Om den dag mit barn blev bange for klovne

Som en del af det at være født med en enkelt nyre, går den mindste til kontrol på det, jeg stadigvæk kalder, Skejby Sygehus. Fordi hans ene nyre fungerer helt perfekt og klarer slæbet for to, skal han 'bare' til et årligt tjek. Vi bruger dog lidt tid på at køre det årlige tjek ind, fordi vi er tilflyttere, og det åbenbart har været kropumuligt at tale med de respektive hospitaler i Sverige og Danmark, der allerede har været inde over, men fred være med det. Nu er vi inde i et forløb hos nogle søde mennesker, og i dag skulle vi så bare lige klare de to sidste tests: Blodtryk (fordi det regulerer nyrerne) og urinprøve (protein i urin kan/er tegn på utætte nyrer).

To gange har de forsøgt at måle hans blodtryk og to gange har de opgivet, fordi han blev så pissesur over at få målt blodtrykket. De første to gange forsøgte de imidlertid at måle blodtrykket efter andre undersøgelser, hvor han har været både træt, sulten og og gal over, at blive holdt fast, stukket i og bare sådan generelt pillet ved. Så håbet var, at med et lille program i dag, kunne vi overbevise ham om, at blodtryksapparatet ikke var en dødsmaskine. Samtidig havde vi medbragt storesøster, så hun kunne få afmystificeret sygehusbesøgene og skabe tryghed hos lillebror.

Før blodtryksmålingen skulle lillebror levere en urinprøve. Da han ikke helt er det, hvor det kan gøres på kommando, foreslog sygeplejersken, at vi bare tog bleen af ham, og så fandt hun en kop. Skulle hilse og sige fra min blufærdige knægt, at han altså ingen måde har lyst til at vade rundt med numsen bar, så det var han ikke helt tilfreds med. Sygeplejersken nåede lige at sige, at det i hans alder var  meget normalt, at der som regel kun går et øjeblik, fra de får bleen af til, de tisser, til han rent faktisk tissede - på gulvet - langt væk fra koppen. Og så var han ellers godt gal i skralden, fordi det er bare ikke fedt at overraske sig selv og alle andre med at tisse på gulvet.

Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at han i stedet skulle han have en pose omkring tissetrolden, eftersom der nok ville gå lidt tid nu. Lad os bare konkludere, at det nok er noget der i bedste fald føles mærkeligt. Og ja det gjorde ikke banditten mindre sur! Imens foreslog sygeplejersken, at vi prøvede at give ham manchetten på uden at puste luft i den, så han kunne vænne sig til den. Øhm nej - han vidste udmærket godt, hvad vi havde gang i, så om muligt blev han endnu mere gal. Og så var det, at hun hentede en hospitalsklovn...!

Hospitalsklovnen forsøgte sig med lidt sjov og spas, men den lille var stadig bundhysterisk og den store var både genert og bange for, hvad vi var ved at gøre ved hendes lillebror (så meget for at afdramatisere hospitalsbesøg!), så det var rigtig meget opad bakke. Sygeplejersken forsøgte gentagende gange at måle blodtrykket, men der kom mange biplyde, der indikerede fejl. Hospitalsklovnen forsøgte igen og igen at opmuntre den lille, men han blev i stedet mere og mere hysterisk. Og til alles lettelse opgav den stakkels klovn til sidst. Han efterlod dog sæbebobler, som vi forældre begyndte at blæse. Og ENDELIG faldt der lidt ro over alle. Knægten ville selv holde bøtten med boblerne, så det fik han lov til, også selvom sygeplejersken sukkede, at han skulle holde sin arm i ro, så hun kunne måle. Og selvfølgelig blev han smaddersur igen. Han endte med at få registreret et blodtryk på 130/80, hvilket er ganske højt, når man er 18 mdr, men det er det, der står registreret i hans journal sammen med en anmærkning om, "at barnet var meget oprørt".

Så manglede vi bare urinprøven som lod vente på sig, så vi aftalte, at vi gav ham ble og tøj på, og så måtte vi lige sige til, når der var afleveret noget i posen. Knægten var igen blevet hysterisk, fordi en anden hospitalsklovn kort havde stukket hovedet ind - og ud igen, da hun blev mødt med det største vræl, så vi stak ham klovnens bøtte med sæbevand, da han skulle have tøj på. Desværre var låget ikke skruet ordentligt på (ikke klovnens skyld!!), så ham den lille fik lige hældt en bøtte sæbevand ud i hovedet og ned i næse og mund...!!

Da vi ENDELIG havde fået ble og tørt tøj på knægten, tog polomanden ungerne med hen i venteværelset og fyldte saftevand på især ham, der skulle levere en urinprøve og som havde drukket en bøtte sæbevand, mens jeg blev tilbage og aftalte med sygeplejersken, 1) at han ikke skulle have målt blodtryk før om et år og 2) at hvis ikke han kunne levere en urinprøve her og nu, så klarede vi det hjemme/ved egen læge.

Fandt mand og unger i venteværelset. De sad i det ene hjørne så langt væk som overhovedet muligt fra de to hospitalsklovne, der var i gang med at opmuntre et barn med blindtarmsbetændelse. Den mindste havde demonstrativt sat sig med siden til, så han ikke kunne se dem...

Lillebror lavede kort tid derefter heldigvis en lillebitte urinprøve, hvor der ikke var spor protein i, så nu kan vi heldigvis vente et års tid, inden vi skal udsætte ham for klovne igen.

Og nej det hjalp ikke på noget som helst, at far læste historier