onsdag den 29. januar 2014

Om at være sexet husmoder

"Hvad pokker er det, du har på trøjen?!!" spurgte jakkesættet, da han kom hjem ved 20-tiden

"Øhh...nå jo det er banan fra i morges, og så har Oscar også pudset lidt næse i mig" sagde jeg, mens jeg kiggede nedad min en gang sorte nu mere grå trøje med sporadiske hvide pletter fra skulder til mave

"Og hvorfor har du mine strømper på, og hvorfor sidder den ene så mærkeligt?"

"Ahhm...Det var nok lidt fordi, jeg ikke lige gad at finde mine i morges, og så hev Oscar i dem på et tidspunkt" svarede jeg en smule skyldbetynget, mens jeg kiggede ned på et par fødder i multifarvede sokker, hvoraf den ene var hevet delvis af.

Opdagede efterfølgende, at jeg havde lidt ketchup siddende i mundvigen

Kan kun forestille mig, hvor stor en glæde, det er at komme hjem til mig efter en lang hård dag på arbejdet, og så glemte jeg helt at nævne for ham, at jeg ikke lige nåede i bad i morges...

mandag den 20. januar 2014

Om at vente på det uundgåelige

Var på besøg hos venner i weekenden på Sjælland. Det var superhyggeligt også selvom yngste sjællandske medlem tog hul på en runde omgangssyge natten til søndag.

I dag kom jakkesættet så hjem fra arbejdet med en nydelig grøn kulør og et klart ønske om hele tiden at være max 10 skridt fra et toilet.

Ville virkelig bare gerne have, at det var madforgiftning fra en dårlig skinkesalat, men jeg ved jo godt, at det ikke er tilfældet...

Så nu venter jeg på det uundgåelige. Jeg ved, at det rammer, og at det sandsynligvis rammer alle. Spørgsmålet er bare hvornår.

Suk...




søndag den 12. januar 2014

Om at være B-mor til A-Baby

Jeg er B-menneske med gigantisk stort B
Jakkesættet er B-menneske med et almindeligt B
Storesøster har også klare B-tendenser - især hvis hun putter med os og stjæler min dyne

Lillebror er derimod kun kommet til A i alfabetet. Han virker simpelthen så ivrig efter at vide, hvad dagen bringer, at han hver evige eneste morgen virker jublende lykkelig over, at det endnu en gang er blevet morgen. Når (ville gerne sige 'Hvis') han vågner om natten, er det altid med et "Høøøøø?" som løseligt oversat er: "Er det morgen nu?". Nogle gange kan man overtale ham til at sove videre, og andre gange, som i dag, serverer man morgenmad kl. 05.30 og sender misundelige tanker mod de to andre B'ere, der er rullet ind i dyner ovenpå.

Heldigvis bliver A-baby træt igen omkring kl. 11, så der er håb for B-mor (der fint kan sove der - og igen i nat), og så satser jeg ellers på, at han slægter sin søster på og opdager, at den bedste søvn er den, der findes om morgenen, når man lige kan snuppe 1 time mere - eventuelt mens ens bedre halvdel har tjansen med at passe morgenfriske banditter.

torsdag den 9. januar 2014

Om brummende telefoner og natteroderi

Telefoner der ringer midt om natten er sjældent godt nyt, så da jakkesættet omkring 01.30 gav mig en albue i siden og sagde: "Din mobil ringer!" vågnede jeg lynhurtigt og begyndte at lede efter mobilen, som jeg kunne høre brumme et sted i soveværelset. Fandt telefonen, der på det tidspunkt var stoppet med at brumme. Der var dog ingen ubesvarede opkald. Kiggede (forvirret) et par gange, men nada.

"Måske var det på FaceTime" mumlede jeg og fandt iPad'en frem . Men heller ikke der, var der gevinst.

"Du bør nok lige tjekke din mobil" foreslog jeg et tilsvarende forvirret jakkesæt, der dappede nedenunder for at tjekke sin egen livslinje, men der var heller ikke noget.

På det tidspunkt var jeg ved at være så vågen, at jeg registrerede mine omgivelser inkl. det tændte fjernsyn med "How I Met Your Mother" kørende (en anden gang kan vi vist lige tage en snak om mængden af elektronik, vi omgiver os med i soveværelset), og så dæmrede det for mig...

"Kan det tænkes, at det var i fjernsynet, du hørte en mobil?" spurgte jeg det trætte jakkesæt, der nok havde været lidt tættere på at sove, end han lod som om
"Muligvis...."
"..!!!!!"

Herefter tog det mig et godt stykke tid at falde i søvn, fordi jeg lige havde fået smidt en skovlfuld adrenalin ind i kroppen. Jeg faldt dog i søvn igen, men så kom den store ind og ville sove sammen med sin lillebror, far og mig i sengen. Det kunne vi ikke rigtig finde ud af (lillebror har en tendens til at sove diagonalt, hvilket udfordrer pladsen lidt), så jakkesættet gik ind og sov på den madras der ligger permanent på kontoret af samme årsag som ovenfor.

Den store kunne dog ikke rigtig falde i søvn, så hun begyndte at lede efter en iPad. Her nedlagde jeg dog et veto - kl. 03 er lige tidligt nok trods alt. Hun faldt endelig i søvn, hvorpå lillebror vågnede og begejstret fik øje på sin storesøster. Herefter forsøgte han gentagende gange at komme i kontakt med hende med sit patenterede mavepumper-wrestlergreb, som jeg så tilsvarende mange gange måtte forhindre.

Begge unger faldt dog endelig i søvn, og det samme gjorde jeg - lige indtil der begyndte at tikke mails ind på telefonen, som jeg i bare angst havde sat på den højeste ringetone.

Har været en kende træt i dag..

fredag den 3. januar 2014

Om sovs

Tjek videoen på nedenstående link lavet af jakkesættet. Den handler om den 1-årige og sovs. Vi har set den igen og igen, fordi man bliver glad i låget (især hvis man er knægtens forældre), og det er da en god måde at begynde 2014 på:

http://instagram.com/p/ipAAGtryp_/







onsdag den 1. januar 2014

Om at være afslappet

Nyder det gode liv i øjeblikket uden aftaler, ansøgninger og a-kasse. Det hedder ferie og kan anbefales! Nytårsfortsætterne tager vi i næste uge...


Godt nytår!