onsdag den 17. juni 2015

Om at føle sig værdsat

Lavede mad i dag, hvilket som sådan ikke er ekstraordinært, og så alligevel, fordi jeg var alene med ungerne, og så er det altid et lille mirakel, hvis der er andet end pandekager eller æg på bordet.

Som mange før mig har lært, så er det altid et sats at bruge tid på at lave mad til børn - især hvis det er noget, der bevæger sig væk fra deres comfort zone med frikadeller og spaghetti, De går nemlig lynhurtigt fra at være dødsultne til at glide hurtigt væk fra bordet med et "taaak for mad"

Men jeg gjorde det, og det smagte godt, og jeg var stolt lige indtil, jeg spurgte ungerne, hvad deres far mon fik at spise

"Sikkert noget mere lækkert end det her" kom det tørt fra den 7-årige, der febrilsk var i gang med at fjerne spidskål fra sin tallerken."