onsdag den 4. september 2013

Om våde iPhones

Nå men så tabte jeg da lige min mobil i toiletkummen. Heldigvis en ren en af slagsen, men alligevel ikke rigtig noget mobiltelefoner har godt af. Skærmen blinkede et par gange, og så gik den i sort, så nu er min højtelskede iPhone lagt ned i en pose ris, som så efter sigende kan suge vandet. Der skal den så ligge i minimum 2 døgn.

Og lad os være ærlige at sige, at der nok sjældent er et godt tidspunkt at tabe sin telefon i kummen på, men for mit vedkommende er lige den her uge altså lidt mere dum end andre at drukne sin mobil i. For det første er ham den lille begyndt i dagpleje (hvilket går forbløffende godt 7-9-13 og alt det der), men dagplejemor og jeg kommunikerer via sms'er, men måske kan jeg overtale hende til at sende røgsignaler de næste par dage, når poden er klar til at komme hjem.

Et andet lidt mere presserende problem er, at jeg er i gang med at søge et job, hvor de specifikt skriver, at man skal skynde sig at søge, og at de løbende tager folk til samtale. Hvad pokker skal jeg skrive til dem: "Her er mit telefonnummer - det virker bare ikke de næste par dage, fordi jeg tabte mobilen i toilettet, men ellers har jeg 110% styr på tingene"...

Og så er der tanken om at skulle ud at købe ny mobil for det, der svarer til godt 60% af min månedlige indtægt fra Udbetaling Danmark, hvis risene svigter. Det er jo altså tæt på umuligt at undvære en mobil i hverdagen. Og ja jeg ved godt, at det er sundt at tage stikket en gang imellem, men det gør man som regel, når familien er samlet, og når ingen skal ringe til dig og aftale jobinterviews.

Kom så ris, jeg ved, I kan klare det...


Ingen kommentarer: