tirsdag den 11. september 2012

Om at være ENORMT gravid

Klokken har for længst passeret kl. 01, og selvom jeg er træt (det er jeg nemlig hele tiden igen), så har jeg supersvært ved at finde en stilling, der bare er nogenlunde, og når jeg så har lagt mig til rette, vågner Basse og træner karate, så vi er begge vågne nu.

Er træt, og er efterhånden også træt af at være gravid.

Der er alle de fysiske udfordringer ved at have en fodbold på maven, der ikke kan klemmes sammen, og som tynger i sådan en grad, at jeg ikke kan gå mere end et par meter ad gangen, før jeg enten lyder som en KOL-patient eller skal tisse ubeskriveligt meget.

Så er der sukkersygen, nyrebækkenet og blærebetændelserne (jep flertal), der sikrer en fast rutefart til både Hvidovre og praktiserende læge. Tæller minutterne til, at kroppen er min egen igen, og ikke en del af det danske sundhedsvæsen.

Jeg savner at drikke kold hvidvin, kunne smage et stykke kage og spise frugt kl 22 om aftenen. Og jeg savner det meste af min garderobe - herunder især jeans!

Og det ironiske er, at uanset hvor klar jeg er til at være ikke-gravid, så er vi faktisk ikke helt klare til Basses ankomst. Mangler bl.a. at samle vugge, pakke taske til hospital, få Odder-monstret hjem, finde autostolen frem, købe bleer og ikke mindst nogle strømper til lillemanden (har alt andet undtagen strømper???)

Så selvom jeg ikke gider at være gravid mere, så er det nok meget smart, hvis han lige bliver derinde lidt endnu, så vi kan få taget os sammen og gjort klar til vores lille nye verdensborger.


Ingen kommentarer: