"Det går forbløffende godt med hende. Det er som om, hun altid har været her. Jeg har faktisk aldrig set noget lignende. Og ja de andre børn vil altså meget gerne lege med hende!"
Med hænderne oppe gik jeg derefter på jagt efter det velintegrerede barn og fandt hende i gymnastiksalen, hvor hun ovenpå en balancebom holdt hof foran en god håndfuld børn
"Det er mig, der er Ida. Jeg er fra Sverige. Og jeg vil gerne lege" Hvorpå hun vinkede til dem.
Da jeg havde fået hevet hendes kongelige højhed ned, sagde hun indforstået til mig:
"Mor de elsker mig bare så meget"
Selvværd eller storhedsvanvid? Uanset hvad så trives hun i hvert fald!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar