søndag den 23. december 2012

Om julefred

Så kom snestormen og med den kunne julefreden sænke sig over det lille hjem, eller det vil sige...

...sneen fyger ind på loftet, hvilket man ikke rigtig kan lade som om, at man ikke ved noget om, så op og skovle væk!

...sygdom i større og mindre grad har ramt matriklen, hvilket får min mor til at fise frem og tilbage mellem to værelser for at servicere patienterne (gætter på hun går omkuld omkring den 28.)

...pynt af juletræ (som er på top 3 ting over ting jeg hader ved julen sammen med indkøb af julegaver og indpakning af selvsamme gaver) fører til ægteskabelige diskussioner om glimmer og gendanner barndommens konflikter og fører til små debatter om tradition vs. fornyelse (her vinder den 4-årige altid! - bortset fra at man her i huset altså først pynter den 23.!)

...musen synes de voksnes julemusik er dårligt, så i stedet er det hendes Ramasjang Jul, der kører på repeat og får os alle til at hade Bamse og Bruno en lille smule mere.

...duften af stegt and spreder sig i huset, så alt nu bare lugter af and (men det er vist bare mig, der ikke synes, det er jordens mest fantastiske julede duft)

Og vi er kun ved Lillejuleaften...!

(Men alt er vist som det plejer)




Ingen kommentarer: