torsdag den 11. august 2011

Om Køb en havnen

Manden tog pigebarnet og undertegnet med til Danmarks hovedstad i går, Køb en havnen, som vi kalder den herhjemme. Bilen blev parkeret i Ørestaden, og så tog vi det hvide tog ind til centrum


Vi begyndte på Amalienborg, hvor vores prinsesse satsede hårdt på at se en prinsesse, og gerne én. der faldt i vandet som i Legoland. Vi spejdede forgæves efter Mary i badedragt, i stedet nøjedes vi med vagtskifte, som vist var okay, men så heller ikke mere. Til gengæld var Livgarden et stort hit hos den overraskende mængde turister, der var til stede - inkl. de to japanerne med sweatshirten "I Heart CHP"


Efter Amalienborg og en frokost på 'Salt', smuttede vi op til Nyhavn, hvor prinsessen argumenterede hårdt for en is "Jamen det er fordi jeg gerne vil have en" og videre hen til Strøget, der pr. definition giver mig svedeture og en trang til at løbe langt væk til landet. Manden min derimod ser det derimod som en oplagt mulighed til at kigge på vinduer og generelt nyde storbyens liv. Prinsessen var vist mest interesseret i, hvor Disneybutikken var.


Disneybutikken er en af den slags butikker, man kun skal begive sig ind i, hvis man er fyldt med overskud og tolerance. Den er proppet med legetøj, stressede forældre, lykkelige børn og overvældende meget personale, der er lidt for glade. Prinsessen fandt hurtigt et sted, hvor der var tegnefilm, tog sin cardigan af og satte sig godt til rette og efterlod sine forældre til at finde en passende souvenir (en 'Lynet McQueen'-kuffert som hun pt. slæber med sig alle steder inkl. toilettet)


Efter Disneyland i København gik turen mod Agnes Cupcakes, som jeg i ca. 6 mdr har haft et gavekort til 12 små cupcakes. Jeg er ikke den store ørn til at finde rundt, og trods Google Maps blev taget i brug på mobilos, så blev det til en ganske pæn omvej, så den 3-årige måtte bestikkes med en is, mens mor her købte en hulens masse små cupcakes, der trods mine forsigtige intentioner endte lidt oven i hinanden på vejen hen til Moster Marie.


Da dagen var slut, var der desværre ikke så meget overskud tilbage hos prinsessen, men trods billedet nedenfor, havde hun vist nok en god dag...

Ingen kommentarer: