Om karma

For et par uger siden, kørte en interflorabil op til huset, en mand steg ud, kiggede på vores husnummer, steg ind i bilen og bakkede væk. Jeg var naturligvis en smule skuffet, men tænkte karrieremanden nok en anden dag ville overraske mig. I dag kom vi så hjem til en fin, fin buket i carporten.

Den store og jeg hvinede nærmest i kor.
"Jeg tror, den er til mig" sagde den store selvsikkert.
"Lad os kigge på kortet" sagde jeg med en sikker forvisning om, at karrieremanden havde overrasket mig.

Nå men...godt for Gitte, eller det vil sige, hun er syg og lærer, så måske ikke den bedste dag for Gitte.

Så stod vi der og var lidt lange i ansigtet.
"Hvor tror du hende Gitte bor?" spurgte den store
Og så tog vi rundt og kiggede på postkasser, men ingen Gitte på postkasserne.

Endte med at ringe til blomsterhandleren, fordi det jo var det rigtige at gøre - ikke fordi jeg var fristet til bare at snuppe blomsterne og kyle kortet i vores tomme skraldespande, slet ikke.

"Jamen der står, hun bor i nr. 247. Det står i telefonbogen" sukkede teenageren i røret. Efter at have snakket lidt frem og tilbage, blev vi dog enige om, at 1) Gitte ikke boede hos os, og 2) De ville komme forbi og hente blomsterne.

Gik en smule slukøret ind igen med den store (og den lille, men han sagde ikke så meget), der småhulkede: "Hvorfor får vi aldrig blomster?"

20 minutter ringede det på døren, og blomsterhandleren stod udenfor med et par bundter tulipaner
"Du skulle jo ikke snydes"

YES!! God karma vinder i dag!