Om Dankort

Arghhhh og så med lidt ekstra grrrr.

Kunne ikke finde Dankortet i dag - og jeg skulle bruge det. Manglede bagateller som mad og kage (havde lovet den store en Kaj-Kage, og hun var pænt ligeglad med, at jeg ikke rigtig kunne betale for den).

Brugte en halv time med hulkende lillebror på armen på at lede. Storesøster hjalp også - sådan da. Åbnede en enkelt skuffe, konstaterede at kortet ikke var der og gav sig til at se Ramasjang. "Du siger bare til, når du finder det mor".

Endte med at sige 'fuck det' og gik ind for at spærre kortet på netbanken. Fik spærret kortet og kom så i tanke om, at banken muligvis tror, vi bor i Sverige, og det er skidt, når man skal have et nyt Dankort sådan lidt dikkedik. Skrev så ny mail om, at vi har fået ny adresse. Og tog en dyb indånding.

Ammede så ham den sure (satser lidt på en tand) og mens roen sænkede sig, kunne jeg lige pludselig godt huske, hvor mit Dankort var. I jakkelommen...

Fik puttet skrigeballonen og løb så ned til min jakke, hvor kortet ganske rigtigt lå. Skyndte mig så at ringe til banken for at høre, om man muligvis da lige kunne aflyse sådan en spærring. Er muligt jeg gav hende den store skylden (ja hun elsker jo at lege butik host host) frem for at tilstå, at min grødhjerne havde glemt kortet i jakken. Tænkte at de ville hjælpe mig lidt mere, hvis det ikke var min egen skyld...

Søde, dejlige, kompetente Mette kunne godt ophæve spærringen. Skulle bare lige svare på et par spørgsmål for at bekræfte, at det rent faktisk var mig, hun talte med...Oh My God

De første to spørgsmål gik nogenlunde: "Hvem bor du sammen med? og "Hvor mange børn har du?". Det kunne jeg svare på. Herefter gik det galt: "Hvad tidspunkt spærrede du kortet på?" Øhhh det ved jeg ikke lige, måske omkring kl. 10, hvad er klokken nu? "Hvor meget har du fået i løn?" Det ved jeg ikke, altså mener du før skat? Det er fordi jeg er på barselsorlov, så jeg får ikke det, jeg plejer. "Er du med i en a-kasse, som du betaler kontingent til i denne måned?" Nej, eller hvad mener du? Jeg er medlem af en a-kasse. Kan ikke lige huske hvad den hedder, det er sådan en for akademikere (er ret sikker på jeg hørte hende fnise der).

Endte dog med at svare korrekt på nok spørgsmål til, at hun troede på, at jeg er den 35-årige forvirrede småbørnsmor de har noteret i deres optegnelser, og så fik jeg åbnet mit Dankort igen.