søndag den 4. maj 2014

Om at være en uperfekt mor

Indlæg nr. 700 (!!!) bliver et langt et - jeg har nemlig set mig lidt sur på dem, der klager over, at det er hårdt at have små børn, og dem der lader som om, at det overhovedet ikke er hårdt. Bær over med mig. Lover at fatte mig i korthed næste gang.

Hos Politiken har der de seneste par uger været lidt debat frem og tilbage om børnefamiliernes vilkår, om hvordan 1) det er fuldstændig horribelt hårdt at have små børn og 2) om samfundet/politikerne kan/skal gøre noget.

Lad mig begynde med at sige, at det er pissehamrende hårdt at have små børn. De suger som intet andet al energi ud af deres forældre de første 2-3 år af deres levetid. De skal holdes i live, de skal holdes (nogenlunde) rene, de skal passes på, de skal underholdes, de skal trøstes, de skal skældes ud (ja i modsætning hvad nogle tror, så bruger vi moderne curlingforældre også ordet nej indimellem) og så er der det medfølgende fuldtidsarbejde med at vaske tøj, samle op og gøre rent efter poderne (som de fleste steder stadigvæk ikke er heeeelt 50/50 fordelt på mor og far). Og så skal vi så samtidig være kæreste, medarbejder og ven.

Den første måned jeg var mor, var jeg udover skindød også vred. Jeg var vred over, at det var så hårdt at være mor. Jeg var fast besluttet på at skrive en bog, hvor jeg afslørede sandheden om moderskabet. Det var nemlig ikke nuttede babyer og smilende mødre med lækkert hår og makeup, det var benhård overlevelseskamp, hvor et brusebad var en sejr i sig selv. Bogen blev aldrig til noget, fordi jeg opdagede, at andre havde tænkt som mig og skrevet deres egne bøger, og efterhånden opdagede jeg, at jeg rent faktisk overlevede og begyndte at forstå, hvad der skulle ske med det lille myr, jeg var blevet tildelt ansvaret for. Men selv i dag småfniser jeg for mig selv, når førstegangsgravide nervøse fortæller, hvor meget de frygter selve fødslen, fordi det er ingenting i forhold til, hvad der venter bagefter.

Men, for der er et men. Det har jo for fanden altid været hårdt at være småbørnsforældre. Små børn har altid været en dræber. Spørger vi vores mødre, var det også hårdt for dem. Jeg er født på et tidspunkt, hvor min mor ikke brugte engangsbleer...Den lader vi lige stå lidt for sig selv! Langt de fleste var at finde på et arbejdsmarked, der ingenlunde er så fleksibelt, som i dag (- trods alt!) samtidig med, at de havde fornøjelsen af langt de fleste huslige pligter. Og er vi så heldige, at vi stadigvæk har bedste- og oldemødre, kan vi uden tvivl få at vide, hvor nemt vi har det i dag, når vi kan klare dagligvareindkøbene tirsdag aften i Bilka og resten af vores indkøb i samarbejde med Google, mens hubby klarer opvasken.

Selvfølgelig kunne tingene være bedre, men jeg mener vi skal kigge på os selv først og fremmest frem for at bede andre om at løse vores problemer. Én af vores største udfordringer er nemlig, at vi vil være superdygtige til alt og have det her perfekte liv, der er skønt at dele på facebook og instagram. Vi skal uddanne os, skabe os en indbringende og meningsfyldt karriere, rejse rundt i hele verden, møde den perfekte mand, løbe 3 gange om ugen, læse aviser, magasiner og bøger og se tv-serier med coolfaktor. Vi skal mødes med vennerne og bo i et lækkert hjem med hvide vægge, dansk design, enkelte arvestykker og nøje udvalgte loppefund. Men så får vi ungerne, og falder hele lortet sammen. Det viser sig nemlig, at det er pissesvært at arbejde 50 timer om ugen, dyrke romantik med the one and only, spise sushi med vennerne, holde hytten fin og servere hjemmelavet økologisk bygotto, når man samtidig vil være gode forældre, der ikke henter som de sidste, som har overskud til at lege med poderne på legepladsen, spille brætspil og læse tre historier 365 dage om året.

Slap nu af for helvede!  - Fristes man til at sige - inkl. til mig selv, fordi jeg er jo ikke en skid bedre selv. Jeg vil også gerne have det perfekte liv, hvor der er nybagte boller til ungerne om eftermiddagen og lys i kubusstagen om aftenen. Jeg er dog nået derhen, hvor jeg har erkendt, at det nok aldrig bliver helt perfekt. At indimellem, nej stort set altid, ser huset ud som om, det er eksploderet, at aftensmad lidt for ofte er leverpostejmadder, at fjernsynet er en ven i nøden, og at min mand er en fantastisk far og kæreste, der aldrig nogensinde lærer at gøre ret meget husligt af sig selv, og at jeg selv heller aldrig bliver lykkelig af at rydde op og gøre rent.

Af samme årsag elsker jeg dem, der tør stå frem og sige, at de ikke er perfekte. At de roder, at de har de samme strømper på som i går, at de stak ungerne frosne deller fra Netto, at de skændes med manden og så fremdeles. Jeg gider virkelig ikke de der mødre, der konstant bobler af overskud, hvor ungerne konstant er i pastelfarver og kridhvide omgivelser, hvor den hjemmelavede müsli serveres på bakke med stofservietter og en vase med en enkelt rose, og hvor der dagligt bygges huler i haven (som de dyrker alle deres grøntsager i), klippe klistres og spises klidcookies med chokoladenibs. Måske er det vitterlig deres virkelighed (jeg tvivler), og det er i hvert fald ikke virkeligheden for 99% af alle de mødre, der passer arbejde, familie og alt det andet, og det er på så mange måder et fuldstændigt umuligt ideal.

Som småbørnsforældre skal vi erkende, at vi er i gang med de hårdeste år i vores liv, og det betyder en hulens masse kompromiser fra det pæne hjem over den imponerende karriere til den vilde romantik. I stedet skal vi nyde de små stunder i hverdagen, der gør det hele udholdeligt, fra det spontane kram fra en af poderne til de gange, hvor det rent faktisk lykkes at holde sig vågen til en film samtidig, og så ellers vente på, at ungerne smider bleen, begynder at få legeaftaler og sådan i al almindelighed kan undvære mor og far lidt.

Og så skal vi ellers holde os langt, langt væk fra Mette Blomsterberg og hendes madpakker...

Ingen kommentarer: