tirsdag den 10. december 2013

Om at være en julekalender

Jeg er i øjeblikket en julekalender in the making. Min december i år burde ret nemt (og til billige penge TV2) kunne omsættes til en julekalender i 24 afsnit. Jeg kan simpelthen ikke finde julestemningen, og med 14 dage til jul er det ved at blive småkritisk. Dårligt spillende 10-årige børn, hvor er I til at redde julen?

Har prøvet lidt af hvert for at finde mit julehumør. Har spist klejner og pebernødder, har lyttet til Michael Bublé synge julesange (og sagt Bublé højt 25 gange fordi det er et sjovt navn), har pyntet lidt op her og der, set 'Fars Fede Juleferie' (bedste julefilm, punktum), lyttet til den store synge "Det Søreme Det Sandt Deeeeeeecember" 300 gange, har bladret i Blomsterbergs Jul og fået nervøse trækninger, har lavet 8 forskellige playlister med julemusik og har spist min ostemad om morgenen på en julemandstallerken...men alt sammen uden jeg har fået hang til at gå og nynne 'Last Christmas* og udskifte det sorte tøj med det røde.

Har på fornemmelsen af, at det hele nok bunder i, at jeg primært hænger ud på matriklen. For det første er der ikke sådan vildt meget julepynt her i 8362 Spelt - vi gør det mest i pæne lyskæder og pæne lystræer. Og så kommer man lige pludselig til at savne svenskernes måske knap så kønne men enormt hyggelige træstager med elektriske lys, der er placeret i samtlige vinduer og lyser eftermiddagsmørket op, eller den der lejlighed der hvert eneste år er pyntet med lyskæder og figurer i blinkende farver, og som på alle måder er lidt en øjebæ, men samtidig også utrolig julet.

For det andet skal jeg i langt højere grad opsøge julen i år. Når man går på arbejde, kører i tog og går i butikker, bombarderes man jo af jul med jul på, og så laver man statusopdateringer på facebook om, hvor for meget det hele er. Når man tøffer rundt på statens regning herhjemme, får man slet ikke samme overdosis af kvalmende jul, og så bliver det hele lidt fladt. Var til jobsamtale i sidste uge, hvor hende jeg talte med, fortalte om, hvordan de var nisser for hinanden, og da jeg forlod dem, var de i gang med at smide julesmåkager op på et fad. Aldrig har jeg villet have et job så meget...(selve jobbet var nu også ret spændende).

Jeg ville gerne sige, at mit manglende julehumør skyldes travlhed med små og store ting, der skal håndteres, men det er der jo for fanden hvert evige eneste år, og faktisk har jeg jo haft tid i år til at få nogle ting gjort i god tid - tror fx det rent faktisk ender med, at vi får sendt julekortene ud før den 23. december i år.

Har dog ikke opgivet håbet endnu. Jeg har planer om at lave konfekt (med lakrids!), bage pebernødder og ikke mindst lusekatte. Skal se den store gå Lucia ("man synger kun én sang i Danmark mor - igen og igen"). Har også smidt et par aftaler i kalenderen i næste uge med søde mennesker, der vil mødes med mig midt i julelys og (andres) julestress, og så må jeg jo ellers bare sætte 'Last Christmas' på repeat og høre den hele natten, indtil jeg ikke kan få den ud af hovedet.

For julestemningen skal altså findes...

Ingen kommentarer: