tirsdag den 23. april 2013

Om ferie

Der er jo dem, der mener, at barselsorlov er en lang ferie, og ja på dage hvor barnet sover et par timer om formiddagen og eftermiddagen, og hvor huset ikke roder, og der ikke er praktiske ting, som madlavning, støvsugning og tøjvask, ja så er det da dejligt afslappende. Har dog endnu ikke haft en feriedag. Af samme årsag går jeg dog også en del op i, at jeg en gang skal holde ferie- igen.

Jeg drømmer om ferie ved Thailands strande, afslappende dage i Sydfrankrig med rosévin eller bare en uge i sommerhus med brætspil og grill. Havde nogle feriedage til gode fra dem, jeg holder orlov fra - hele 22 stk. Man kan ikke umiddelbart få dem udbetalt, men man kan få dem overført, troede jeg. Det viser sig nemlig, at der selvfølgelig er en masse bureaukrati og tidsfrister. Og den essentielle tidsfrist har jeg overskredet med 23 dage. Har sagt ord som 'fuck' og 'pis' en hel del gange det sidste kvarter.

Ved ikke, om det er mig, der burde have sat mig bedre ind i tingene og ringet til en medarbejder hos HR, eller om min virksomhed på et tidspunkt kunne have fortalt mig om, hvad jeg skulle gøre med evt. overskudsferie - og ikke mindst hvornår? Troede i al min naivitet, at sådan noget skete automatisk, og hvis ikke, at nogle så havde fortalt mig om det.

Oh well, jeg håber på, at der i vores HR-afdeling sidder en empatisk og kompetent medarbejder, der forstår, at selvom man er på barsel, er man ikke på ferie, og at man derfor har brug for at holde ferie.

Ingen kommentarer: