er opvokset i nærheden af Store Restrup og havde i sin barndom været til børnefødselsdag der, da det var en højskole, så for ham var det et sjovt gensyn. Vi ankom midt på eftermiddagen og måtte lede lidt efter en parkeringsplads, fordi der var begravelse med "over 100 deltagere!" som en medarbejder fortalte os med store øjne, og fred være med det.

Vores værelse var fint - om end meget blomstret, men det er vel slotsstilen?


Hvad værelset havde i blomster, manglede det i teknologi. I velkomstmappen stod der godt nok, at der var wifi, men at dækningen var bedst omkring receptionen, og vi boede så langt væk fra receptionen, som man næsten kunne. Og ja man kan selvfølgelig godt diskutere, om man på romantisk weekend har brug for wifi, men har man ikke altid det? Vi ville egentlig have slappet af med en film på Netflix, men det droppede vi så. For et hotel, der også reklamerer med konference- og mødefaciliteter, burde man nok overveje at udbygge wifi'en en lillebitte smule.

Vores 5 retters gourmetmiddag indtog vi i et fint lokale, hvor der var fuld gas på kandelabrene. Middagen var lidt skuffende, og ordet 'gourmet' var i hvert fald anvendt i ordets bredeste betydning. Vores to første retter var røget laks og seranoskinke. Retterne var fine at se på, men det var i bund og grund skiveskåret pålæg anrettet fint:


Ret nr. 3 var dyrekølle, og nok aftenens bedste (også selvom man havde været vel nærig med saucen - hvorfor er restauranter altid så nærige med den saucen?!). Herefter fik alle andre en osteanretning, men da vi (og især jakkesættet) ikke er de store ostespisere blev det i stedet til en passionsfrugtsorbet, og den var lige i skabet. Slutteligt fik vi chokoladekage med Gin og Tonic sorbet. Hver for sig ok, men sammen virkede det en smule sært.

Der var hele aftenen kun én tjener, som også havde arbejdet under begravelsen, og han var nok en smule træt. Vi måtte vente lang tid på drikkevarer, og jakkesættets nr. 2 cola venter vi stadigvæk på. Han var dog forholdsvis charmerende, så man tilgav ham glemsomheden.

Middagen var altså so so, men til gengæld fik jeg ENDELIG lejlighed til at lufte mine pailletter:


Efter middagen var vi godt forspiste, og da Netflix jo ligesom var et no go, valgte vi at se 'The Act of Killing' på DR K, som er en helt fantastisk dokumentar, men absolut ikke jordens mest romantiske film, men så fik vi set den, og derfor kunne jeg efterfølgende også sige, at det var drønærgeligt, at den ikke vandt en Oscar.

Inden vi drog tilbage til vores unger søndag, som vi faktisk var begyndt at savne, skulle vi have vores "Adelig morgenmadsbuffet". Nu ved jeg ikke, hvad adelen rent faktisk spiser til morgenmad, men på St. Restrup var det halvfabrika og kolde æg. Nøøøj hvor var morgenmaden en skuffelse. Det hele var simpelthen så kedeligt, og samtidig mangelfuldt, idet der var en enkelt person, der skulle tage ud, fylde op, passe reception og besvare telefon.

Og med den oplevelse tjekkede vi ud fra slottet.

Som man jo nok kan læse mellem linjerne (eller på linjerne), så var vi sgu lidt skuffede. Udover morgenmaden, så var der ikke noget, der var decideret dårligt eller ikke til at holde ud. Det var bare meget langt fra den luksuriøse oplevelse, vi havde håbet på. Men 24 timer uden børn er stadigvæk 24 timer uden børn!

onsdag den 5. marts 2014

Om store sejre

Han har endelig sagt det! Ordet "moaar" røg gentagende gange ud af munden på ham hos sin dagplejemor i dag.

Efter at have hørt ham sige "far", "Ida", "gravko", "morgenmad" med videre er det med en vis tilfredsstillelse, at jeg ENDELIG er kommet med i ordforrådet.

At det så var fordi, han havde feber og dårlig mave og ville hjem er en helt anden historie...