Om at være ærlig

Nå men vi tager lige en tur i skriftestolen...

1. Jeg har faktisk kun set et halvt afsnit af Game of Thrones og synes ærlig talt, at det var kedeligt, så nu ser jeg Gossip Girl i stedet for på Netflix
2. I morges var jeg meget tæt på at drikke et glas rødvin, fordi jeg havde glemt, at klokken var 08.15. Til mit forsvar skal det siges, at det var en meget god rødvin. Drak i stedet for en Coke Zero. Meget mere fornuftigt
3. Jeg så den første grandprix-semifinale helt alene uden barn som påskud og glemte indimellem at være vildt ironisk omkring det
4. Jeg er helt vild med Florence & The Machine, men går man i iTunes og ser, hvad jeg spiller mest er Flo Rida og Pitbull mest afspillet. Må være en virus
5. Om morgenen tjekker jeg først facebook, så instagram, så people.com, så ekstrabladet.dk og til sidst politiken.dk - inden jeg har børstet tænder.
6. Idas værelse, skrivebordet og mit klædeskab er nu i så kaotisk tilstand, at jeg hver dag kigger på dem, sukker og opgiver en hver form for oprydning
7. Troede i meget lang tid i går aftes, at der var en stor løvelignende hund ude på det grønne område bag huset. Det var et stort rør. Overvejer om jeg snart skal booke synstest
8. Polomanden fik på sin fødselsdag en perleplade fra Ida og 1 stk. foldet printerpapir, hvor jeg havde tegnet vores familie som tændstikmennesker fra mig. Havde rent faktisk købt en rigtig fødselsdagsgave, men den nåede (selvfølgelig!) ikke frem til dagen
9. Vi og naboen deler en mus. Håber lidt den forsvinder af sig selv. Magter ikke helt det der med fælder, selvom vi går den humane vej. Og indtil da synger jeg højt hver evige eneste gang jeg er i nærheden af skuret, hvor det lille monster vist nok bor
10. Forstår virkelig ikke folk, der kun nøjes med at spise en enkelt flødebolle

Om at teste sig selv

"Ved du hvem du er?" hedder et program på DR1, hvor kendte laver slægtsforskning og af den vej bliver klogere på sig selv og familien. Min mor dyrker det også, og indtil videre er konklusionen vist, at vi sådan generelt har været nogle udramatiske bonderøve med et enkelt uægte barn her og der.

Jeg ved langt fra, hvem jeg er - med eller uden understøttende slægtsforskning. Har læst et sted, at det er i 40'erne man begynder at få styr på den del af livet, hvorimod 30'erne bare er en stor trædemølle (jf. mit forrige indlæg). Heldigvis kan man, mens man venter på 40'erne, få lidt hjælp til at finde ud af, hvem man er via forskellige tests.

Jeg har efterhånden været igennem en del personlighedstest i forbindelse med både arbejde og  jobsøgning. Senest har jeg netop udfyldt én, hvor jeg skulle markere, hvad der var mest og mindst mig i 28 ordgrupper, og så har jeg fået en rapport tilbage på 23 (!) sider om mig selv.

Og det viser sig, at jeg er en bestemt type med et typisk handlemønster. Så meget for at være original. Jeg kan godt lide at vinde, og jeg er konkurrerende, så meget at mit motto bør være, at nogle gange vinder man, og andre gange taber man, hvilket er noget pjat, man skal altid gå efter at vinde..!  Jeg er høflig og god til teamwork - "og det sker sjældent, at jeg glemmer god opførsel" (tænker min mor er stolt). Alt i alt ikke sådan de store overraskelser der.

Der findes nogle, der ikke kan lide de her tests og ikke kan lide at blive sat i en kasse (og så er man jo bare den type, der ikke vil puttes i en kasse). Jeg synes, det er meget sjovt og faktisk også brugbart. Især når man indgår i et team (som jo åbenbart er en spidskompetence hos yours truly), fordi man får en forståelse for, hvordan vi hver især er forskellige og har brug for forskellige ting for at lave nøjagtig det samme. Ville sådan set ønske, at flere chefer testede deres medarbejdere med henblik på at kunne støtte dem bedre.

Det gode ved de her personlighedstests er, at der jo som udgangspunkt ikke er rigtig og forkert, selvom ham der gav mig tilbagemelding på ovenstående forklarede, at folk nogle gange forsøger at snyde, fordi de vil ramme en bestemt personlighed. Ved ikke helt hvordan og hvorfor man snyder, men selvfølgelig er der også egenskaber, man måske gerne ville nedtone lidt - for mit vedkommende er det utålmodigheden, der fylder lidt for meget, men det er jo igen en del af min personlighed.

Jeg prøvede Mensas IQ-test for sjov den anden dag, og her er der så rigtigt og forkert. Og lad mig bare afsløre, at jeg ikke er et misforstået geni - dog heller ikke overvurderet landsbytosse (yeah!). Jeg landede på 117, hvilket jeg personligt er ret stolt af i forhold til, hvordan jeg flere gange udtrykte ordet "høh?!" i forbindelse med opgaveløsningen - tænker at det ikke er noget genierne går rundt og siger.

Polomanden har også været igennem sin del af tests, og dem han nok har været mest nervøse for (hvis han nogensinde bliver nervøs - verden venter stadigvæk), har været dem med hovedregning, fordi nok kan manden tænke strategisk, planlægge millionbudgetter og trylle i Excel, men han er simpelthen et bræt til simpel hovedregning.

Man kan selvfølgelig også bare finde en test på internettet og af den vej blive klogere på sig selv. Af den vej har jeg fx fundet ud af, at jeg hellere vil se en tv-serie end læse en bog, at jeg elsker storbyferier og at jeg gerne ville bo minimalistisk (hvis altså jeg ikke havde resten af familien), at jeg er vild med gadgets. Ting jeg jo godt ved, men det er jo ligesom lidt mere rigtigt, når jeg har fået svaret i en test...

Om at være en uperfekt mor

Indlæg nr. 700 (!!!) bliver et langt et - jeg har nemlig set mig lidt sur på dem, der klager over, at det er hårdt at have små børn, og dem der lader som om, at det overhovedet ikke er hårdt. Bær over med mig. Lover at fatte mig i korthed næste gang.

Hos Politiken har der de seneste par uger været lidt debat frem og tilbage om børnefamiliernes vilkår, om hvordan 1) det er fuldstændig horribelt hårdt at have små børn og 2) om samfundet/politikerne kan/skal gøre noget.

Lad mig begynde med at sige, at det er pissehamrende hårdt at have små børn. De suger som intet andet al energi ud af deres forældre de første 2-3 år af deres levetid. De skal holdes i live, de skal holdes (nogenlunde) rene, de skal passes på, de skal underholdes, de skal trøstes, de skal skældes ud (ja i modsætning hvad nogle tror, så bruger vi moderne curlingforældre også ordet nej indimellem) og så er der det medfølgende fuldtidsarbejde med at vaske tøj, samle op og gøre rent efter poderne (som de fleste steder stadigvæk ikke er heeeelt 50/50 fordelt på mor og far). Og så skal vi så samtidig være kæreste, medarbejder og ven.

Den første måned jeg var mor, var jeg udover skindød også vred. Jeg var vred over, at det var så hårdt at være mor. Jeg var fast besluttet på at skrive en bog, hvor jeg afslørede sandheden om moderskabet. Det var nemlig ikke nuttede babyer og smilende mødre med lækkert hår og makeup, det var benhård overlevelseskamp, hvor et brusebad var en sejr i sig selv. Bogen blev aldrig til noget, fordi jeg opdagede, at andre havde tænkt som mig og skrevet deres egne bøger, og efterhånden opdagede jeg, at jeg rent faktisk overlevede og begyndte at forstå, hvad der skulle ske med det lille myr, jeg var blevet tildelt ansvaret for. Men selv i dag småfniser jeg for mig selv, når førstegangsgravide nervøse fortæller, hvor meget de frygter selve fødslen, fordi det er ingenting i forhold til, hvad der venter bagefter.

Men, for der er et men. Det har jo for fanden altid været hårdt at være småbørnsforældre. Små børn har altid været en dræber. Spørger vi vores mødre, var det også hårdt for dem. Jeg er født på et tidspunkt, hvor min mor ikke brugte engangsbleer...Den lader vi lige stå lidt for sig selv! Langt de fleste var at finde på et arbejdsmarked, der ingenlunde er så fleksibelt, som i dag (- trods alt!) samtidig med, at de havde fornøjelsen af langt de fleste huslige pligter. Og er vi så heldige, at vi stadigvæk har bedste- og oldemødre, kan vi uden tvivl få at vide, hvor nemt vi har det i dag, når vi kan klare dagligvareindkøbene tirsdag aften i Bilka og resten af vores indkøb i samarbejde med Google, mens hubby klarer opvasken.

Selvfølgelig kunne tingene være bedre, men jeg mener vi skal kigge på os selv først og fremmest frem for at bede andre om at løse vores problemer. Én af vores største udfordringer er nemlig, at vi vil være superdygtige til alt og have det her perfekte liv, der er skønt at dele på facebook og instagram. Vi skal uddanne os, skabe os en indbringende og meningsfyldt karriere, rejse rundt i hele verden, møde den perfekte mand, løbe 3 gange om ugen, læse aviser, magasiner og bøger og se tv-serier med coolfaktor. Vi skal mødes med vennerne og bo i et lækkert hjem med hvide vægge, dansk design, enkelte arvestykker og nøje udvalgte loppefund. Men så får vi ungerne, og så falder hele lortet sammen. Det viser sig nemlig, at det er pissesvært at arbejde 50 timer om ugen, dyrke romantik med the one and only, spise sushi med vennerne, holde hytten fin og servere hjemmelavet økologisk bygotto, når man samtidig vil være gode forældre, der ikke henter som de sidste, som har overskud til at lege med poderne på legepladsen, spille brætspil og læse tre historier 365 dage om året.

Slap nu af for helvede!  - Fristes man til at sige - inkl. til mig selv, fordi jeg er jo ikke en skid bedre selv. Jeg vil også gerne have det perfekte liv, hvor der er nybagte boller til ungerne om eftermiddagen og lys i kubusstagen om aftenen. Jeg er dog nået derhen, hvor jeg har erkendt, at det nok aldrig bliver helt perfekt. At indimellem, nej stort set altid, ser huset ud som om, det er eksploderet, at aftensmad lidt for ofte er leverpostejmadder, at fjernsynet er en ven i nøden, og at min mand er en fantastisk far og kæreste, der aldrig nogensinde lærer at gøre ret meget husligt af sig selv, og at jeg selv heller aldrig bliver lykkelig af at rydde op og gøre rent.

Af samme årsag elsker jeg dem, der tør stå frem og sige, at de ikke er perfekte. At de roder, at de har de samme strømper på som i går, at de stak ungerne frosne deller fra Netto, at de skændes med manden og så fremdeles. Jeg gider virkelig ikke de der mødre, der konstant bobler af overskud, hvor ungerne konstant er i pastelfarver og kridhvide omgivelser, hvor den hjemmelavede müsli serveres på bakke med stofservietter og en vase med en enkelt rose, og hvor der dagligt bygges huler i haven (som de dyrker alle deres grøntsager i), klippe klistres og spises klidcookies med chokoladenibs. Måske er det vitterlig deres virkelighed (jeg tvivler), og det er i hvert fald ikke virkeligheden for 99% af alle de mødre, der passer arbejde, familie og alt det andet, og det er på så mange måder et fuldstændigt umuligt ideal.

Som småbørnsforældre skal vi erkende, at vi er i gang med de hårdeste år i vores liv, og det betyder en hulens masse kompromiser fra det pæne hjem over den imponerende karriere til den vilde romantik. I stedet skal vi nyde de små stunder i hverdagen, der gør det hele udholdeligt, fra det spontane kram fra en af poderne til de gange, hvor det rent faktisk lykkes at holde sig vågen til en film samtidig, og så ellers vente på, at ungerne smider bleen, begynder at få legeaftaler og sådan i al almindelighed kan undvære mor og far lidt.

Og så skal vi ellers holde os langt, langt væk fra Mette Blomsterberg og hendes madpakker...

Om at blive unødvendigt fattigere

Mig: "Du må altså ikke logge på vores konti før mandag"
Ham "Hvorfor i alverden ikke?"
Mig: "Fordi jeg lige har købt din fødselsdagsgave. Duh"
Ham: "Jamen jeg troede, at middagen på Frederikshøj var min fødselsdagsgave"
Mig: "....Verdammt"

Bliver jo nok nødt til at give ham gaven alligevel

Om at være nogenlunde tilfreds med Jylland

Jeg trives ganske godt her i speltghettoen. Indimellem kigger polomanden og jeg på hinanden og bliver enige om, at vi bosatte os det helt rigtige sted. Og der er virkelig mange ting, jeg sætter pris på.

Jeg sætter pris på, at vi bor i et nybyggerkvarter, hvor der ikke er et eneste åndssvagt birketræ, der kan sprede sine usle giftbomber her om foråret. For andet år i træk har jeg slet ikke været ramt af høfeber (7-9-13 og alt det der).

Ikke skyggen af et birketræ - gnæk gnæk

Jeg sætter pris på den stores børnehave og den lilles dagplejemor og i det hele taget det, at mine unger kan blive passet de timer, vi har behov for, og ikke hvad den svenske stat mener, vi har behov for. Aldrig mere barsel med et barn hjemme hver 2. dag (til gengæld betaler vi så et mindre afrikansk lands BNP for at få ungerne passet)

Jeg sætter pris på firmabil. Ikke fordi jeg kører, men fordi jeg betalte til vedligehold af den svenske familiecontainer. Olien alene var jo for fanden nok til en middag på gourmetrestaurant.

Jeg sætter pris på, at vi nu bor så langt væk fra den glitrende storby, at jeg kan se stjernerne, når der er mørkt og klart.

Jeg sætter pris på at være tættere på familie og venner i det nordjyske (også selvom jeg savner dem øst for Storebælt sindssygt meget) - især er nordjysk familie fantastisk, når man indimellem kan aflevere sine børn hos dem.

Jeg sætter pris på onsdagssnegle. Ville bare ønske, at de også kunne finde ud af det med brunsviger, men der skal vi åbenbart nord for Hobro, før det sådan for alvor bliver snasket igen

Jeg sætter i det hele taget pris på at være tilbage i Danmark, hvor jeg taler sproget (nu med lidt østjysk accent indimellem, men det måtte jo komme), ikke behøver at købe melon efter vægt (80 SEK for en vandmelon Sverige, come on!) og ikke skal overveje om bilen holder tilbage for mig eller ej (det gør den ikke!)

Hvad jeg ikke sætter pris på, er, at jeg nu bor et sted, hvor der konstant køres gylle ud her om foråret.

Om den dag mit barn blev bange for klovne

Som en del af det at være født med en enkelt nyre, går den mindste til kontrol på det, jeg stadigvæk kalder, Skejby Sygehus. Fordi hans ene nyre fungerer helt perfekt og klarer slæbet for to, skal han 'bare' til et årligt tjek. Vi bruger dog lidt tid på at køre det årlige tjek ind, fordi vi er tilflyttere, og det åbenbart har været kropumuligt at tale med de respektive hospitaler i Sverige og Danmark, der allerede har været inde over, men fred være med det. Nu er vi inde i et forløb hos nogle søde mennesker, og i dag skulle vi så bare lige klare de to sidste tests: Blodtryk (fordi det regulerer nyrerne) og urinprøve (protein i urin kan/er tegn på utætte nyrer).

To gange har de forsøgt at måle hans blodtryk og to gange har de opgivet, fordi han blev så pissesur over at få målt blodtrykket. De første to gange forsøgte de imidlertid at måle blodtrykket efter andre undersøgelser, hvor han har været både træt, sulten og og gal over, at blive holdt fast, stukket i og bare sådan generelt pillet ved. Så håbet var, at med et lille program i dag, kunne vi overbevise ham om, at blodtryksapparatet ikke var en dødsmaskine. Samtidig havde vi medbragt storesøster, så hun kunne få afmystificeret sygehusbesøgene og skabe tryghed hos lillebror.

Før blodtryksmålingen skulle lillebror levere en urinprøve. Da han ikke helt er det, hvor det kan gøres på kommando, foreslog sygeplejersken, at vi bare tog bleen af ham, og så fandt hun en kop. Skulle hilse og sige fra min blufærdige knægt, at han altså ingen måde har lyst til at vade rundt med numsen bar, så det var han ikke helt tilfreds med. Sygeplejersken nåede lige at sige, at det i hans alder var  meget normalt, at der som regel kun går et øjeblik, fra de får bleen af til, de tisser, til han rent faktisk tissede - på gulvet - langt væk fra koppen. Og så var han ellers godt gal i skralden, fordi det er bare ikke fedt at overraske sig selv og alle andre med at tisse på gulvet.

Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at han i stedet skulle han have en pose omkring tissetrolden, eftersom der nok ville gå lidt tid nu. Lad os bare konkludere, at det nok er noget der i bedste fald føles mærkeligt. Og ja det gjorde ikke banditten mindre sur! Imens foreslog sygeplejersken, at vi prøvede at give ham manchetten på uden at puste luft i den, så han kunne vænne sig til den. Øhm nej - han vidste udmærket godt, hvad vi havde gang i, så om muligt blev han endnu mere gal. Og så var det, at hun hentede en hospitalsklovn...!

Hospitalsklovnen forsøgte sig med lidt sjov og spas, men den lille var stadig bundhysterisk og den store var både genert og bange for, hvad vi var ved at gøre ved hendes lillebror (så meget for at afdramatisere hospitalsbesøg!), så det var rigtig meget opad bakke. Sygeplejersken forsøgte gentagende gange at måle blodtrykket, men der kom mange biplyde, der indikerede fejl. Hospitalsklovnen forsøgte igen og igen at opmuntre den lille, men han blev i stedet mere og mere hysterisk. Og til alles lettelse opgav den stakkels klovn til sidst. Han efterlod dog sæbebobler, som vi forældre begyndte at blæse. Og ENDELIG faldt der lidt ro over alle. Knægten ville selv holde bøtten med boblerne, så det fik han lov til, også selvom sygeplejersken sukkede, at han skulle holde sin arm i ro, så hun kunne måle. Og selvfølgelig blev han smaddersur igen. Han endte med at få registreret et blodtryk på 130/80, hvilket er ganske højt, når man er 18 mdr, men det er det, der står registreret i hans journal sammen med en anmærkning om, "at barnet var meget oprørt".

Så manglede vi bare urinprøven som lod vente på sig, så vi aftalte, at vi gav ham ble og tøj på, og så måtte vi lige sige til, når der var afleveret noget i posen. Knægten var igen blevet hysterisk, fordi en anden hospitalsklovn kort havde stukket hovedet ind - og ud igen, da hun blev mødt med det største vræl, så vi stak ham klovnens bøtte med sæbevand, da han skulle have tøj på. Desværre var låget ikke skruet ordentligt på (ikke klovnens skyld!!), så ham den lille fik lige hældt en bøtte sæbevand ud i hovedet og ned i næse og mund...!!

Da vi ENDELIG havde fået ble og tørt tøj på knægten, tog polomanden ungerne med hen i venteværelset og fyldte saftevand på især ham, der skulle levere en urinprøve og som havde drukket en bøtte sæbevand, mens jeg blev tilbage og aftalte med sygeplejersken, 1) at han ikke skulle have målt blodtryk før om et år og 2) at hvis ikke han kunne levere en urinprøve her og nu, så klarede vi det hjemme/ved egen læge.

Fandt mand og unger i venteværelset. De sad i det ene hjørne så langt væk som overhovedet muligt fra de to hospitalsklovne, der var i gang med at opmuntre et barn med blindtarmsbetændelse. Den mindste havde demonstrativt sat sig med siden til, så han ikke kunne se dem...

Lillebror lavede kort tid derefter heldigvis en lillebitte urinprøve, hvor der ikke var spor protein i, så nu kan vi heldigvis vente et års tid, inden vi skal udsætte ham for klovne igen.

Og nej det hjalp ikke på noget som helst, at far læste historier

Om grå panik

Jeg ved godt, at de er der. Skjult blandt de brune gemmer de grå sig - og de formerer sig med en ikke særlig rar hastighed, men indtil videre har det primært været min frisør, der har set dem (og holdt sin mund om dem), fordi jeg slet, slet, slet ikke er klar til at håndtere det faktum, at jeg har grå hår!

Da min mor stod brud som 28-årig, havde hun flot sort hår, men derefter kom sølvet (samtidig med hendes tre børn...) listende og gav hende stille og roligt samme hårfarve som min morfar og alle hans brødre. Jeg har min mor og morfars hår tykt som bare pokker og med en tendens til at smide farvepigmentet før tid. Min mor valgte ikke at farve sit hår og lod naturen gå sin gang. Jeg har indtil videre valgt at modarbejde naturen med kemi og har derfor også næsten kunne lade som om, at de grå hår næsten ikke eksisterer. Lige indtil den nu hedengangne påske.

Stod og føntørrede mit hår, der indrømmet havde klaret sig 6-7 uger uden kemi og som derfor begyndte at udvise skal vi sige naturlige tegn, men jeg fortsatte i min ungdommelige illusion. Pludselig ramte solen mit hår, mens jeg stod der og jeg kunne seriøst se mit hår glimte i sølvgrå nuancer. Og så stoppede jeg hårtørreren og løftede mit hår, trak vejret dybt og begyndte sådan rigtigt at kigge, oh boy!

Ordet vi leder efter er: PANIK! Jeg har ikke bare et gråt hår her og der. Jeg er seriøst godt i gang med at blive gråhåret.

Vil gerne sige, at jeg valgte at ranke ryggen og accepterede mine gener. I stedet skyndte jeg mig hjem og gav manken en omgang nr. 500. Ender helt sikkert med at blive en af de der gamle damer med lilla hennahår, der tror hun ser ung ud, fordi håret ikke er gråt.

Fordi jeg vil aldrig nogensinde høre den her sang: