mandag den 13. juni 2011

Om kursus og selvudvikling

Det er kursusuge herhjemme på matriklen...

I morgen smutter min kære mand på 3 dages kursus i ledelse, og det bliver sikkert hårdt at skulle udfordre sine egne grænser og lære om sine svage sider og hvad man nu ellers gør, når man skal blive en bedre leder, men så foregår det til gengæld på et fem-stjernet hotel med garanteret lækkert mad, skønt hotelværelse med en blød seng, og ikke mindst mulighed for at slappe af fra 20-8, så jeg taler faktisk ikke så meget med ham om hans kursus af ren frygt for, jeg eksploderer i en grøn sky af misundelse.

Jeg skal dog også på kursus de næste tre dage; et overlevelseskursus, hvor en 3-årig vil udfordre min grænser til det yderste! Samtidig skal jeg passe job, aflevere/hente, sørge for de mest basale nødvendigheder som mad og bad til begge, ikke lade opvask og rod vinde helt (der kommer nemlig svenske vinduekontrollører onsdag eftermiddag, og jeg tvivler på en halv spist kødpølsemad og 743 legekloder spredt over gulvet gør lykke!), og så skal jeg selvfølgelig også lige knibe i hvert fald 6 timers søvn ind, så jeg forhåbentlig kan få bugt med den forkølelse/virus, der hærger i min krop.

Der er mange måder at uddanne og udvikle sig selv på, og jeg er sikker på, at vi begge er trætte som bare pokker torsdag aften (jeg er det såmænd allerede nu mandag), men jeg er nu ret sikker på, at mit kursus er det hårdeste, som kun de allersejeste kan gennemføre!

Ingen kommentarer: