"De svære samtaler" - dem findes der altid et afsnit om i bøger om ledelse, og så læser man dem, og så er man meget bedre rustet til at fyre en medarbejder eller fortælle ham, at han lugter. Jeg mangler imidlertid noget vejledning til ubekvem smalltalk - helt bestemt den ubekvemme smalltalk, jeg har med vores pakkepost.
Pakkeposten og jeg ser hinanden ofte - måske lidt for ofte ville min bank måske mene, og her i denne juletid, hvor julegaver bestilles kl. 01 om natten et sted ude i verden af os og andre, ser vi hinanden lidt ekstra meget. Hvor de fleste nok er høflige og joviale med deres pakkeleverandør, formår ham og jeg i stedet at generere ubekvem smalltalk.
Tag nu fx i dag:
Det ringer på døren, én gang. Ida er nedenunder i stuen, jeg er overnpå i soveværelset.
Ida: "Mooooaaaaaar det ringer på"
Mig (i spurt nedad trappen): "Jeg kommer"
Får flået døren op en smule forpustet
Postbud: "Nå nå nå. I var hjemme. Det dog da ellers sin tid! Hø hø!"
Smiler bare her. Hver evige eneste gang, jeg åbner, bemærker han manglen på hastighed. Min yndlingsbemærkning, var dengang han gnækkende konstaterede, at jeg nok ikke skulle satse på de olympiske lege. Har på fornemmelsen af, at jeg kun kan vinde her, hvis jeg opdager ham parkere i køkkenvinduet, springer ud og flår døren op, mens han går op til døren og råber: "HA! Jeg vandt!"
Postbud (fumler med terminal): "Og det var så Kaaaaatrine"
Mig: "Det er rigtigt"
Ida er nu kommet ud og står og kigger nysgerrigt
Postbud: "Og det er så Amanda"
Mig: "Naaahhh, hun hedder nu Ida"
Postbud: "Jamen det er jo næsten også det samme... eller sådan noget"
Smiler igen bare en smule ukomfortabelt
Postbud: "Men altså hun reagerede jo slet ikke, da jeg sagde Amanda"
Får endelig overrakt terminal, som jeg kan skrive under på, og får så min pakke
Mig: "Tak"
Postbud: "Farveller"
Lukker lettet døren. Endnu en omgang ubekvem smalltalk overstået succesfuldt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar