onsdag den 15. maj 2013

Om at have dårlige odds

Af en eller anden mystisk grund, ender planter hjemme hos os altid i denne tilstand:


Da vi havde rengøringshjælp (oh I miss her), vandede hun også blomster og fik orkideer til på magisk vis at blomstre igen. Tror nok det var noget med vand... Er bare ikke typen, der regelmæssigt husker at vande planter, og hvad man nu ellers kan gøre ved dem?

I forbindelse med alle vores fremvisninger havde vi en del potteplanter, som skulle få potentielle købere til at glemme alt om det slidte stuegulv og i stedet føle sig godt tilpas i grøn æstetik. Og nøj hvor var det altså en dyr omgang, for trods rengøringshjælpens omsorgsfulde behandling, formåede jeg stadigvæk at køre en strategi med at overvande og udtørre staklerne.

(Og så kan man så fnise lidt af, at jeg i et år var ansat i en haveafdeling i et stort supermarked, hvor jeg til ansættelsessamtalen i den grad overdrev mine grønne fingre...)

For et par uger siden kom den store så hjem med en plasticbøtte med jord. I den var der sået et enkelt lille græskarfrø. Placerede bøtten i køkkenvinduet og har nok vandet jorden en enkelt eller to gange.


Og søreme så, om ikke der er en lille fin grøn plante på vej mod lyset. En lille plante, der kæmper med næb og kløer for at overleve. Nu skal jeg så bare lige finde ud af, hvordan den kan overleve - og så får hende på fem ellers ansvaret, ellers har den ikke en jordisk chance i det lange løb.

Ingen kommentarer: