Den førstefødte ville i meget lang tid ikke sove i sin egen seng. Det var en kamp uden lige dels at få hende til at falde i søvn der, dels at få hende til at sove der hele natten.
Og ja vi (nok mest mig) endte tit med at give mig og lod hende flette sine ben ind i mine. Lidt fordi at jeg ikke gad at kæmpe om natten (søvn er mit livseleksir), men mest fordi vi vurderede, at det var det, hun havde brug for. Hun har nemlig altid været en nusser og har altid søgt meget kropskontakt og nærhed.
Og så flyttede vi, og så sov hun fra dag 1 igennem på sit værelse og har gjort det lige siden. Og nu er hun så begyndt selv at falde i søvn. Tidligere skulle vi altid sidde ved siden af hende, indtil hun sov, men ikke længere.
Min pointe er, at jeg er glad for, at vi lyttede til mavefornemmelsen, og gjorde hvad vi følte, var det rigtige. Nu sover hun selv - uden os, uden kamp og uden gråd, og det er jeg faktisk glad for. Også selvom vi overhovedet ikke kan bruge samme tilgang til den lille. Han sover nemlig helst alene...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar