Det var en fredag og klokken var lidt over 17. Var udmattet efter veerne og lidt groggy pga. blodtab, så når jeg tænker tilbage, er det hele lidt tåget. Husker hendes sorte hår og tykke lår. Hendes åbne brune øjne, der iagttog verden. Og hvor rolig hun blev på mit bryst.
Jeg røg på operationsbordet, og mens jeg lå der, sad polomanden (faktisk ikke iført en polo - måske den eneste gang nogensinde) lige så stille med sin datter i favnen. Smaddernervøs for at hun skulle begynde at græde. Børn leveres nemlig ikke med en manual, og selvom man har holdt andres og læst bøger, er det ingenting i forhold til, når man første gang får sit eget barn i armene. Man er hunderæd og fuldstændig hjælpeløs.
Jeg sad også musestille med hende, da vi kom hjem med hende om tirsdagen, mens polomanden handlede alt det ind, vi ikke vidste, vi manglede som fx sutter og modermælkserstatning til at mætte det sultne barn, hvis mor endnu ikke helt havde fået styr på det der amning (og nej det sker altså ikke bare af sig selv). Og mens jeg sad der hundeangst og bange for at hun ville vågne, var jeg også fuldstændig overvældet af lykkefølelse og kærlighed til det her lille væsen med det mørke hår og brune øjne.
Og nu sidder jeg her 6 år senere. Måske knap så hjælpeløs, men stadigvæk propfyldt med kærlighed og angst. Jeg elsker hende over alt på jorden og revner af stolthed et par gange om dagen samtidig med, jeg har lyst til at holde hende indenfor afskærmet og i sikkerhed fra alt det farlige i verden, og jeg ved godt, at den trang aldrig går væk. Og så ender man til sidst med at sige ting som min egen mor, der stadigvæk siger ting som "Kan du finde ud af at lave frokost til jer" eller "Husk nu at køre forsigtigt".
Så selvom 6 år er stort for nogle, så er hun stadigvæk lille lidt endnu, og så må man godt være overbeskyttende og omklamrede lidt endnu.
Tillykke med fødselsdagen. du store kloge, sjove, dejlige, kærlige, nysgerrige pige!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar