mandag den 25. august 2014

Om fine vaser og massepsykoser

Havde egentlig besluttet ikke at skrive dette indlæg fredag, men så gik verden lidt af lave mandag, og så blev det aktuelt igen.

Kähler har lavet en jubilæumsvase af deres kendte med striberne - nemlig med kobber. Og den er da vældig fin. Og måtte egentlig også gerne bo hos mig. Jeg er sikker på, vi nok skulle finde en god plads i det lille hjem væk fra små pilfingres rækkevidde. Så godt for jer Kähler!



Kähler har dog så samtidig været så snedige at lave den i "limited" edition, så den kun fås i begrænset tid og oplag, hvilket så gerne skulle skabe lidt hype om vasen med kobberstriber.

Og det er der så også blevet. Ser konstant billeder på både instagram og facebook, hvor folk deler billeder af vasen i håb om at vinde den. Så fredag en post på facebook, hvor Salling havde fået 350 ekstra vaser med hjem. De var udsolgt på meget, meget kort tid. Køen var begyndt 5.30 i morges, folk beskriver kaotiske og farlige tilstande på rulletrapperne, beskidte tricks fra andre shoppere og er bare sådan generelt godt sure...

Det var dog ingenting i forhold til hvad Imerco oplevede mandag, da de satte den eftertragtede vase til salg på deres webshop, hvorpå 16.000 (!!!) ivrige vasetosser forsøgte at købe den samtidig, hvilket Imerco ikke lige var gearet til, og så brød helvede løs på facebook, hvor en sand flodbølge af hysteriske og arrige vasefans klagede deres nød. Én beskrev, hvordan hun havde taget en fridag for at bestille vasen og en anden klagede over, at Imercos serverkapacitet ikke matchede facebooks (facebook har 1 mia brugere på verdens plan...!) og flere mente, at der var gang i et stort komplot, hvor alle ansatte i Imerco havde snuppet vaserne for næsen af dem, der så havde siddet hele dagen for at købe dem. Nogle ville også have Godaften Danmark (det hårdtslående nyhedsprogram) til at konfrontere Imerco og fremvise én enkelt person, der rent faktisk havde købt vasen.

(Her tænker jeg så, at nyheden i den historie måske ikke som sådan er Imerco, men derimod visse andre)

Selve vasen koster vist nok ca. 349 kr. - men sælges lige nu på Den Blå Avis til 1000 kr...!!!

Tænker, at hvis man en gang møder én, der har en Kähler Jubilæumsvase stående, at man så måske træder lidt varsomt og sikrer sig, at vedkommende ikke er 1) en af dem der skubbede folk ned fra rulletrapper 2) skrev arrige indlæg på facebook med anklager om løgn og bedrag eller 3) betalte 3 x overpris eller 4) er en lusket Imercoansat

Og så tillykke til Kähler for et veleksekveret marketingstunt, som vi uden tvivl kommer til at se igen igen og igen...Glæder mig allerede til at se den med striber i sølv.

Ingen kommentarer: