mandag den 15. april 2013

Om mandagstræthed

Har mandagsblues.

Måske hænger det sammen med, at ungerne vågnede et sted ml. 5.15 og 5.30 (vi mangler SÅ meget mørklægningsgardiner).

Det kan også være, fordi det nu endelig er forår, og jeg egentlig bare helst vil sidde ved det åbne vindue og mærke den lune brise frem for at støvsuge og gøre badeværelser rene, hvilket jeg har gjort om end i slowmotion.

Min mandagstræthed kan måske også forklares med, at jeg skal til at i gang med hende den stores værelse. Alle hendes ting fra Sverige er blevet broklet ind i et rum, der er halvt så stort som det gamle, så lige nu sparker man sig bogstaveligt taget igennem legetøj. Første prioritet er hendes tøj - eller rettere sagt hendes strømper. Hverken hun eller jeg kan finde de pink, og det giver morgendramaer - hver morgen!

At jeg er lidt mandagstræt kan muligvis også hænge sammen med, at jeg åbnede døren i dag for posten med en fletning i højre side, løst hår i venstre, beskidt t-shirt med strategisk placerede lasagnehåndflader fra lillebror. Så bliver man en smule indebrændt

At jeg i samme tilstand som ovenfor åbnede døren for GLS-manden 15 minutter senere, kan også forklare det. Eller også, at det han så kom med, var forkert.

Åh mandag, gudskelov afløses du af tirsdag

Ingen kommentarer: