tirsdag den 20. maj 2014

Om at være ravnemor kl. 16.34

I går skulle jeg for første gang, siden jobstart, hente begge unger. En udfordring der kræver bus og tog til tiden. Og det lykkedes i går (tillykke Midttrafik, DSB og Arriva), så jeg var i speltghettoen kl. 16.10, hvilket gav mig præcis 20 minutter til hente den yngste hos dagplejemor i den ene (vores) ende af byen og 50 minutter til at nå op med lillebror bag på cyklen og hente storesøster i den anden ende byen.
Cyklede som død og helvede, fordi jeg havde travlt og fordi jeg virkelig skulle tisse. To tog havde suspekte toiletter, at jeg konkluderede, at jeg vist godt kunne holde mig, altså lige indtil jeg kom op på cyklen og kunne mærke, at en tissepause var meget, meget nødvendig. Så jeg drønede hjem på vores egen matrikel (der er 1 minut fra dagplejemor), smed cyklen foran døren, lod nøglerne sidde i og lod naturen gå sin gang. Herefter videre til dagplejemor kl. 16.17, hvor lillebror var udenfor. Han blev smidt om bag på cyklen, fik under protester cykelhjelmen på og så gik turen ellers op forbi stationen igen mod børnehaven.

Turen til børnehaven er i allerbogstaveligste forstand opad bakke, og det blev ikke mindre hårdt af, at lillebror sad bag på med sine 13-14 kg og vrikkede løs, mens han af lungernes fulde kraft råbte "toooooog" hele vejen kun afbrudt af "vov vov" hver gang, vi så en hund.

Svedig og forpustet ankom jeg til børnehaven 16.34 med hele herlige 26 minutter til lukketid for så at kunne hente mit barn som den andensidste (?!!!), og jeg siger andensidste, fordi jeg var ca. 1½ skridt foran den mor, der hentede som den sidste.

Så cyklede vi hjem igen. Denne gang uden cykelhjelm på den mindste, fordi han lancerede et hysterisk anfald med knytnæver i ryggen og spark over det hele i sit desperate forsøg på at få den af. Den store væltede på cyklen - dog ikke i fart, så skaden var heldigvis ikke stor (og hun havde cykelhjelm på), så alt i alt en herlig tur hjem.

Da vi så endelig kom hjem lavede jeg aftensmad med koalalillebror om benene og en sur storesøster i sofaen, og følte mig rigtig meget som den allerværste mor i hele verden, indtil manden i mit liv ringede fra sit seminar og sagde det helt rigtige:

"Fuck speltghettoen! Alle andre steder havde der fandeme været unger kl. 16.30!"

Åh hvor jeg elsker ham

fredag den 16. maj 2014

Om at være karrieremor igen

Så er jeg tilbage på arbejdsmarkedet efter, hvad en ven kaldte, en god lang svensk barsel.

Og det er fedt. Det er fedt at mærke, at man rent faktisk kan noget med sit hoved, at man kan producere andet end lasagner og ansøgninger. Det er fedt at have kolleger igen, at have nogle, man kan være faglig med. Det er fedt at stå op og føle, at man er en del af samfundet igen. Det er fedt at være ude af rigide offentlige systemer, hvor man skal kontrolleres og stå til regnskab. Jeg er simpelthen ved at boble over af glæde over mit nye arbejde: Opgaver, kolleger, virksomhed og produkter er bare så fede!

Der er selvfølgelig også ting, der er knap så fede, og som jeg lykkeligt havde fortrængt, som fx hvor ufedt det er at være pendler i den kollektive trafik - hvilket bestemt kunne være en udfordring i Malmö/København, men som i Jylland føles som noget, man burde kunne putte på sit cv på linje med at gennemføre en ironman. Som min yngste søster skrev i en sms:
"Jyder som tager offentlig transport uden for intercitylinien burde have en medalje ikke en bøde"
Jeg har fået det sidste, og det kunne jeg skrive en helt masse om, og gør det måske også en anden gang. Er i hvert fald pænt indigneret (og i gang med at klage!)

Den kollektive trafik udfordrer i det hele taget også på aflevere/hente-tingen. Min bus går én gang i timen, og om morgenen går bussen kl. 7.36 og igen 9.45 (fordi 8.45 er åbenbart et tidspunkt, hvor ingen kunne finde på at møde på arbejde?!), så indtil videre har polomanden taget afleveringstjansen - og for den sags skyld også hentetjansen, men i næste uge går den ikke længere, så der må jeg efter 3 dage trække på min nye arbejdsgivers forståelse og fleksibilitet og bedsteforældres hjælp. Jagten er gået ind på en ung pige, der kan hente en dag eller to om ugen!

Og så er der jo lige alt det der, som stadigvæk skal ordnes, selvom mor her er begyndt på arbejde. Alt fra tøjvask, rengøring og madlavning klarer ingenlunde sig selv og hænger vist stadigvæk på mig, selvom jeg med små bitte skridt forsøger at fordele arbejdet lidt (til gengæld afleverer/henter polomanden så lidt mere, så han får også lidt kredit). Jagten på en rengøringshjælp er dog  også gået ind!

Summa summarum er, at jeg er rigtig glad, er træt af DSB, sover rigtig godt om natten og overvejer at købe en bil!

mandag den 12. maj 2014

Om at rode

"Er du ikke træt af, at det hele roder sådan?" spurgte polomanden den førstefødte, da vi endnu en gang skulle kravle over vasketøj, perler, dukker, malerbøger, bolde, bamser og en hulens masse andre ting.

"Næh så kan jeg meget lettere se, hvad jeg har"

1-0 til den førstefødte, der uden tvivl er sine forældres barn!

søndag den 11. maj 2014

Om at tage ja-hatten på

Jeg har sagt ja til et job og begynder i overmorgen, og det er vildt fedt og vildt stressende, men jeg glæder mig afsindigt meget, og det skriver jeg sikkert noget mere om på et tidspunkt.

Men endnu mere vigtigt, så har ham den lille endelig(!) taget sin ja-hat på, og er begyndt at svare bekræftende på, hvad han rent faktisk vil. I stedet for at overforbruge ordet nej til alt og ingenting, så svarer han nu skiftevis nej og ja. Og det er en fantastisk hjælp, når vi i ulvetimen skal afklare, om det var mælk eller vand, han ville have, om det var banan eller æble (og så fremdeles). Vil tro, at vi har reduceret antallet af hysteriske anfald med 50%, så vi nu er nede på to viljernes-kamp i timen.

Der har før været indikationer for et 'ja', men mest når han ville være fuldstændig sikker på, at vi ikke misforstod ham, som hvis han fx blev tilbud is, så kom der hurtigt 5-7 hurtige nik fra ham bare for at være sikker på, at vi ikke smed isen tilbage i fryseren. Han virker selv en smule overrasket over, at vi nu forstår hans ene ja, så det første ja efterfølges som regel af et begejstret jaaaaa over, at han har formået at trænge igennem til hans tydeligvis træge forældre.

Og det er ikke bare ja, der har fundet vej til talestrømmen. Biiiiil siges hyppigt om både biler der kører, biler der er parkeret, biler der ikke er der, små biler der fælder ham og ikke mindst om hans elskede lille scooter, som han konstant forsøger at snige sig udenfor og køre på.

Det eneste tidspunkt, han ikke siger bil, er, når han gerne vil se videoer på YouTube af brandbiler. "Tooog" råber han insisterende, og jeg hopper på den hver eneste evige gang. Finder togvideoen, hvorpå banditten irriteret kigger på mig og råber "tooog" indtil jeg finder en video med brandbiler, hvilket belønnes med et 'ja'.


torsdag den 8. maj 2014

Om naturfænomener

"Mor kommer det til at regne i dag?"
"Ja det ser sådan ud"
"Åh hvad?!! Hvorfor skal det ALTID regne? Hvorfor kan vi ikke få noget solskin?!"
"Velkommen til Danmark"

---

"Vidste I godt, at når det regner, så er det Guds tis!"
"Ahem...øhh"
[meget indigneret Ida]
"Det er faktisk rigtigt!"









onsdag den 7. maj 2014

Om at være ærlig

Nå men vi tager lige en tur i skriftestolen...

  1. Jeg har faktisk kun set et halvt afsnit af Game of Thrones og synes ærlig talt, at det var kedeligt, så nu ser jeg Gossip Girl i stedet for på Netflix
  2. I morges var jeg meget tæt på at drikke et glas rødvin, fordi jeg havde glemt, at klokken var 08.15. Til mit forsvar skal det siges, at det var en meget god rødvin. Drak i stedet for en Coke Zero. Meget mere fornuftigt
  3. Jeg så den første grandprix-semifinale helt alene uden barn som påskud og glemte indimellem at være vildt ironisk omkring det
  4. Jeg er helt vild med Florence & The Machine, men går man i iTunes og ser, hvad jeg spiller mest er Flo Rida og Pitbull mest afspillet. Må være en virus
  5. Om morgenen tjekker jeg først facebook, så instagram, så people.com, så ekstrabladet.dk og til sidst politiken.dk - inden jeg har børstet tænder.
  6. Idas værelse, skrivebordet og mit klædeskab er nu i så kaotisk tilstand, at jeg hver dag kigger på dem, sukker og opgiver en hver form for oprydning
  7. Troede i meget lang tid i går aftes, at der var en stor løvelignende hund ude på det grønne område bag huset. Det var et stort rør. Overvejer om jeg snart skal booke synstest
  8. Polomanden fik på sin fødselsdag en perleplade fra Ida og 1 stk. foldet printerpapir, hvor jeg havde tegnet vores familie som tændstikmennesker fra mig. Havde rent faktisk købt en rigtig fødselsdagsgave, men den nåede (selvfølgelig!) ikke frem til dagen
  9. Vi og naboen deler en mus. Håber lidt den forsvinder af sig selv. Magter ikke helt det der med fælder, selvom vi går den humane vej. Og indtil da synger jeg højt hver evige eneste gang jeg er i nærheden af skuret, hvor det lille monster vist nok bor
  10. Forstår virkelig ikke folk, der kun nøjes med at spise en enkelt flødebolle

tirsdag den 6. maj 2014

Om at teste sig selv

"Ved du hvem du er?" hedder et program på DR1, hvor kendte laver slægtsforskning og af den vej bliver klogere på sig selv og familien. Min mor dyrker det også, og indtil videre er konklusionen vist, at vi sådan generelt har været nogle udramatiske bonderøve med et enkelt uægte barn her og der.

Jeg ved langt fra, hvem jeg er - med eller uden understøttende slægtsforskning. Har læst et sted, at det er i 40'erne man begynder at få styr på den del af livet, hvorimod 30'erne bare er en stor trædemølle (jf. mit forrige indlæg). Heldigvis kan man, mens man venter på 40'erne, få lidt hjælp til at finde ud af, hvem man er via forskellige tests.

Jeg har efterhånden været igennem en del personlighedstest i forbindelse med både arbejde og  jobsøgning. Senest har jeg netop udfyldt én, hvor jeg skulle markere, hvad der var mest og mindst mig i 28 ordgrupper, og så har jeg fået en rapport tilbage på 23 (!) sider om mig selv.

Og det viser sig, at jeg er en bestemt type med et typisk handlemønster. Så meget for at være original. Jeg kan godt lide at vinde, og jeg er konkurrerende, så meget at mit motto bør være, at nogle gange vinder man, og andre gange taber man, hvilket er noget pjat, man skal altid gå efter at vinde..!  Jeg er høflig og god til teamwork - "og det sker sjældent, at jeg glemmer god opførsel" (tænker min mor er stolt). Alt i alt ikke sådan de store overraskelser der.

Der findes nogle, der ikke kan lide de her tests og ikke kan lide at blive sat i en kasse (og så er man jo bare den type, der ikke vil puttes i en kasse). Jeg synes, det er meget sjovt og faktisk også brugbart. Især når man indgår i et team (som jo åbenbart er en spidskompetence hos yours truly), fordi man får en forståelse for, hvordan vi hver især er forskellige og har brug for forskellige ting for at lave nøjagtig det samme. Ville sådan set ønske, at flere chefer testede deres medarbejdere med henblik på at kunne støtte dem bedre.

Det gode ved de her personlighedstests er, at der jo som udgangspunkt ikke er rigtig og forkert, selvom ham der gav mig tilbagemelding på ovenstående forklarede, at folk nogle gange forsøger at snyde, fordi de vil ramme en bestemt personlighed. Ved ikke helt hvordan og hvorfor man snyder, men selvfølgelig er der også egenskaber, man måske gerne ville nedtone lidt - for mit vedkommende er det utålmodigheden, der fylder lidt for meget, men det er jo igen en del af min personlighed.

Jeg prøvede Mensas IQ-test for sjov den anden dag, og her er der så rigtigt og forkert. Og lad mig bare afsløre, at jeg ikke er et misforstået geni - dog heller ikke overvurderet landsbytosse (yeah!). Jeg landede på 117, hvilket jeg personligt er ret stolt af i forhold til, hvordan jeg flere gange udtrykte ordet "høh?!" i forbindelse med opgaveløsningen - tænker at det ikke er noget genierne går rundt og siger.

Polomanden har også været igennem sin del af tests, og dem han nok har været mest nervøse for (hvis han nogensinde bliver nervøs - verden venter stadigvæk), har været dem med hovedregning, fordi nok kan manden tænke strategisk, planlægge millionbudgetter og trylle i Excel, men han er simpelthen et bræt til simpel hovedregning.

Man kan selvfølgelig også bare finde en test på internettet og af den vej blive klogere på sig selv. Af den vej har jeg fx fundet ud af, at jeg hellere vil se en tv-serie end læse en bog, at jeg elsker storbyferier og at jeg gerne ville bo minimalistisk (hvis altså jeg ikke havde resten af familien), at jeg er vild med gadgets. Ting jeg jo godt ved, men det er jo ligesom lidt mere rigtigt, når jeg har fået svaret i en test...

søndag den 4. maj 2014

Om at være en uperfekt mor

Indlæg nr. 700 (!!!) bliver et langt et - jeg har nemlig set mig lidt sur på dem, der klager over, at det er hårdt at have små børn, og dem der lader som om, at det overhovedet ikke er hårdt. Bær over med mig. Lover at fatte mig i korthed næste gang.

Hos Politiken har der de seneste par uger været lidt debat frem og tilbage om børnefamiliernes vilkår, om hvordan 1) det er fuldstændig horribelt hårdt at have små børn og 2) om samfundet/politikerne kan/skal gøre noget.

Lad mig begynde med at sige, at det er pissehamrende hårdt at have små børn. De suger som intet andet al energi ud af deres forældre de første 2-3 år af deres levetid. De skal holdes i live, de skal holdes (nogenlunde) rene, de skal passes på, de skal underholdes, de skal trøstes, de skal skældes ud (ja i modsætning hvad nogle tror, så bruger vi moderne curlingforældre også ordet nej indimellem) og så er der det medfølgende fuldtidsarbejde med at vaske tøj, samle op og gøre rent efter poderne (som de fleste steder stadigvæk ikke er heeeelt 50/50 fordelt på mor og far). Og så skal vi så samtidig være kæreste, medarbejder og ven.

Den første måned jeg var mor, var jeg udover skindød også vred. Jeg var vred over, at det var så hårdt at være mor. Jeg var fast besluttet på at skrive en bog, hvor jeg afslørede sandheden om moderskabet. Det var nemlig ikke nuttede babyer og smilende mødre med lækkert hår og makeup, det var benhård overlevelseskamp, hvor et brusebad var en sejr i sig selv. Bogen blev aldrig til noget, fordi jeg opdagede, at andre havde tænkt som mig og skrevet deres egne bøger, og efterhånden opdagede jeg, at jeg rent faktisk overlevede og begyndte at forstå, hvad der skulle ske med det lille myr, jeg var blevet tildelt ansvaret for. Men selv i dag småfniser jeg for mig selv, når førstegangsgravide nervøse fortæller, hvor meget de frygter selve fødslen, fordi det er ingenting i forhold til, hvad der venter bagefter.

Men, for der er et men. Det har jo for fanden altid været hårdt at være småbørnsforældre. Små børn har altid været en dræber. Spørger vi vores mødre, var det også hårdt for dem. Jeg er født på et tidspunkt, hvor min mor ikke brugte engangsbleer...Den lader vi lige stå lidt for sig selv! Langt de fleste var at finde på et arbejdsmarked, der ingenlunde er så fleksibelt, som i dag (- trods alt!) samtidig med, at de havde fornøjelsen af langt de fleste huslige pligter. Og er vi så heldige, at vi stadigvæk har bedste- og oldemødre, kan vi uden tvivl få at vide, hvor nemt vi har det i dag, når vi kan klare dagligvareindkøbene tirsdag aften i Bilka og resten af vores indkøb i samarbejde med Google, mens hubby klarer opvasken.

Selvfølgelig kunne tingene være bedre, men jeg mener vi skal kigge på os selv først og fremmest frem for at bede andre om at løse vores problemer. Én af vores største udfordringer er nemlig, at vi vil være superdygtige til alt og have det her perfekte liv, der er skønt at dele på facebook og instagram. Vi skal uddanne os, skabe os en indbringende og meningsfyldt karriere, rejse rundt i hele verden, møde den perfekte mand, løbe 3 gange om ugen, læse aviser, magasiner og bøger og se tv-serier med coolfaktor. Vi skal mødes med vennerne og bo i et lækkert hjem med hvide vægge, dansk design, enkelte arvestykker og nøje udvalgte loppefund. Men så får vi ungerne, og falder hele lortet sammen. Det viser sig nemlig, at det er pissesvært at arbejde 50 timer om ugen, dyrke romantik med the one and only, spise sushi med vennerne, holde hytten fin og servere hjemmelavet økologisk bygotto, når man samtidig vil være gode forældre, der ikke henter som de sidste, som har overskud til at lege med poderne på legepladsen, spille brætspil og læse tre historier 365 dage om året.

Slap nu af for helvede!  - Fristes man til at sige - inkl. til mig selv, fordi jeg er jo ikke en skid bedre selv. Jeg vil også gerne have det perfekte liv, hvor der er nybagte boller til ungerne om eftermiddagen og lys i kubusstagen om aftenen. Jeg er dog nået derhen, hvor jeg har erkendt, at det nok aldrig bliver helt perfekt. At indimellem, nej stort set altid, ser huset ud som om, det er eksploderet, at aftensmad lidt for ofte er leverpostejmadder, at fjernsynet er en ven i nøden, og at min mand er en fantastisk far og kæreste, der aldrig nogensinde lærer at gøre ret meget husligt af sig selv, og at jeg selv heller aldrig bliver lykkelig af at rydde op og gøre rent.

Af samme årsag elsker jeg dem, der tør stå frem og sige, at de ikke er perfekte. At de roder, at de har de samme strømper på som i går, at de stak ungerne frosne deller fra Netto, at de skændes med manden og så fremdeles. Jeg gider virkelig ikke de der mødre, der konstant bobler af overskud, hvor ungerne konstant er i pastelfarver og kridhvide omgivelser, hvor den hjemmelavede müsli serveres på bakke med stofservietter og en vase med en enkelt rose, og hvor der dagligt bygges huler i haven (som de dyrker alle deres grøntsager i), klippe klistres og spises klidcookies med chokoladenibs. Måske er det vitterlig deres virkelighed (jeg tvivler), og det er i hvert fald ikke virkeligheden for 99% af alle de mødre, der passer arbejde, familie og alt det andet, og det er på så mange måder et fuldstændigt umuligt ideal.

Som småbørnsforældre skal vi erkende, at vi er i gang med de hårdeste år i vores liv, og det betyder en hulens masse kompromiser fra det pæne hjem over den imponerende karriere til den vilde romantik. I stedet skal vi nyde de små stunder i hverdagen, der gør det hele udholdeligt, fra det spontane kram fra en af poderne til de gange, hvor det rent faktisk lykkes at holde sig vågen til en film samtidig, og så ellers vente på, at ungerne smider bleen, begynder at få legeaftaler og sådan i al almindelighed kan undvære mor og far lidt.

Og så skal vi ellers holde os langt, langt væk fra Mette Blomsterberg og hendes madpakker...

torsdag den 1. maj 2014

Om at blive unødvendigt fattigere

Mig: "Du må altså ikke logge på vores konti før mandag"
Ham "Hvorfor i alverden ikke?"
Mig: "Fordi jeg lige har købt din fødselsdagsgave. Duh"
Ham: "Jamen jeg troede, at middagen på Frederikshøj var min fødselsdagsgave"
Mig: "....Verdammt"

Bliver jo nok nødt til at give ham gaven alligevel