onsdag den 24. juli 2013

tirsdag den 23. juli 2013

Om sommerferie

Holder det vist.

Skal vi ikke bare sige, at vi tales ved i august.

fredag den 19. juli 2013

Om myggestik

Den store bliver ædt af myg i øjeblikket. Hun render rundt med 15-20 stik, og vi andre har måske et enkelt.

Stikkene klør og er irriterende, og indimellem småtuder hun af frustration, så vi skal have fat i noget, der i bedste fald rent faktisk kan tage kløen og i værste fald give en illusion af, at det hjælper. Og ellers skal vi snart til Sverige, hvor de jo tager myg lidt mere alvorligt (mener at huske, at der for et par år siden, var en borgmester, der ville sprøjte et stort område fra luften med myggegift)

Det er dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget:

"Jeg har bare SÅ mange myggestik. Det er fordi, myg elsker, når man er dejlig!"



mandag den 15. juli 2013

Om tøseture

Først var jeg gravid med kvalme, så var jeg gravid med bækkenløsning, og så var jeg bare enormt gravid. Derefter har der mere eller mindre altid været en lillebror lige i nærheden af undertegnede. Så det er måske naturligt nok, at fars stjerne lyser allermest på den stores himmel.

I dag fik jeg dog mulighed for at genvinde tabt terræn på vores tøsetur, der var strengt forbudt for drenge, og ja jeg spillede beskidt!

Hun fik pølsehorn til frokost og slik til filmen (for ja vi var da også i biografen). Vi købte tøj, legetøj, og jeg lod mig lokke til BuildABear, der er kvalmende og kommercielt, men nøj hvor hun elskede det.

Og selvom hun skreg far, da vi steg af toget (en anden af mine fordele) tror jeg på, at jeg har flyttet en lillebitte smule. Hendes far spurgte i hvert fald her til aften, om hun havde savnet ham, hvorpå hun svarede: "Jo, nej ikke særligt meget"



søndag den 14. juli 2013

Om klapvogne

Har tidligere skrevet om, hvordan mit højeste ønske var en Odder-barnevogn til ham den lille, fordi det havde jeg ikke første gang, og det fortrød jeg og så videre. Vi købte jo så også én af de dyre, og karrieremanden fik den gang besked på at holde sin kæft, fordi jeg vidste, at det efter hans mening var en smule spild af penge, men jeg var gravid og insisterende, så han formåede stort set at bide sig selv i tungen og i stedet nøjes med nogle pudsige trækninger i ansigtet.

Og vi er begge vældig vældig glade for Odderen og følger os hjemme i vores lille 'Hannibal og Jerry'-kvarter, hvor der er Oddere parkeret i hver eneste lille carport, man skulle jo nødig skille sig ud her i provinsen! Odderen er dog meget, meget stor at have med i bilen - især hvis man skal have noget som helst andet med, så efter lidt debat frem og tilbage, blev vi enige om, at vi ville købe en klapvogn, som ham den lille sagtens kunne ligge ned og sove i, men som samtidig var så lille og fiks, at den uden problemer kunne bo sammen med et par kufferter i bagagerummet.

Sendte så den bedre halvdel af sted i Babysam med besked om at købe en Quinny Zapp (allerhelst skulle det vist have været en Maclaren - den anbefaler ALLE nemlig, men der er vældig dyr og umiddelbart ikke lige tilgængelig hos en forhandler i Aarhus-området). I butikken løb han ind i en ekspedient, der indrømmede, at han ikke havde været der særligt længe, hvorpå han ødelagde to af de klapvogne, han viste til karrieremanden. Quinny'en blev hurtigt droppet, fordi den virkede vakkelvorren, og Esprit-klapvognene blev også droppet - den ene kunne ikke klappes sammen af ekspedienten, og på den anden satte håndtaget sig fast. I stedet endte karrieremanden med at købe endnu en Odder, fordi den virkede mest solid, og så var den på tilbud til halv pris, hvilket tydeligvis gjorde den mere spiselig.


Så nu har den store Odder fået sig en lillebror...

lørdag den 13. juli 2013

Om mor-kontrakten

Den store listede sin krav til mig i dag, og de er stort set til at overkomme:

"Du skal vaske mine sure sokker
Du skal lave mad
Du skal lave vandkrig
Du må ikke hente mig i børnehave [underforstået det skal far]
Du skal sige til den ondeste snedronning, at jeg er den smukkeste!"

Gad vide, om jeg bare kan sende hende den onde en e-mail?



lørdag den 6. juli 2013

Om at holde så meget fri, at hjernen slår fra

Fik liv at holde fri fra jobbet som mor i dag. Min lillesøster tog mig under sine vinger og så stod den på brunch, shopping, frokost og lidt mere shopping, inden jeg hoppede på toget tilbage til provinsen, hvor især den store, som ellers aldrig gider mig, krammede mig igen og igen - og erklærede, at hun var ramt af morsyge.

Indrømmet dagen havde måske været lidt sjovere, hvis ikke jeg til vores brunch, formåede at spærre mit Dankort, fordi jeg lige pludselig ikke længere kunne huske min pinkode og tastede forkert ind tre gange. Ved ikke lige, hvad der skete der - udover jeg enten tænkede for lidt eller for meget.

Heldigvis stod lillesøster klar med sit kort, så jeg både kunne købe samvittighedsgaver til ungerne og en masse til mig selv, som jeg åbenbart manglede.

Aarhus er nemlig en rigtig fin by med masser af fine butikker, og jeg glæder mig til, at min kære mand og jeg sammen kan slendre, spise og shoppe derinde. Jeg skal bare lige huske min pinkode igen

Nordea og jeg er blevet enige om, at hvis jeg lige sover på det, så kommer tallene nok til mig igen, så de har åbnet kortet igen, og hvis jeg stadigvæk ikke kan huske, må jeg jo bestille nyt kort og kode. Det skal jeg alligevel med mit MasterCard, som jeg heller ikke kan huske koden til...



onsdag den 3. juli 2013

Om at være forelsket

VH1 viste "Only Teardrops" i dag, og som resten af Europa, blev den et hit herhjemme. Især en blev helt opslugt af den lille skovtrold

tirsdag den 2. juli 2013

Om farlige sygdomme

Er syg med hoste og feber (tak for det dansk sommer).

Den store, som sluger alle tv-udsendelser med blå blink og hospitaler, spurgte derfor bekymret:

"Har du fået stasigokker?"

Det håber jeg virkelig ikke!