Viser opslag med etiketten burgeruge2013. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten burgeruge2013. Vis alle opslag

mandag den 3. juni 2013

Burgeruge 2013: Den ultimative burger

Afslutningen på Burgeruge 2013 skulle selvfølgelig ske med stil, og derfor gemte jeg den allerbedste burger til allersidst: Oksekødsburgeren. Den burger, man automatisk tænker på, når man tænker på en burger (og det gjorde jeg tit før Burgeruge 2013, nu tænker jeg sjovt nok knap så meget på burgere...).

Det er den klassiske burger, men pimpet lidt op i dagens anledning.



Bøffen laver jeg sådan her:
En håndfuld bredbladet persille, et lille gult løg og et fed hvidløg hakkes fint og blandes med 1 tsk. Dijonsennep, 1 tsk. Worchestersauce, 1 ægblomme, salt & peber samt 500 g hk. oksekød.

Lad farsen hvile 1 times tid og form derefter 4 bøffer og steg dem nogle minutter på hver side på grillpanden ved høj varme.

Og så kan man jo ellers bygge sin burger med yndlingsingredienserne. Min burger blev høj i dag, men der var også en del i:

Mayonnaise
Icebergsalat
Rødløg
Tomat
Bøf
Ristet parmaskinke
Ost
Drueagurk
Ketchup

Uha den var god!

Og det var så Burgeruge 2013, og hvad lærte vi så:

  1. Man kan faktisk godt få for mange burgere...!
  2. Nøj hvor er jeg glad for, at jeg ikke har en madblog. Respekt til alle dem, der dagligt beskriver og fotograferer deres mad - det bliver aldrig mig. Det er min hverdagsmad lidt for kedelig og lidt for grim til.
  3. Den klassiske burger er bare den bedste.
  4. Temauger er ret sjove, og der er allerede flere i støbeskeen - den store har foreslået, at vi kører en McDonalds-uge. Vi overvejer lidt...

søndag den 2. juni 2013

Burgeruge 2013: Grøn kyllingeburger

"Er burgerugen ikke snart slut" sukkede den 5-årige, og jo det er den. Må nok konstatere, at en hel uge med burgere er hård kost for de urutinerede, men nu nærmer vi os også hastigt afslutningen (heldigvis).

Lørdag stod den på kyllingeburger (skulle egentlig have været fredag, men fredag valgte vi den nemme burgerløsning pga. musikfestival og sene møder, så kylling blev lørdag i stedet).

Hos min nye slyngveninde, Rachael Ray, fandt jeg endnu en gang inspiration, men tror min burger blev en del anderledes, end den hun havde udtænkt.
 
Jeg lavede en grøn smagspasta ved at finthakke en ordentlig håndfuld bredbladet persille, et løg, et fed hvidløg, saft og skal fra en citron . Pastaen blandede jeg med kyllingefars og en æggeblomme. Det kom der nogle vældigt grønne bøffer udad! 
 

Lavede en burger med avocado, spinat, tomat, løg og grøn kyllingebøf.
 
 
Burgeren var ok, men så nok heller ikke mere.  Skulle jeg lave den igen, ville jeg nok blande lidt forskellige krydderurter (den smagte MEGET af persille) - men står det til resten af familien, behøver jeg sådan set ikke lave den igen.

Når vi gider burgere igen, må jeg prøve en ny variant af kylling. Det må kunne lykkes...

torsdag den 30. maj 2013

Burgeruge 2013: Portobelloburger med spinat

"Nå hvilken burger skal vi så have i dag?" spurgte karrieremanden spændt i morges
"Vegetarburger!"
"Øhm...okay"

Vegetarmad har ikke en særlig stor stjerne hos karrieremanden, der mener, at man da som minimum vel altid kan drysse med lidt bacon, så hans skepsis var forventet. Jeg forsøger alligevel at snige vegetarmåltider ind fra tid til anden, så selvfølgelig skulle Burgeruge 2013 også have en enkelt vegetarisk dag. Valget faldt på en burger med portobellosvampe og masser af spinat. Opskriften fandt jeg i ugens bibel: Rachael Ray's "Burgers", men modificerede den lidt.

Halv burger med masser af grønt snask


Spinatpesto:
2 gode håndfulde spinat
1 håndfuld mandler (som egentlig skulle have været valnødder, men karrieremanden kan godt lide at udfordre indkøbssedlen indimellem)
2 spsk friskrevet parmasan
2 spsk olivenolie
1 fed hvidlød
salt & peber

Kør det hele godt sammen i en foodprocessor eller blender

Portobellosvampe:
2 stk portobellosvampe (til 2 burgere)
2 spsk olivenolie
1 tsk tørret rosmarin
1 spsk balsamico
1 spsk worchestersauce
1 mozarellakugle
salt & peber

Rens svampene forsigtigt og kom dem samt resten af ingredienserne undtagen mozarellaen ned i en plasticbøtte med låg. Ryst godt og tag svampene op.

Steg svampene på en pande med lidt olivenolie ved middelvarme til de er brune og møre. Når portobellosvampene er møre, lægger man en god skive mozarella ovenpå hver svamp og dækker panden med stanniol i ca. 3 min. til osten begynder at smelte

Burgerbollerne flækkes og bygges op med portobellosvamp, spinatpesto, et par løgringe og lidt frisk spinat.

Til burgerne havde jeg lavet 'fritter' af søde kartofler (skræl dem, skær dem ud i både, kog dem i 5 min, vend dem i olivenolie, drys med salt og bag ca. 30 min. i 230 grader varm luft).

Kan man ikke lide spinat eller svampe, skal man nok ikke kaste sig ud i den her variant, men til alle andre kan den fint anbefales (og så kunne man da godt lige smide en skive sprød bacon ind også - det ville bestemt ikke gøre burgeren dårligere)

onsdag den 29. maj 2013

Burgeruge 2013: Pulled Pork m. coleslaw

Burgeruge 2013 fortsætter. I dag stod den på pulled pork og coleslaw.
 
Jeg sprang over, hvor gærdet var lidt lavere. I stedet for først at marinere en nakkekam i et døgn og derefter stege den ved lav varme i 8 timer, varmede jeg en færdig version fra Tulip i 25 min. i ovnen. Kødet var mørt og lige til at trevle med to gafler og smagte ganske fint, så når tiden er knap, kan man altså godt købe sig til noget udemærket pulled pork. Har man masser af tid, findes der utallige opskrifter online, hvordan man går i krig

Beklager folkens - jeg kan ikke lave pæne burgere eller tage pæne billeder af burgere


Pulled pork serveres traditionelt i en burgerbolle med coleslaw og barbacuesauce. Droppede barbacuesaucen og lavede blot en hurtig coleslaw. Jeg bruger altid samme opskrift på coleslaw, fordi den er nem og smager godt. Jeg så en gang Louisa Lorang lave den i Godmorgen Danmark, men da jeg netop så den i morgen-tv, skrev jeg ikke noget ned og husker måske ikke helt korrekt, men her er i hvert fald min version:

1 fintsnittet lille spidskål
3 groftrevede gulerødder

Dressing:
2 gode spsk mayonnaise (brug en god som fx Hellmanns)
1 spsk hvidvinseddike
1 fed hvidløg (presset)
1 tsk sukker
Salt & peber

Bland dressingen og vend den med spidskål og gulerødder.

I begyndelsen kan det virke som om, at der ikke er nok dressing, men hvis man bare bliver ved med at røre, skal det nok komme til at hænge sammen. Og så får man en relativ let coleslaw, der ikke drukner i mayonnaise.

NB! Der bliver en ret stor portion ud af ovenstående - som man jo passende kan bruge i næste dags burgere eller sandwich...



tirsdag den 28. maj 2013

Burgeruge 2013: Lakseburger med tartarsauce

Tirsdag er fiskedag hos os, og derfor er burgeren i dag selvfølgelig en fiskeburger.

Fra en af min yndlingskogebøger "Burgers" af Rachael Ray fandt jeg en lakseburger med tartarsauce, som jeg lod mig inspirere af. Opskriften er til 3 voksne:

Ingredienser:

Tartarsauce
3 spsk hakkede syltede agurker
2 spsk kapers
3 spsk dild
1 spsk citronsauce
1 tsk worchestersauce
1½ dl mayonaise

Laksebøf
3 laksefileter uden skind og ben (med mindre din mand og fiskemanden i al deres visdom bliver enige om, at laks smager bedre med skind, så kan du også godt bruge fileter med skind, hvor du så fjerner skindet selv...!)
1 god spsk tartarsauce
1 håndfuld rasp

Til burgeren:
Burgerboller
Iceberg
Tomater
Rødløg

Sådan gør du:
Rør tartarsaucen sammen. Den har godt af at stå nogle timer og trække i køleskabet
Hak laks og tartar i foodprocessor eller brug din stavblender som mig (savner vældig meget en foodprocessor!)
Rør derefter rasp i laksefarsen og form tre bøffer
Steg bøfferne i en olie/smør-kombo i 6-8 min.
Skær salat ud og varm bollerne
Byg burgeren: Iceberg/tomat/løg/bøf/ordentlig klat tartarsauce

Enjoy!




Om burgeruge 2013

Så kom den, ugen som du ikke vidste, du havde ventet på: BURGERUGE 2013 er officielt skudt i gang (i hvert fald her på matriklen)!

Jeg elsker burgere, og jeg bestemmer (som udgangspunkt) menuen herhjemme, så derfor har jeg mulighed for at tvangsindlægge familien til min besættelse...at glæde familien med lækre burgere hele ugen

Hver aften i denne uge skal vi ud i en burgervariant. Menuen ser sådan her ud (Vi sprang lige mandag over, fordi mandag bare er og bliver mandag):

TIRSDAG: Fiskeburger

ONSDAG: Pulled pork-burger

TORSDAG: Vegetarburger

FREDAG: Kyllingeburger

LØRDAG: Gourmetburger

SØNDAG: Klassisk burger

Og fordi du ikke skal sidde der og tænke, øv hvorfor er der ikke burgeruge hos mig, smider jeg opskrifterne op løbende, så du også kan få glæde af løjerne (eller tænke jeg er rablende skør hvilket også er en lillebitte mulighed)

Let the games begin!