torsdag den 31. januar 2013

Om god timing

Karrieremand kom hjem kl. 19.30. Kl. 20.30 besluttede lillebror, at det endeligt var tid til at lave stort igen.

Og så hørte man ellers lige mig råbe af karrieremand, der var på vej ned af trappen for at få aftensmad.

Altså jeg synes jo bare, at han skal have alle oplevelserne med, når han nu endelig er hjemme...



onsdag den 30. januar 2013

Om regnvejr

Også i denne uge kom bedsteveninden på besøg. Men sidste uges knitrende sne og skyfri himmel var afløst af gråt i gråt med dertilhørende regn, så vi måtte finde på noget at lave indenfor.

Heldigvis har musens mor jo et par kogebøger, så jeg fandt nogle småkager hos Nigella beregnet til børn, og så gik vi i køkkenet med masser af udstikkerforme og masser af glasur


Og ja indimellem var det stressende (rul min dej ud NUUU, nej MIIIIN), og indimellem var der kriser som fx når begge (selvfølgelig!) ville lave sommerfugle samtidig, og ja det var da en smule irriterende, når første kage blev stukket ud i midten, så der ikke var plads til flere, men det var også smadderhyggeligt!

Om 4 mdr.

Så rundede vi de fire måneder (i går), og han er fortsat smadderdejlig, sød og mild! Indtil videre er eneste klage hans mange prutter!

Lillebror har nemlig glemt, hvordan man laver stort (hvilket åbenbart sker cmed ammebørn!), så vi er på dag 9 uden stort i bleen. Til gengæld prutter han, så man tror, det er løgn! Ækle stinkende prutter, der lugter som om, han er på en diæt af æg, kål og løg.

Men han er sød at se på



tirsdag den 29. januar 2013

Om beskidt sne

"Spiser du sne?!! Det er vildt ulækkert. Der er jord og hundetis og hvem ved hvad!!"

"Bare rolig mor, jeg spiser bare lidt snot!"




Om selvmedlidenhed

Selvmedlidenhed er sjældent kønt, bl.a. fordi der altid er nogle, der har det værre, og så kommer man altså mest af alt til at virke smålig og ynkelig, når man står der og klager sin nød over noget, der er fuldstændig ligegyldigt for andre

Og jeg har det da meget godt. To dejlige børn, en skøn mand, familie og venner klager jeg heller ikke over. Der er tag over hovedet (selvom vi gør vores bedste for at komme af med det), mad på bordet, tysk bil i garagen og penge til at betale for skidtet.

Men fuck hvor er det altså hårdt indimellem.

lørdag den 26. januar 2013

Om små milepæle

Lillebror har efterhånden styr på, at hænderne kan bruges til andet end at putte i munden, så nu bliver alt spændende indenfor rækkevide forsøgt fanget - og puttet i munden



torsdag den 24. januar 2013

Om de kæmpestore sejre

Overhørte denne samtale ml. musen og bedsteveninden:

Veninde: "Jeg elsker remoulade!"
Musen: "Også mig"
Veninde: "Jeg kan allerbedst lide makrel med remoulade. Hvad mad kan du bedst lide?"
Musen: "Min mors mad!"

Yes, yes, yes!!!



Om at være træt på den gode måde

Musen er jo hjemme fra børnehave hver anden dag, og det er vist kun de svenske politikere, der synes, det er en super idé.

Jeg gør mit for at aktivere hende. Vi går ture og er på legepladser. Jeg leger skole, café og far, mor og børn. Jeg laver perleplader, lægger puslespil, spiller brætspil og tegner prinsesser. Alligevel kravler hun på væggen, og synes jeg er enormt kedelig.

I dag kom bedsteveninden på besøg og var her fra kl. 08.00 til 14.30, og de har givet den max gas - både indenfor og udenfor. Og nu ligger hun her på sofaen og er træt og vil bare nusse. Til gengæld har jeg tid og overskud.

Har allerede en ny legeaftale i kalenderen til næste uge, så hun kan blive ordentlig træt igen




Om privatliv

Musen har besøg af bedsteveninden fra børnehaven. Hun skal være her til i eftermiddag, hvilket er helt fantastisk.

Tror de leger godt. Ved det faktisk ikke. Fik instruktion om at holde mig væk, og døren ser sådan her ud:


Men kan høre hvin og grin, så de har det nok ok

mandag den 21. januar 2013

Om vildmarksdrømme

Først var hun på fisketur med bedstemor, sidenhen var det farfar, der skulle fange rejer og rødspætter.


Og nu "telter" hun så med bedstemor i skoven og bager snobrød over bål.

Forstår ikke helt interessen. Godt nok var jeg spejder nogle år, men nok mest pga. det sociale og en vis sikkerhed for, at jeg ikke behøvede at kaste rundt med en bold. Jeg var og er ikke særligt begejstret for det primitive liv - og gyser ved tanken om forfrosne ture i skoven, bållugt og kolde, klamme soveposer.

Men musen tænker anderledes. Hun er ramt af vildmarksdrømme, men vildmarken er selvfølgelig også knap så vild i bedsteforældrenes parcelhus!

søndag den 20. januar 2013

Om at blive dyppet

Omgivet af bedsteforældre, mostre, onkler, tanter, kusiner og en enkelt fætter blev lillebror dyppet i dag (storesøster kan ikke helt finde ud af døbt vs. dyppet)

Vi er ikke specielt religøse herhjemme, og er nok ikke heller ikke til de store fester, men omvendt er det jo en hyggelig tradition, så vores valg blev en lillebitte barnedåb med vores familie.

Alt klappede - lillebror var tilpas nuttet, den leverede mad fra Fandanko var skøn, gaverne gode og alle hyggede sig vist.

Og så var mine svigerforældre søde til at lægge hus til og klare det praktiske, så det mest stressende i dag var vist at få tygget sig gennem de 9(!!) salmer,

Nu ser dagens hovedperson og resten af os lidt håndbold - og fantaserer om resterne fra desserten



torsdag den 17. januar 2013

Om de ekstra gode julesange

"Elsker du ikke bare 'On the Road to Jul' mor?"

"Tjooo, men nu er det jo en julesang, så..."

"Jeg elsker den bare så meget mor, at jeg vil synge den 100 gange om dagen indtil det bliver jul igen"

Fantastisk...!!



Om færdigretter

Har mange kogebøger, rigtig mange - vi snakker trecifret her. Jeg elsker at lave et godt måltid mad, og ikke mindst elsker jeg at spise er godt måltid mad!

Det var derfor lidt af en overvindelse, da jeg i dag købte fem færdigretter på tilbud. Men nød lærer nøgen kvinde at blæse på principper. Og nu var der 5 stk for 100 kr.

Jeg er ikke helt stolt ved indkøbet til fryseren - til gengæld er den snart 5-årige vist meget glad for udsigten til noget andet end leverpostej


Så i aften bliver det mandelfisk med kartoffelmos og ærter

Om at være udhvilet

En af fordelene ved barselsorlov er, at vi ikke partout skal tidligt op. Vi vågner, når vi er udhvilet.

I dag var lillebror så udhvilet kl. 05.45 - og kl. 06.15 meldte storesøster sig på banen.

Og mig...jeg overvejer, hvornår i dag jeg kan klemme en lille morfar ind. Jeg var nemlig slet ikke udhvilet så tidligt, men 2 mod 1...



onsdag den 16. januar 2013

Om at være i godt humør

1 minut med en glad lillebror

YouTube Video


Om unødig pjat

Lillebror elsker at sidde på mit knæ, mens jeg siger sjove ord og laver sjove grimasser. Indimellem elsker han det så meget, at han begynder at grine højlydt.

Han er især glad for, når jeg synger "Umba Zumba, Umba Zumba" - så det gør jeg tit.

I dag kom det så tørt fra den anden ende af sofaen:

"Er det ikke bedst, hvis vi lærer ham dansk mor. Det der er jo bare pjat"



tirsdag den 15. januar 2013

Om vaneforbrydere

Det skete igen
Skulle bare lige fylde i opvaskemaskinen
Stakkels lille dreng, der lige pludselig bare ikke kan mere

mandag den 14. januar 2013

Om dårlig timing

Har det sidste år haft en iPad 2, der er købt via bruttolønsordning, hvor man afdrager hver måned og sparer skat. I sidste uge fik jeg så et brev om, at jeg enten kunne levere iPad'en tilbage, eller frikøbe den for 686 kr. Og eftersom jeg bruger min iPad dagligt, var der som sådan ikke noget at diskutere der.

Den 10. januar var der sidste chance for at sige, at man ikke ville frikøbe iPad'en
Den 12. januar bestilte jeg et nyt robust cover på Amazon
Den 13. januar tabte jeg så for første gang min iPad på gulvet

og i dag den 14. januar kunne jeg så tage dette billede af den:


...!!

Om matematik

Leger skole med musen. Vi har bl.a. matematik, hvor vi skriver tallene fra 1-9...


Øvelse gør heldigvis mester.

søndag den 13. januar 2013

Om omsorgsfulde sygeplejersker

Storesøster var sygeplejerske i dag.

"Jeg arbejder på Aalborg Sygehus, men også i København. Jeg deler det sådan lidt"

Lillebror var jo desværre blevet vældig syg, og så måtte der et røntgenbillede til, og dertil bruger man selvfølgelig en iPad. Bagefter behandles billedet manuelt:


"Ja uha. Han har spist tre mønter og drukket for alt forvmeget saftevand"

Kan dog berolige med, at efter en kort indlæggelse sammen med Nalle, der har brækket armen, går det meget bedre for lillebror

lørdag den 12. januar 2013

Om at vende ryggen til

Det skete igen. Faktisk er det sket to gange i dag. Var lige uopmærksom et lille øjeblik, og så gik det galt.

Lillebror har det med at skvatte i søvn, hvor han er. Så i dag har jeg samlet ham sovende op fra legetæppet (var lige ude i køkkenet efter et glas cola) og nu ligger han (igen!) på sofaen og snorker, fordi vi blev grebet af et program om pandababyer.


Han bliver så meget et af de børn, der falder i søvn midt i maden!

Om at være morgenfrisk

Mens andre begynder lørdagen  med at sove længe, tøffe rundt i pyjamas, spise wienerbrød og læse tykke bøger, så står vi her i huset tidligt op, fordi ja det gør man jo bare, når man har børn.

Det gode ved at være tvungen morgenfrisk, er dog al den tid, vi har. Karrieremand og storesøster pøler rundt 2-3 timer i svømmehal, og jeg traver Malmö tyndt med lillebror. I morges var det dog lidt koldt, så min nyindkøbte tophue måtte frem:


Og når alle dem uden børn har snøvlet sig i tøjet og spiser brunch med vennerne, er jeg sandsynligvis i gang med vask nr. 3 eller på legeplads nr. 15. Og ja det er da smadderhyggeligt, men indimellem savner jeg at være en af dem, der ikke laver en skid i weekenden.

torsdag den 10. januar 2013

Om overdrevet nuttethed

Jeg er ked af det verden, men jeg er sandsynligvis vinderen af de mest nuttede børn nogensinde (i hvert fald i aften...)



Om rytme

Lillebror er så småt ved at være inde i en rytme, der kan passes ind med storesøsters tider i børnehave. Om aftenen er han også begyndt at falde i søvn ved 21-22 tiden og så sover han til omkring kl. 7 afbrudt af et par snacks. Alt sammen meget fint og dejligt.

Og nu ligger han så her og er meget lidt vågen. Han burde og plejer at være vågen nu, og han ligger heller ikke i lift eller vugge, som ellers plejer at signalere søvn. Han har spist og er faldet i søvn igen, så måske er han bare gået tidligt i seng i aften...?


Vågen gider han i hvert fald ikke være!

Om at savne sin far

Hver uge, som regel torsdag, savner musen sin far allermest, når hun ved, han er på vej hjem. I dag tegnede hun i ventetiden en tegning af ham, så vi kunne huske, hvordan han ser ud:


Som at have ham hjemme allerede!

Om udenfor

Jamen vi kom da på legepladser i dag. Det gjorde vi da, for solen skinnede, og så skidt med den iskolde vind, der tilsyneladende blæste fra alle fire verdenshjørner! Og havde man flyverdragt på, var vejret vist ganske behageligt...



Om at hygge sig

Når man ikke skal nå noget, kan man jo godt lige nå at se lidt Pingu sammen med sin allerbedste ven



onsdag den 9. januar 2013

Om morgendagens vejrudsigter




Se det var straks bedre - lillebror kan sove ude, og storesøster kan brænde krudt af på legepladser. Skal vist bare have godt med tøj på.

Om vejrudsigter

Lillebror er blevet ganske glad for at sove udenfor (det hjælper lidt på det hele, at han har en fleecedragt på, som han rent faktisk kan passe). Desværre kan han kun stå udenfor, når det er tørvejr - vi mangler lige det der halvtag, han kunne stå under, når sluserne åbner sig.

Tjekkede vejrudsigten i morges, de lovede regn. Fulgte storesøster i børnehave i tørvejr. Gik efterfølgende en lille tur i tørvejr. Var i IKEA i tørvejr. Gik hjem i tørvejr.

Vejrudsigter tager nogle gange fejl, og i dag var tydeligvis en af dagene, så da lillebror skulle sove middagslur, fik han hue på, fleecedragt, dyne, barnevognsdækken og regnslag, hvis nu der skulle komme lidt støvregn. Lillebror sov med det samme, så ud med ham.

Vejrudsigten tog ikke fejl. Det regner - big time! Og det ville jeg jo nok også have set, hvis jeg havde åbnet øjnene og kigget ud af vinduerne.

Så nu ligger lillebror nede i barnevognen med regnslag, dækken og dyne fjernet. Kunne ikke lige se, hvordan jeg kunne krænge dragten af ham, uden at vække ham, så nu ligger han dernede i barnevognen og fryser i hvert fald ikke!

Hader regnvejr
Hader vejrudsigter
Fra i mandags - udenfor



tirsdag den 8. januar 2013

Om møgunger og charmetrolde

De var begge lidt en udfordring i dag, men selv når de er det, er de jo meget søde



Om at bade

"Mor, jeg synes bare, det er så hyggeligt, når vi alle tager bad sammen med dig"

Hvad der i virkeligheden skete...

Nåede ikke i bad går aftes, fordi lillebror var helt hysterisk indtil midnat med mavekneb. Det var derfor et stærkt ønske lige hurtigt at vende en bruser - om ikke andet for at vågne helt.

Spurgte musen, om hun ville underholde lillebror i 5 minutter, uden at dække ham (mere) til med stofbleer, hvilket fik hende til at smække med døren og råbe "jeg hader dig for altid".

Valgte i stedet at lægge lillebror på puslepuden i badeværelset, så vi kunne kigge lidt på hinanden. Havde lige tændt for vandet, da den nu glade storesøster kom ud. "Jeg skal tisse mor".

Jeg gik i bad, hun tissede og lillebror lå vist bare og kiggede.

Var nået til sæben, da storesøster meddelte: "Jeg børster lige tænder mor, du behøver ikke hjælpe med tandpastaen" efterfulgt af et par hovsa'er og ikke mindst "jeg tror ikke, jeg ramte Oscar"...

Lillebror var efterhånden lidt nervøs over at have storesøster stående over sig med tandpasta-pistolen, så han begyndte at græde.

"Mor jeg tror,han savner dig? Er du ikke snart færdig med dit bad?!l" Og jo det var jeg...3 minutter tog mit bad i morges, men det var hyggeligt!!



mandag den 7. januar 2013

Pizzasnegle

Var på legepladser i weekenden - alle fire i godt to timer. Det synes jeg jo i sig selv, var sådan lidt overskudsagtigt ovenpå vaccinationsfeber og forkølelse. Det var dog lige indtil vi stødte på supermor extraordinaire.

Udover hun spillede fodbold, gyngede og legede fangeleg med sine tre unger på skift, havde hun da også lige en lille station med termokande med varm kakao (som vores forsømte barn så meget langt efter) og diverse snacks. Hmrpf...

Så nu er jeg gået i køkkenet og har bagt pizzasnegle, som JEG kan tage med på legeplads og signalere overskud (hvilket jeg så i øvrigt har, fordi lillebror har sovet helt eksemplarisk i dag på de rigtige tidspunkter)

Opskriften er vanvittig nem. Fandt den hos Arla - og har egentlig bare, om muligt forenklet, opskriften:

50 g gær
3 dl. lunket vand
2 spsk olivenolie
1 1/2 tsk salt
ca. 250 g. fuldkornsmel
ca. 250 g. hvedemel

1 glas med tomatsauce (jep jeg skrev jo, at det var forenklet)
1 pose revet mozarella

Lav og ælt dejen.
Rul dejen ud i en stor firkant - tror min endte omkring 35x50 cm.
Smør tomatsaucen ud på dejen og drys med ost
Rul sammen og skær snegle ud (ca. 1,5 cm i breddden)

(Jeg fik 15 store snegle ud af portionen)

Sæt sneglene på to bageplader med bagepapir og tryk dem forsigtigt lidt flade (det er lidt snasket)) og lad dem hæve ca. 30 minutter

Bages ved 185 grader varmluft i ca. 20 minutter


Kunne nok være lidt kønnere - men jeg er stor fan af det rustikke (host host)


Om gode hverdage

Musen er tilbage i børnehave efter 3 ugers ferie. Et glædeligt gensyn for hende, hendes kompisar, og frøkenerne, der alle som én mente, at hun var da bestemt vokset i ferien. Elsker, at vi bor i et land, hvor pædagoger er frøkener, og at de selvsamme frøkener tager imod hende med knus og kram.

Karrieremand er tilbage i det jyske, så ham savner vi lidt. Især musen savner sin far, men efter en lille snak om hvorfor man tager på arbejde: penge, og hvad man bruger penge til: busfrabriken (legeland), er det lidt mere ok, at han er væk.

Lillebror sover i barnevognen efter en god lang formiddagstur. I dag skvattede han mere eller mindre i søvn i det øjeblik, han blev lagt i liften, så de 45 minutter rundt i Malmös forstæder, var jo nok mest for min skyld. Han sov bare!

Og mig... jeg tusser lidt rundt indenfor, ordner vasketøj (efter én dag uden vask, er begge vasketøjskurve fyldt til randen, jeg fatter det ikke?!!) og nyder i det hele taget, at hverdagen er vendt tilbage på den gode måde, - ikke den stressede, sygdomsramte måde som i sidste uge, men på den gode måde, hvor jeg får en time her og der til at tusse omkring.

lørdag den 5. januar 2013

Om pailletter

Har købt en vældig fin top, fyldt med sorte, glimtende pailletter. Kunne slet ikke lade være, da jeg så den på nettet. Som jeg argumenterede over for mig selv, man kan jo både bruge den med jeans og med en fin sorte nederdel. Med støvler og stiletter.


Og så fik jeg den hjem, og den er fin, men i al min begejstring havde jeg jo nok lidt glemt, at mit liv umiddelbart ikke er så pailletvenligt. Eneste festlige begivenhed, der er i kalenderen fra nu og frem til sommerferien, er lillebrors barnedåb, og et eller andet sted bliver det nok liiidt overkill med sorte pailletter i Gistrup Kirke kl. 10.30.

Har godt nok fået en invitation til mødresamtale på BVC'en (sundhedsplejerske på svensk) om et par uger. Da jeg fik det lille nik fra den svenske socialrådgiver og tilbud om rådgivning lignede jeg jo lidt en kop slatten urtete i min bløde skovmandsskjorte, måske skulle jeg i stedet satse på sorte pailletter og rød læbestift.

Måske skulle jeg bare tage toppen på, når karrieremand skyper fra Jylland, så han tænker lidt mere "nøj for en lækker kone" frem for "skovmandsskjorten...igen...!"

Prøvede så i øvrigt toppen med bare vinterhvide ben. Lignede lidt for meget en misforstået tyk russisk kunstskøjteløber. Den var heller ikke særlig behagelig, kradsede en hel del.

Returnerer dog ikke toppen, selvom den nu bliver hængt langt ind i skabet. Kan nemlig godt lide tanken om at være sådan en, der indimellem har brug for en sort paillettop, der både passer til jeans og nederdel, støvler og stiletter.

Om at være venstreorienteret

Der hersker på nuværende tidspunkt ingen tvivl. Lillebror er meget venstreorienteret, så meget, at vi efter at have lokket ham mod højre med ord og flotte ting, nu er blevet fysiske og manuelt drejer ham.

Han skal nemlig lære at kigge til højre, selvom det er ham meget imod. Vi drejer hovedet til højre tit og ofte, og han drejer hovedet tilsvarende til venstre, så måske vi bare kan mødes på midten?



fredag den 4. januar 2013

Om døden

"Er du lidt død i dag" spurgte jeg en noget slap og forkølet storesøster. Hvorpå hun brød helt sammen.

"Jeg vil ikke være død mor" hulkede hun

Da jeg havde trøstet og forklaret min lille metafor, konkluderede hun tørt:

"Næste gang er det nok bedst, hvis du bare siger, jeg er træt"

Jep!



torsdag den 3. januar 2013

Om torsdage der er forklædt som mandage

Nå...!

Så blev det ellers lige hverdag igen på den hårde måde.

På den positive liste
Fik et bad i morges

På den negative liste
Alt andet (næsten)

Som musen på et tidspunkt sagde: "Jeg er lidt besvimet" - og det er jeg egentlig også.

Nu venter jeg bare på, at begge unger skal gå omkuld, så jeg også kan gøre det..



onsdag den 2. januar 2013

Om gigantbabyer

Tjockis/tyksakken/bassen/bassemusen/trolden fortsætter ufortrødent med at æde sig stor og tyk. I dag vejede han 7,8 kg og målte 63 cm. Til sundhedsplejerskens store begejstring, BMI for babyer findes vist ikke.

Vores sundhedsplejerske viste mig hans vægtkurve, og ja den går mere eller mindre bare lodret opad. Efter jeg endnu en gang bekræftede, at jeg altså bare ammede ham (og ikke gav ham smeltet smør på sutteflaske), så sagde hun opmuntrende, at de fleste børns kurver begynder at flade lidt ud, når de rammer 5-6 mdr. Det håber jeg lidt - kan ikke helt overskue at slæbe rundt på en 15 kg tung baby.

Hans belønning for at være så tyk og lækker, var så i øvrigt synkronvaccine i begge lår - og ja selvom han er polstret godt, kunne det altså godt mærkes, skulle jeg hilse og sige!



tirsdag den 1. januar 2013

Om træthed

Modtog denne seddel fra musen midt under Borgen.



Er faktisk ret imponeret over, at hun nu skriftligt informerer om, at hun gerne vil i seng - og en lille smule flov over, at hun følte det nødvendigt at informere om det skriftligt.

Men Borgen er bare så god...

Om Barbiehuse

Musen fik vores julegave (eller hvad nu vi skal kalde det) i dag. Et kæmpestort lyserødt Barbie-hus, som vi har købt med kæmperabat

Musens første kommentar: "Kæft mand!"

Så nu skal skidtet bare samles - måske meget godt, at Nytårsaften trods alt var ret godmodig


Om nytårsmorgen

Kan ikke helt finde ud af, om det er et godt eller skidt varsel for det nye år, at lillemanden vågnede kl. 6, blev ammet, skiftet, ammet igen, puttet og derefter taget op efter 10 minutter, fordi han lå og møffede rundt med utilfredse grynt. Tog ham op, hvorpå han sked sig selv opad ryggen med et ordentligt grin.

Og ja så opgav jeg ligesom projekt søvn, så nu er opvasken klaret og en marginal del af bordbombekonfettien fejet op. Alt imens knægten og jeg har vendt verdenssituationen.

Nu sover han så igen, så nu kunne jeg jo godt lægge mig til at sove igen. Problemet er bare, at jeg er vældig, vældig VÅGEN

Så er vi i gang 2013!



Om nytår

Dansede Gangham Style med alle ungerne. Livet er bare bedre, når to 4-årige og en 7-årig skråler "Heeeey Sexyyy Lady"

På et tidspunkt sad der to voksne og et barn i sofaen med hver sin iPad. De to andre voksne puttede babyer. Nytårsaften HAR været vildere.

Maden var fra Meyers og glimrende - spiser al for lidt rimmet kammusling med malt. Måske et nytårsfortsæt?

Mænd og den 7-årige stod på den gode side af en halv time og fyrede krudt af (de sidste 15 minutter var det dem, og et par teenagere)

Gik rundt i lidt for lang tid med sikkerhedsbriller i håret som solbriller. Så fikse er de jo heller ikke..

Spiste lidt for meget kransekage og drak i dagens anledning et glas Asti over meget lang tid.

Begge unger valgte at sove det nye år ind - håber så at sengetiden omkring kl. 23 fordrer en morgen efter kl. 08.

Alt i alt en god aften



Nupper lige lidt mere kransekage