søndag den 7. august 2011

Om gode fødselsdagsgaver og sød mand

I dag er der 364 dage til min fødselsdag, og det er nu en smule ærgeligt, da jeg sådan set er mere end almindeligt begejstret for at lade andre fejre mig med gaver.

Er dødpriviligeret, fordi jeg har en mand, der elsker at købe gaver. Hvor andre hunkønsvæsener enten må tage manden med ud i en butik og pege på en specifik ting, eller acceptere, at det igen i år var parfume/lingeri/køkkentøj, har jeg en mand, der elsker at snyde og overraske mig. Gaver i dette hjem er ikke noget, der skal overståes (med mindre det er mig- jeg er tæt på håbløs). Gaver er et projekt, der involverer research, planlægning og minutiøs eksekvering.

Nogle uger før min fødselsdag begynder vores lille dans. Han sukker over, at han ikke ved, hvad han skal give mig, så kommer jeg med et par ønsker, som han mod sin vilje nødtøftigt overvejer (i år var det et nyt glattejern). Herefter begynder han at opbygge spændingen; jeg skal gætte hvor mange gaver der er i alt, jeg må ikke gå i postkassen (selvom han de seneste 6-7 år har fået sendt evt. pakker til sit arbejde), og jeg bliver løbende spurgt, om jeg vil have en gave - hvilket jeg nogen gange må, andre gange er det bare for at håne mit barnlige hjerte, der elsker gaver.

De sidste par år, har han jo haft en medskyldig i prinsessen, men hvor hun tidligere ikke har opfattet såååå meget, er hun nu rimelig skarp og velformuleret, så da hende og manden kom hjem sidste weekend efter at været i Malmö for at købe fødselsdagsgaver, råbte hun som det første: "Mor vi har købt en kogebog til dig" - jeg troede så, hun sagde 'cowboy' og var en smule forvirret! Var dog godt klar over, at kogebogen bare var en opvarmning til hovedattraktionen, og ganske rigtigt...

Min kære mand overraskede mig med en Kindle, som til de uindvigede er en e-bogslæser, og vanvittig smart. Skærmen er ligesom en almindelig bog (bortset fra man kan justere tekststørrelsen), og så kan man ellers bare købe digitale bøger hos Amazonn.com til en brøkdel af prisen for en almindelig bog. Der kan være op til 3500 e-bøger på Kindle, men den fylder og vejer ikke ret meget:


Jeg er vildt glad for mit nye legetøj og har hentet de første bøger - bl.a. Jane Austens samlede værker til sølle fire dollars, og "The Hunger Games", som jeg allerede er fuldstændig opslugt af.

Så endnu en gang lykkedes det min dejlige mand at overraske mig med en gave, jeg hverken havde ønsket mig eller regnet med at få, men som bare er helt perfekt! Pokkers der er 364 dage til næste fødselsdag - og gudskelov for julen!

Ingen kommentarer: