mandag den 28. april 2014

Om at være nogenlunde tilfreds med Jylland

Jeg trives ganske godt her i speltghettoen. Indimellem kigger polomanden og jeg på hinanden og bliver enige om, at vi bosatte os det helt rigtige sted. Og der er virkelig mange ting, jeg sætter pris på.

Jeg sætter pris på, at vi bor i et nybyggerkvarter, hvor der ikke er et eneste åndssvagt birketræ, der kan sprede sine usle giftbomber her om foråret. For andet år i træk har jeg slet ikke været ramt af høfeber (7-9-13 og alt det der).

Ikke skyggen af et birketræ - gnæk gnæk

Jeg sætter pris på den stores børnehave og den lilles dagplejemor og i det hele taget det, at mine unger kan blive passet de timer, vi har behov for, og ikke hvad den svenske stat mener, vi har behov for. Aldrig mere barsel med et barn hjemme hver 2. dag (til gengæld betaler vi så et mindre afrikansk lands BNP for at få ungerne passet)

Jeg sætter pris på firmabil. Ikke fordi jeg kører, men fordi jeg betalte til vedligehold af den svenske familiecontainer. Olien alene var jo for fanden nok til en middag på gourmetrestaurant.

Jeg sætter pris på, at vi nu bor så langt væk fra den glitrende storby, at jeg kan se stjernerne, når der er mørkt og klart.

Jeg sætter pris på at være tættere på familie og venner i det nordjyske (også selvom jeg savner dem øst for Storebælt sindssygt meget) - især er nordjysk familie fantastisk, når man indimellem kan aflevere sine børn hos dem.

Jeg sætter pris på onsdagssnegle. Ville bare ønske, at de også kunne finde ud af det med brunsviger, men der skal vi åbenbart nord for Hobro, før det sådan for alvor bliver snasket igen

Jeg sætter i det hele taget pris på at være tilbage i Danmark, hvor jeg taler sproget (nu med lidt østjysk accent indimellem, men det måtte jo komme), ikke behøver at købe melon efter vægt (80 SEK for en vandmelon Sverige, come on!) og ikke skal overveje om bilen holder tilbage for mig eller ej (det gør den ikke!)

Hvad jeg ikke sætter pris på, er, at jeg nu bor et sted, hvor der konstant køres gylle ud her om foråret.



fredag den 25. april 2014

Om den dag mit barn blev bange for klovne

Som en del af det at være født med en enkelt nyre, går den mindste til kontrol på det, jeg stadigvæk kalder, Skejby Sygehus. Fordi hans ene nyre fungerer helt perfekt og klarer slæbet for to, skal han 'bare' til et årligt tjek. Vi bruger dog lidt tid på at køre det årlige tjek ind, fordi vi er tilflyttere, og det åbenbart har været kropumuligt at tale med de respektive hospitaler i Sverige og Danmark, der allerede har været inde over, men fred være med det. Nu er vi inde i et forløb hos nogle søde mennesker, og i dag skulle vi så bare lige klare de to sidste tests: Blodtryk (fordi det regulerer nyrerne) og urinprøve (protein i urin kan/er tegn på utætte nyrer).

To gange har de forsøgt at måle hans blodtryk og to gange har de opgivet, fordi han blev så pissesur over at få målt blodtrykket. De første to gange forsøgte de imidlertid at måle blodtrykket efter andre undersøgelser, hvor han har været både træt, sulten og og gal over, at blive holdt fast, stukket i og bare sådan generelt pillet ved. Så håbet var, at med et lille program i dag, kunne vi overbevise ham om, at blodtryksapparatet ikke var en dødsmaskine. Samtidig havde vi medbragt storesøster, så hun kunne få afmystificeret sygehusbesøgene og skabe tryghed hos lillebror.

Før blodtryksmålingen skulle lillebror levere en urinprøve. Da han ikke helt er det, hvor det kan gøres på kommando, foreslog sygeplejersken, at vi bare tog bleen af ham, og så fandt hun en kop. Skulle hilse og sige fra min blufærdige knægt, at han altså ingen måde har lyst til at vade rundt med numsen bar, så det var han ikke helt tilfreds med. Sygeplejersken nåede lige at sige, at det i hans alder var  meget normalt, at der som regel kun går et øjeblik, fra de får bleen af til, de tisser, til han rent faktisk tissede - på gulvet - langt væk fra koppen. Og så var han ellers godt gal i skralden, fordi det er bare ikke fedt at overraske sig selv og alle andre med at tisse på gulvet.

Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at han i stedet skulle han have en pose omkring tissetrolden, eftersom der nok ville gå lidt tid nu. Lad os bare konkludere, at det nok er noget der i bedste fald føles mærkeligt. Og ja det gjorde ikke banditten mindre sur! Imens foreslog sygeplejersken, at vi prøvede at give ham manchetten på uden at puste luft i den, så han kunne vænne sig til den. Øhm nej - han vidste udmærket godt, hvad vi havde gang i, så om muligt blev han endnu mere gal. Og så var det, at hun hentede en hospitalsklovn...!

Hospitalsklovnen forsøgte sig med lidt sjov og spas, men den lille var stadig bundhysterisk og den store var både genert og bange for, hvad vi var ved at gøre ved hendes lillebror (så meget for at afdramatisere hospitalsbesøg!), så det var rigtig meget opad bakke. Sygeplejersken forsøgte gentagende gange at måle blodtrykket, men der kom mange biplyde, der indikerede fejl. Hospitalsklovnen forsøgte igen og igen at opmuntre den lille, men han blev i stedet mere og mere hysterisk. Og til alles lettelse opgav den stakkels klovn til sidst. Han efterlod dog sæbebobler, som vi forældre begyndte at blæse. Og ENDELIG faldt der lidt ro over alle. Knægten ville selv holde bøtten med boblerne, så det fik han lov til, også selvom sygeplejersken sukkede, at han skulle holde sin arm i ro, så hun kunne måle. Og selvfølgelig blev han smaddersur igen. Han endte med at få registreret et blodtryk på 130/80, hvilket er ganske højt, når man er 18 mdr, men det er det, der står registreret i hans journal sammen med en anmærkning om, "at barnet var meget oprørt".

Så manglede vi bare urinprøven som lod vente på sig, så vi aftalte, at vi gav ham ble og tøj på, og så måtte vi lige sige til, når der var afleveret noget i posen. Knægten var igen blevet hysterisk, fordi en anden hospitalsklovn kort havde stukket hovedet ind - og ud igen, da hun blev mødt med det største vræl, så vi stak ham klovnens bøtte med sæbevand, da han skulle have tøj på. Desværre var låget ikke skruet ordentligt på (ikke klovnens skyld!!), så ham den lille fik lige hældt en bøtte sæbevand ud i hovedet og ned i næse og mund...!!

Da vi ENDELIG havde fået ble og tørt tøj på knægten, tog polomanden ungerne med hen i venteværelset og fyldte saftevand på især ham, der skulle levere en urinprøve og som havde drukket en bøtte sæbevand, mens jeg blev tilbage og aftalte med sygeplejersken, 1) at han ikke skulle have målt blodtryk før om et år og 2) at hvis ikke han kunne levere en urinprøve her og nu, så klarede vi det hjemme/ved egen læge.

Fandt mand og unger i venteværelset. De sad i det ene hjørne så langt væk som overhovedet muligt fra de to hospitalsklovne, der var i gang med at opmuntre et barn med blindtarmsbetændelse. Den mindste havde demonstrativt sat sig med siden til, så han ikke kunne se dem...

Lillebror lavede kort tid derefter heldigvis en lillebitte urinprøve, hvor der ikke var spor protein i, så nu kan vi heldigvis vente et års tid, inden vi skal udsætte ham for klovne igen.

Og nej det hjalp ikke på noget som helst, at far læste historier

onsdag den 23. april 2014

Om grå panik

Jeg ved godt, at de er der. Skjult blandt de brune gemmer de grå sig - og de formerer sig med en ikke særlig rar hastighed, men indtil videre har det primært været min frisør, der har set dem (og holdt sin mund om dem), fordi jeg slet, slet, slet ikke er klar til at håndtere det faktum, at jeg har grå hår!

Da min mor stod brud som 28-årig, havde hun flot sort hår, men derefter kom sølvet (samtidig med hendes tre børn...) listende og gav hende stille og roligt samme hårfarve som min morfar og alle hans brødre. Jeg har min mor og morfars hår tykt som bare pokker og med en tendens til at smide farvepigmentet før tid. Min mor valgte ikke at farve sit hår og lod naturen gå sin gang. Jeg har indtil videre valgt at modarbejde naturen med kemi og har derfor også næsten kunne lade som om, at de grå hår næsten ikke eksisterer. Lige indtil den nu hedengangne påske.

Stod og føntørrede mit hår, der indrømmet havde klaret sig 6-7 uger uden kemi og som derfor begyndte at udvise skal vi sige naturlige tegn, men jeg fortsatte i min ungdommelige illusion. Pludselig ramte solen mit hår, mens jeg stod der og jeg kunne seriøst se mit hår glimte i sølvgrå nuancer. Og så stoppede jeg hårtørreren og løftede mit hår, trak vejret dybt og begyndte sådan rigtigt at kigge, oh boy!

Ordet vi leder efter er: PANIK! Jeg har ikke bare et gråt hår her og der. Jeg er seriøst godt i gang med at blive gråhåret.

Vil gerne sige, at jeg valgte at ranke ryggen og accepterede mine gener. I stedet skyndte jeg mig hjem og gav manken en omgang nr. 500. Ender helt sikkert med at blive en af de der gamle damer med lilla hennahår, der tror hun ser ung ud, fordi håret ikke er gråt.

Fordi jeg vil aldrig nogensinde høre den her sang:


tirsdag den 8. april 2014

Om dramatik

Ham den lille skræmmer konstant livet af mig i øjeblikket. Han er nemlig begyndt at råbe "Åh nej!" om ALT. Tag nu her til morgen..,

Han vælter et glas vand: "Åh nej!"

Sutten ligger på bordet: "Åh nej!"

Han tænder for vaskemaskinen og giver polomandens skjorter 90 grader: "Åh nej!"

Han opdager en tom coladåse: "Åh nej!"

Jeg tager bukser på: "Åh nej!"
[???]




Om at se sine børn rigtig rigtig meget

Disclaimer: Det her lange indlæg er fyldt med selvmedlidenhed og ynk, og du kan få lyst til at stikke mig en tudekiks eller en på låget...så er du advaret!

Nå men polomanden tog så lige til Sydafrika en uge, hvor han så palmer og kælede med løveunger. Jeg blev ramt af en tornado af sygdom og føler et eller andet sted, at der burde være en Ridderorden på vej fra Margrethe & Co.

Mandag begyndte ellers optimalt. Fik afleveret unger. Gjorde derefter hytten ren, skrev 2 ansøgninger og klappede mig selv på ryggen, og det skal man bare aldrig gøre.

Hentede den yngste i dagplejen med rød, løbende næse. Den ældste dukkede op en god times tid senere fra en legekammerat - med et halstørklæde om halsen, fordi "det gjorde vildt ondt i halsen". Bum bum...

Tirsdag morgen ringede dagplejen, fordi dagplejemor var ramt af omgangssyge, så havde jeg monstro brug for pasning? Kiggede på  min lille dreng og min store pige, der begge lå med røde kinder og varme pander. Havde helt sikkert brug for pasning af børn (bare lige et par timer), men er ret sikker på, at det ikke var det, Skanderborg Kommune tilbød, så jeg afslog fortrøstningsfuldt. En dag eller to hjemme med ungerne går jo nok.

Tirsdag var en stor øvelse i at være pylret. Ungerne var pylret, og jeg var pylret (havde i hvert fald meget ondt af mig selv). Især den yngste var pylret og  havde absolut ingen planer om at undvære sin mor, så jeg havde hele dagen en 1½-årig omkring benet på toilettet, når jeg tømte opvaskemaskine, lavede mad osv.

Onsdag begyndte det at lysne lidt - især fordi min søster kom forbi og underholdt os alle tre.

Torsdag var jeg klar til at sende ungerne af sted igen. Desværre var dagplejemor stadigvæk syg, og eftersom lillebror stadigvæk producerede en del snot, synes jeg jo ikke rigtig, jeg kunne forsvare at sende ham af sted, når nu jeg rent faktisk går hjemme. Og med ham hjemme ville den store ikke i børnehave, og nogle diskussioner gider man bare ikke.

Fredag var dagplejemor stadigvæk syg (virkelig det helt store minus ved en dagplejemor), og ungernes forkølelse havde fundet mig, så jeg kunne ikke helt overskue at gå 2x6km for at aflevere/hente den store i børnehave, så begge unger fik endnu en fridag hjemme. Heldigvis dukkede lillesøster op om eftermiddagen og placerede mig i sofahjørnet, mens hun var vældig praktisk. Tror det besøg falder i kategorien førstehjælp.

Lørdag formiddag legede min søster med den store, hvilket var godt, så kunne jeg nemlig nuppe en hårdt tiltrængt formiddagslur med den lille, der havde sovet for lidt, og derfor var et ekstremt surt løg. Over frokost tog min søster hjem med sin helt egen forkølelse (undskyld!!), og jeg forsøgte ihærdigt at overtage lillebror til en middagslur, hvilket han da overhovedet ikke havde brug for...!

Just-eat sikrede aftensmaden lørdag, og skulle det vise sig, også morgenmad og frokost til mig søndag, eftersom jeg i al min visdom og sygdom ikke havde tjekket køleskabet, så hvad der var tilbage af nogenlunde normal og fornuftig mad gik til ungerne, mens jeg spiste resterne af min kebabpizza til morgenmad og frokost. Jep...!

Polomanden kom endelig hjem fra Sydafrika søndag eftermiddag, og eftersom man flyver opad og ikke henad, var han gudskelov ikke ramt af jetlag. Til gengæld var der Formel 1 og en omklamrende stor pige, så jeg kunne ikke sådan rigtig forsvare at smide den lille i favnen på ham og løbe op og gemme mig inde i soveværelset i 5 timer. Desuden havde jeg jo mandag, hvor jeg kunne sende hele familien af sted og nyde 8 (!!!) herlige timer for mig selv.

Det var så lige indtil dagplejen ringede 6.30 mandag morgen og meddelte, at dagplejemor  stadigvæk varsyg, om jeg havde brug for pasning? Og nej det havde jeg sådan set ikke, fordi lillebror var hoppet på febertoget igen. Og med ham hjemme, fik storesøster også lov til at blive hjemme...!

Tirsdag SKAL den store af sted, men den lille bliver hjemme. Håber han gider at sove mere end den ene time, han gjorde mandag, fordi huset ser seriøst ud som om, at de sociale myndigheder bør gribe ind (eller måske bare sende en rengøringshjælp et par timer?), og vasketøjskurvene er eksploderet. Og der skal forberedes og laves aftensmad.

Og så der jo også lige det der med job, der skal søges - minimum 2 om ugen (fordi det siger loven), og er der flere (som lige nu), skal de jo også søges. Og så må jeg endnu en gang glemme rod, vasketøj, opvask og behovet for akut rengøring.

Polomanden er skvattet i søvn her kl. 20, sikkert fordi han er træt efter lang flyvetur søndag og arbejdsdag mandag. Er for udmattet til at være sådan rigtig vrissen, er nok bare egentlig misundelig på ham, men han dør en langsom og smertefuld død i morgen, hvis han spørger, om jeg har vasket hans undertrøjer...!


tirsdag den 1. april 2014

Om nye ord fra udbryderkongen

Udbryderkongen er hjemme i dag, og det giver jo lejlighed til at tale lidt sammen, og i den forbindelse kan jeg til min glæde konstatere, at hans ordforråd vokser stille og roligt. Dog tror jeg, at det primært er os, der har leveret arvemassen, der forstår ham:

Raaah: Hurra (nyt ord lært til storesøsters fødselsdag)

Su: Sut (har han den ikke i munden, er det hans mantra)

Brummm: Biler (naturligvis)

Bum: Bumle (fra Biler kortfilm, som vi vist har set 200 gange på Netflix)

Sååårv: Sove (bruges dog primært, når han lader som om, at han sover. Skal han rent faktisk sove, siger han primært 'nej, nej, nej, nej')

Såååv: Tog/lastbiler/skibe (hvilket giver lidt misforståelser i forhold til forrige ord. Han retter dog selv med hovedrysten og 'nej, nej nej' hvis man siger det forkerte)

Uhmmmm: Pålægschokolade