Om at blive billist

Ingen havde vist set den komme - mindst af alt mig selv. Jeg er mod al forventning blevet billist. Havde ellers affundet mig med, at mit kørekort primært skulle fungere som identifikation på posthuset, men efter et par uger i den midtjyske kollektive trafik stod det lysende klart for alle, at det ikke rigtig var en holdbar løsning, og så blev der booket et par genopfriskningstimer hos kørelærer, og polomanden gik i gang med at researche på mikrobiler - for det var ligesom der budgettet lå, når man 1) Allerede har en dyr (firma)bil og 2) Helst vil have en ny bil.

Efter hvad der føles som vildt lang tid og en masse mails/opkald/rykkere til vores sælger, fik jeg så endelig min lille Picanto i søndags, og så er jeg ellers sprunget ud i det.

HELDIGVIS er der ferie rundt omkring, så der er ikke helt lige så mange biler på vejen, som der kunne være. Har her den første uge kørt uden for myldretiden, og især om morgenen har jeg haft vejene næsten for mig selv. Det betyder så også, at jeg møder helt for mig selv på arbejdet



Mange har sagt til mig, "jamen du skal bare køre lidt, og så bliver det rutine", og ja jeg kan da her dag 3 mærke forskel, fx er mig og koblingspunktet ikke så fjerne fra hinanden, som vi har været - og i dag parkerede jeg pænt i første forsøg både på job og på matriklen, så det går fremad, men det sidder sgu ikke på rygraden endnu.

Det hjælper selvfølgelig også, at jeg kan finde vej til/fra arbejde, men Gud bedre det, hvis frakørsel 56 en dag er lukket! Må nok en tur på Google Maps - om ikke andet, så fordi afkørslen er notorisk overbefolket en normal hverdagsmorgen, så det ville måske give god mening at teste alternativer.

Polomanden går hele tiden og siger, at snart kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg dog ikke har kørt bil tidligere. Måske har han ret, og jeg synes da, det er skønt, at jeg har barberet en times transporttid væk, og at jeg kan være lidt sammen med ungerne, inden ulvetimen gør dem til Satans yngel. Men jeg savner at slappe af til/fra arbejde og lade tankerne flyve. Og hver eneste dag, når jeg kommer hjem tænker jeg stadigvæk: "Åh Gud...jeg skal det igen i morgen!", så jeg føler mig ikke helt billistfrelst...endnu!