lørdag den 17. september 2011

Om valg

Eftersom jeg jo ikke længere har stemmeret, har det været så som så med engagementet i den danske valgkamp de sidste tre uger, men så kom dagen alligevel, og så blev man alligevel en smule involveret - og ikke mindst irriteret over, at man ikke kunne være med.

Jeg har hele tiden sagt, at det måske var meget godt, at jeg ikke havde stemmeret, fordi jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle sætte mit kryds, men når det kommer til stykket, så ved jeg jo nok godt, hvor det skulle være - og i hvert fald hvor det ikke skulle være. Og lad mig bare afsløre, at min stemme var gået til et parti, der havde ganske pæn fremgang i torsdags...

Jeg kan ikke få armene ned over, at Dansk Folkeparti ENDELIG ikke kan diktere dansk politik, men jeg får altså også en del panderynker over, at Enhedslisten nu har overtaget som tungen på vægtskålen. I en tid hvor der er ganske store økonomiske udfordringer, er det fx knap så konstruktivt at tale om at staten skal besætte Mærsk og LEGO...

Jeg kan hverken gøre fra eller til, men jeg venter spændt på ny regering, regeringsgrundlag og første finanslov - og håber lidt, at Margrethe har lidt mere power end Villy & Johanne.

torsdag den 8. september 2011

Om at sætte sig i hinandens sted

September 2011 er seriøst den mest sindssyge måned, jeg nogensinde har været udsat for (hvis man da kan blive udsat for en måned..?)

Min  mand har vel omkring 12-14 (!!) rejsedage i denne måned. Alt falder nemlig i september: Kursus, årligt virksomhedsseminar, inspirationsrejse med hans afdeling og så selvfølgelig den sædvanlige mødeaktivitet. Og det er eddermaneme ikke sjovt!

Jeg har været en smule indebrændt over det. Når han er væk, skal jeg både aflevere/hente (heldigvis har jeg både hjælpsom nabo og søster indimellem), og det giver mig en arbejdstid fra 9-15 , hvilket vil sige, at mine aftener bruges på det arbejde, jeg ikke når på kontoret (og der er nok i øjeblikket skulle jeg hilse og sige!). Samtidig skal der være tid til at være sammen med prinsessen, og så selvfølgelig også lidt småpraktisk som mad, bad og en lillebitte smule oprydning, så jår jeg dratter omkuld omkring midnat - er jeg udmattet! Big Time!

MEN det er jo efterhånden også gået op for mig, at det nok heller ikke er lutter lagkage for min bedre halvdel - selvom han bor på hoteller med bløde senge og morgensmadbuffeter. Det er fx  ikke sjovt at tilbringe masser af timer bag rattet hver eneste uge på kryds og tværs i Danmark. Det er ikke sjovt at holde 1 time i kø ved Greve kl 22, når man er på vej til Århus. Det er ikke sjovt at skulle bruge sine aftener på at besvare de mails og lave de opgaver, der ikke er tid til om dagen, fordi man er væk fra computeren. Det er ikke sjovt at savne sin familie og måske især sin 3-årige datter, der for alvor er ved at være fars pige. Og det er I HVERT FALD ikke sjovt at have en sur kone, der brokker sig over, at man aldrig er hjemme.

Weekenden står for døren, og der er slet ingen planer. Vil nyde umådeligt meget, at vi er sammen - og så vil jeg lade ham sove længe og se irriterende bilprogrammer. Det tror jeg nemlig, han trænger til - og jeg vil slet ikke brokke mig over noget som helst.

(Og så vil jeg sætte pris på min tur til Boston den første uge af oktober...og fornemme hvordan det føles at være i hans sko)

mandag den 5. september 2011

Om gode nyheder

"Jeg har slet ikke været ked af det i dag mor. Det har været en god dage i børnehaven"

Kan slet ikke få armene ned!

lørdag den 3. september 2011

Om flade batterier

Der læses historier for bamserne

Fredag holdt børnehaven lukkedag, og det var så absolut en af de mest afslappende dage hjemme med prinsessen. Hun var nemlig løbet tør for batteri og gad absolut ingenting. Vi slog os ned i sengen, hvor hun så det ene afsnit efter det andet af Lille Nørd på iPad'en, og jeg så Gilmore Girls på dvd. Omkring kl. 15 (!!) bevægede vi os udenfor, hvor hun tullede lidt rundt og krammede en masse. Kl. 19 skvattede hun så i søvn og sov 11 timer.

Det er åbenbart hårdt at være en god vært  - også for 3-årige!

Om brombær

Vi har en brombærbusk i haven, som på alle måder har været forsømt. Den har hverken set en vandkande eller en havesaks, og har ikke en gang fået et venligt ord i ny og næ. Derfor var det også lidt en overraskelse, da min svigermor og jeg ved et tilfælde opdagede, at ikke alene havde brombærbusken trodset alle odds og produceret bær; den havde produceret sindssygt mange bær, der både var sorte, store, saftige og søde. Ved ikke om det var brombærbuskens stille protest: "I kan ikke slå mig ned - jeg kæmper stolt videre!

En Magretheskål blev hentet, og så blev der plukket bær og efterfølgende produceret ting, der for en stund fik mig til at føle mig som en førsteklasses husmoder...


Godt 1.5 kg. hjemmeproducerede brombær

Brombærmuffins

Brombærmarmelade m. vanilje

Tænker vi vist skal have pandekager her i efteråret

Og så der stadigvæk et halvt kilo bær i fryseren...

fredag den 2. september 2011

Om plastre

Prinsessen hader (som alle andre) at få hevet plastre af, så derfor er vi begyndt at håndtere plastre, når hun sover.

Eksempelvis har hun haft en vabel på benet pga et mygstik (i Malmø er der åbenbart ekstra lede myg, der laver vabler, når de stikker), som vi efter damens ønske placerede et plaster over. 2 dage senere kunne man stadigvæk mærke en vabel, så mens hun sov, fjernede vi plaster og prikkede hul på vablen. Den efterfølgende morgen sagde vi bare at plasteret var faldet i løbet af natten, og der var intet bøvl overhovedet

Som regel sover hun tungt, når vi 'opererer' og opdager ingenting. Tror dog hun har en mistanke til os. Meddelte os i hvert fald i aften, at plasteret på benet skulle falde af i nat...