Om Møns Klint og en lille smule om Møn uden klint

I vores sommerferie har vi bl.a. været en uge i sommerhus i Marielyst på Falster, og da Falster kun ligger en god spytklat fra Møn, besluttede vi, at ungerne skulle beriges med en omgang natur.

Ida startede turen med at spørge, om vi havde noget rabatkort til Møns Klint, og da svaret var et nej, undrede hun sig såre over, hvorfor vi al verden så skulle derhen, så det blev noget med, "jamen der er rigtig pænt!"

Så er der pæn natur unger!

Turen til Møns Klint gik over Bogø og så selvfølgelig Møn, og kan klart anbefales, hvis man er til den der slags idyl med hvidgule marker, bonderoser, stråtækte tage og afslappede køer.

Møns Klint er, siden jeg var barn blevet til Geocenter Møns Klint (hvilket i mit hoved lyder som noget, der opstår, når der er jordskælv, men let's face it geologi er helt klart en udebane for mig), hvor man lærer om og oplever Danmarks fødsel. Udover selve klinten, som jo må siges at være hovedattraktionen trods alt, er der bl.a. også svævebane, mountainbikeruter, legeplads og et "oplevelsescenter" med udstillinger, biograf og værksteder., og så selvfølgelig vilde orkideer, som jo er det, vores unger var helt vilde efter.

Er I klar på at se vilde orkideer unger?

Vi var der en dag, hvor samtlige turister syd for Køge var valfartet dertil. Der var plads nok på selve området - sådan overordnet set, men praktikken var ret udfordret. Parkeringen kostede 35 kr. - og måske er det fair nok, men...Parkeringspladserne var her, der og alle vegne, og med minimal skiltning var det op til os danskere, svenskere, tyskere selv at finde ud af, hvordan vi lige fik parkeret stationcars, autocampere og busser. Ikke overraskende lød det derfor i højttalerne omkring kl 12.30, at de tre biler, der havde parkeret således, at de spærrede udgangen gerne måtte finde en anden løsning sådan lidt dikkedik. Da vi skulle hjem måtte gemalen også lige bruge 7 forsøg på at bakke ud, da pladsen bag os var blevet vældig trang.

Efter parkeringskaosset købte vi billetter til oplevelsescentret, men hvis man bare vil se Le Klint (hø hø), kan man bare vade af sted udenom centret. Vi stod med et valg mellem at tage Danmarks længste trappe ned på stranden eller gå rundt til udkigsposter. Vi to voksne kiggede begge på ham den lille, der hver gang, vi har været af sted her på ferien, har klaget over manglende barnevogn og sendt lange misundelige blikke til de heldige asener med klapvognsøser, og ja så valgte vi udsigtsposterne.

Lækre gangstier - og beviset på, at morfar og oldefars gener er gået videre ned til yngste mand,
han går i hvert fald på nøjagtig samme måde som dem

Der var en superfin sti hen til udsigtsposten, som jeg ikke kan huske, hvad hed, men det var ikke dronningestolen. Det var rigtig smukt - og jeg er sikker på, at det på stranden må være endnu smukkere, men det må blive en anden god gang.

Tilbage ved Geocentret besluttede vi os for at spise frokost på deres café, inden vi gik i gang med at opleve, og her oplevede vi så endnu en gang, at det praktiske altså ikke fungerer helt optimalt, når der er pres på. Vi brugte 15 minutter på at bestille, og 45 minutter på at vente på maden, og det er altså lang tid, når man sidder med børn og bare har bestilt nogle sandwiches. Claus endte med at gå op og spørge efter maden, og der stod der allerede et andet par, der ville afbestille deres ordre, eftersom de også havde ventet så lang tid, og da vi gik stod der en hollandsk familie og brokkede sig. Og pris og kvalitet hang bare heller ikke sammen. Oscar fik en børnetallerken med et hårdkogt æg, hvor blommen var halvt grå, en færdiglavet frikadelle, to skriver tørt flutes, en ostehaps, et par agurke- og gulerodsstænger samt et æble til den nette sum af 65 kr!

Nogenlunde mætte begav vi os så endelig ned i Geocenter Møns Klints udstilling om Danmarks begyndelse og med et særligt fokus på de dinoer, der hang ud i vores ende af verden, og det var en rigtig fin udstilling med rigtig meget interaktivitet, hvilket var lige i skabet til vores børn. Oscar blev nok mest begejstret, hver gang noget blinkede eller bamlede - eller når han kunne pille ved ting og slippe af sted med det, men Ida fik suget lidt videnskab til sig, og især dræberøglen (!) Mosasauren gjorde indtryk.

Det bedste var dog det lille værksted, hvor ungerne kunne få lov at grave efter 'fossiler' i deres egen klump kridt (de har også udflugter til stranden, hvor børn kan få lov til at lede efter rigtige fossiler). Det var det største hit hos begge unger, og den lille knogle, de fandt i kridtet, er blevet behandlet med største omhu.

Bemræk koncentrationen!

Efterfølgende tog Claus den store med i 3D-biograf (som man reserverer plads i), mens den lille og jeg tog ud på legepladsen og ledte efter sten - fordi det bliver man  jo aldrig sådan rigtig træt af.

Overvejer at finde en udstilling om stenalderen til ham

Efter Geocenter Møns Klint kørte vi hen til Møn Is, og jeg ville virkelig ønske, at jeg havde taget en masse billeder der, for her har man simpelthen kombineret gård med malkekøer og ismejeri, så først kan man se køerne blive malket og klappe kalve, og så derefter gå over og købe noget af det mest lækre is. Det var superhyggeligt, og selvom vi lugtede lidt af kostald resten af dagen, var det virkelig turen værd. Og ja den aften fik vi is til aftensmad!

"Én kugle af hver, tak" - min kære mand forstår at bestille is

Om trodsalder

Ham den lille er småhæs i øjeblikket. Først troede jeg, at han var forkølet og gik konstant og mærkede ham på panden et par dage, indtil det slog mig, at knægten er hæs i øjeblikket, fordi han er en lille hidsigprop. Han skriger sig simpelthen hæs i ren arrigskab over ikke at få sin vilje.

Måske gjorde storesøster det gjorde også, men det er enten en periode man som forældre fortrænger, fordi den er pænt anstrengende, eller også var storesøsters temperament bare ikke lige så voldsomt som lillebrors. Uanset hvad får både Claus og jeg talt til 10 en hel del gange i øjeblikket. Tror det er trodsalder suppleret med lidt hverdagstræthed...håber jeg...

Prøver at lade ham vinde nogle kampe/bestemme selv, så meget det nu kan lade sig gøre, men omvendt er der også bare nogle ting, hvor man bliver nødt til at spille forældrekortet, som fx når han kl. 17.45 meddeler, at han "gider godt at have noget slik". Og ja "gider godt" lyder meget beskedent, men det er Oscarsprog for, "jeg kræver, insisterer og forlanger at få min vilje, ellers smider/vælter/kyler jeg med noget samtidig med jeg skriger højere end noget barn nogensinde har skreget før".

De hysteriske anfald håndteres lidt bedre, når minimum en af os voksne har lidt ekstra overskud på kontoen, så kan den anden tømme opvaskemaskine og tælle igen, mens den med overskudet kan distrahere med enten kram (mest mor) eller tur på løbecykel (far), men det dræner, og indimellem har man da bare lyst til at sige fuck det - og ja selvfølgelig på du spise vingummi fem minutter i aftensmad, mens du tegner på væggen med den ene hånd og fægter ud i luften med kokkekniven med den anden. Men det duer jo ligesom ikke, vel, så er det jo først, vi har balladen.

Så vi kæmper videre med hidsigproppen - og læser en masse på nettet om, at han er fuldstændig normal.

Om at føle sig værdsat

Lavede mad i dag, hvilket som sådan ikke er ekstraordinært, og så alligevel, fordi jeg var alene med ungerne, og så er det altid et lille mirakel, hvis der er andet end pandekager eller æg på bordet.

Som mange før mig har lært, så er det altid et sats at bruge tid på at lave mad til børn - især hvis det er noget, der bevæger sig væk fra deres comfort zone med frikadeller og spaghetti, De går nemlig lynhurtigt fra at være dødsultne til at glide hurtigt væk fra bordet med et "taaak for mad"

Men jeg gjorde det, og det smagte godt, og jeg var stolt lige indtil, jeg spurgte ungerne, hvad deres far mon fik at spise

"Sikkert noget mere lækkert end det her" kom det tørt fra den 7-årige, der febrilsk var i gang med at fjerne spidskål fra sin tallerken."

Om den gang jeg næsten ikke kastede op i Djurs Sommerland

Det første år som jyder igen købte vi årskort til LEGOLAND, og der lærte vi så, at vi kun skal indtage LEGOLAND i begrænsede mængder, før det bliver for kedeligt og for dyrt. Sidste år købte vi så årskort til Tivoli Friheden, som kun gemal og datter fik benyttet, da der var begrænsede muligheder med en 1½ årig. I år har vi så købt årskort til Djurs Sommerland. Der, udover fri entré til Djurs Sommerland, også giver 50% på indgangsbilletten til to af yndlingsparkerne: Givskud Zoo og Fårup Sommerland.

Gemalen og den førstefødte testede årskortene sidste weekend i lidt blæst og lidt regn, og kunne derfor melde tilbage med masser af plads og få køer. Det var ikke helt tilfældet på Kr. Himmelfartsdag, hvor solen skinnede og det meste af Midtjylland  havde taget turen til Nimtofte. Men fordi det er et stort areal, blev det aldrig sådan rigtig klemt, der var bare lidt kø her og der. Og så havde de fornuftigt nok gjort sådan, at man kunne gå ind med sin billet før åbning, og så var der bare spærret af med et reb ved attraktionerne, og det gjorde det hele lidt mindre klaustrofobisk.

Belært af sidste weekend foreslog gemalen, at vi som det første skulle ud af køre traktor i det nye Bondegårdsland. Traktorerne i Bondegårdland er mere eller mindre det samme som Veteranbilerne i Tivoli: Enormt langsomt og kedeligt for alle over 4 år, og det mest fantastiske for alle under. Og ja Bondegårdslandet, der er lavet til de mindste poder, blev lynhurtigt fyldt op med småbørnsfamilier, og var det hele dagen (hint til jer der har forlystelsesparker, vi forældre eeeeeelsker når der er noget, som dem under 1 meter kan prøve). Den store var lidt mullen i Bondegårdslandet, fordi hun var blevet lovet fart og action, og det var ligesom ikke det, der var overdrevet meget af lige netop der, så vi delte os op, så hun tog sin far under armen til lidt rutsjebane og gejl, og jeg og den yngste pode tog en tur med toget.

Da vi kørte traktor - bemærk den 2-åriges fokuserede blik!

Efter togturen tog vi hen til en forlystelse, der hed "Kannibalen" eller noget i den stil - kunne også have heddet baljerne, tønderne, tekopperne eller lign. De har dem i LEGOLAND, og begge unger elsker dem, og selvom jeg sådan helt overordnet ikke er til det helt vilde, så synes jeg egentlig også, at de er meget sjove, så jeg tog på opfordring af gemalen begge unger med ind, eftersom vi endelig havde med en forlystelse at gøre, som jeg også gad. Indrømmet den så lidt vildere ud end i LEGOLAND, men vi voksne konkluderede sammen, at hvis bare man lod være med at dreje yderlige rundt selv, så var det ikke så galt. Åh hvor tog vi dog fejl...

Vi nåede kun et par runder, før den mindste klynkende bad om at komme af igen. Jeg tog armen omkring ham og lovede, at det snart var overstået, men nej det fortsatte med at køre rundt og rundt og rundt og rundt...tog store mundfulde af luft for at tvinge kvalmen retur, men det blev ved med at køre rundt og rundt og rundt...og så nåede jeg dertil, hvor jeg skulle kaste op, men jeg sad sammen med mine to unger i en forlystelse, som jeg ikke havde lyst til lukke ned i 30 min. pga. rengøring, og hvad sker der egentlig når man kaster op i roterende fart, så jeg tvang mig selv til at synke, hvad der var på vej op - adskellige gange.

"Forlystelsen" stoppede endeligt og jeg fik øjenkontakt med min kære mand, der ude fra sidelinjen kunne se sin hustru blive grøn i hovedet og holde sig for munden. Det blik jeg fik fra ham var lige dele medlidenheden, kærlighed og latter. Fik moslet ungerne ud, afleveret dem til manden og så gik jeg over og brækkede mig i en busk. Til min egen lille stolthed vil jeg gerne slå fast, at jeg hverken  gjorde det på børn eller forlystelser! Efterfølgende har jeg ikke kunnet svare på, hvorfor jeg ikke bare rakte hånden op og fik teenageren til at stoppe. Tror simpelthen jeg var så fokuseret på ikke at knække mig udover det hele til at tænke, at der var en ret let måde at stoppe mareridtet på.

Derefter var dagen ret meget so so. Jeg var ramt af kvalme og svimmelhed (og er det faktisk stadigvæk når jeg tænker tilbage. Måtte stoppe med at skrive dette indlæg i går, da jeg blev ramt af kvalme bare ved at skulle tænke på det). Den store og manden fik prøvet et par rutsjebaner sammen, mens jeg stoisk sad og gloede ud i luften på ting, der ikke kørte rundt eller ned på den lille, der var skvattet i søvn i den barnevogn, han egentlig er vokset fra (men er så praktisk at have med)

Der er da masser af plads...

Skal jeg i Djurs Sommerland igen? Muligvis, når og hvis jeg en gang kan tænke på dagen uden at få akut kvalme. Skal jeg prøve noget andet end traktor og tog? Absolut ikke

Om inkompetente overnaturlige væsener

Mine stakkels børn bliver gang på gang udsat for svigt af de mytiske væsener, der skulle gøre deres barndom lidt ekstra magisk og vidunderlig.

Har før været inde på, at Julemanden fx ikke var knivskarp i sine leveringer om morgenen i december måned, og lad os være ærlige og sige, at påskeharen mere eller mindre har droppet matriklen og nu kun hænger ud hos bedsteforældrene. Kan hænge sammen med, at påske er sådan noget, vi lidt glemmer at fejre/pynte op til, så vi har som regel kun det påskepynt, som ungerne har produceret i dagpleje/skole - som så i det mindste plejer at være enormt gult og fyldt med fjer.

Det sidste års tid har vi så budt velkommen til endnu én af dem der, som kun dukker op, når børn sover: Tandfeen. Tandfeen afleverer ca. 20 kr. for hver mælketand, der gemmes under hovedpuden. Det er aftalen, men tandfeen skuffer  altså lidt.

For det første kniber det altid med kontanterne. Trods at en rokketand ikke bare lige ryger ud fra den ene dag til den anden, har tandfeen aldrig mønter på sig - og 100 kr for en mælketand er lige i overkanten af, hvad der føles som en fair pris. Og mobile pay fungerer ikke helt for en 7-årig

Det andet er, at tandfeen altså ikke er særlig pålidelig. Det er ikke fordi hun som sådan glemmer at komme. Det er nok mere, at hun nogle gange er så træt, at hun skvatter i søvn inden, hun får leveret penge for mælketanden. Nogle gange  har hun akkurat nået at glide en 20'er under hovedpuden, mens den førstefødte misser med øjnene, og andre gange (som i morges) når tandfeen det ikke, hvilket selvfølgelig ikke er heeeelt optimalt. Og så kan man vælge mellem to ting, sandheden eller en fuldstændig utroværdig nødløgn, så derfor er tandfeen nu et ret inkompetent overnaturligt væsen, der enten ikke kunne finde sedlen på hylden ved sengen eller læse beskeden, om at Ida var kommet til at sluge sin mælketand, da hun var til børnefødselsdag. Vi satser dog på at skære det ud i pap i aften, så der er kolde kontanter i morgen tidlig.

Og kære Ida, når du er gammel nok til at læse dette, undskyld! Mor var bare virkelig, virkelig træt!

Om X factor finaler

I aften sender DR1 X Factor finale, og jeg kan 110% ærligt sige, at jeg heller ikke i år aner, hvem der er i finalen, fordi jeg som regel plejer at skvatte i koma i forbindelse med, at jeg putter den yngste (fredag er som regel der mine kl. 5.00-morgener for alvor henter mig). Jeg kan dog fortælle, at første omgang af X Factor blev sendt i 2008. Og selve finalen blev sendt på en ganske kølig fredag i slutningen af marts 2008. Jeg husker dagen, som var det i går.

Den dag begyndte ret tidligt for mig. Jeg vågnede med ondt i maven, hvilket aldrig er særlig fedt, og slet ikke når man er højgravid og generet af stort set alt andet. Der gik forholdsvis lang tid (klokken var lort om natten), inden jeg begyndte at filosofere lidt nærmere over, at de kramper, man får i forbindelse med maveonder, sjældent er regelmæssige med et par minutter imellem. 12 timer senere var vi forældre til en velvoksen tyksak med brune, brune øjne og kulsort hår.

Fødslen endte, trods et par timers happy hour med epidural, ret hårdt, og et relativt stort blodtab sendte mig først en kort tur på operationsbordet, og derefter videre på opvågningsstuen. Og mens jeg lå der lidt halvdøsig og savnede tyksakken, gik snakken lystigt blandt sygeplejersker, portører og læger om, hvorvidt det ville blive Martin eller Laura, der vandt.

Så kom manden min endelig trillende med hende og lagde sammen med sygeplejersken tyksakken på brystet af mig, og derefter glemte jeg selvfølgelig alt om Martin, Laura og X Factor.

Nu er hende den mørkhårede 6 år og 364 dage, og hun gider sjovt nok ikke se X Factor, hvilket er helt ok med os andre, men uanset hvor talentløse og ligegyldige deltagerne er (ikke at jeg siger, at de nødvendigvis er det, jeg har ingen anelse), så har jeg et ømt punkt for X Factor. Jeg vil nemlig altid forbinde det med den dag, hvor mit liv fra det ene øjeblik til det andet blev så meget mere fantastisk.

Tillykke med fødselsdagen i morgen Ida

Om ikke at kaste op

Oscar er ramt af noget mavevirus. Og det er bare aldrig sjovt, og sjældent godt timet.

Han vågnede i går aftes, græd og gjorde derefter antræk til at kaste op. Det fik mig til panisk at råbe til Claus, at han skulle finde noget, Oscar kunne kaste op i NU!

Min ellers altid rolige og velovervejede mand kom derefter løbende ind på Oscars værelse med Oscars badekar, der mere eller mindre er på størrelse med Oscars seng.

"Jamen først havde jeg fat i din toilettaske" forklarede han, da jeg undrende kiggede på badekarret. Det skal lige nævnes, at der på badeværelset er en hel del bøtter og skåle, som ham den mindste leger med, så det kan undre, at toilettasken var første valg.

Oscar blev tilsyneladende så forvirret over badekarret, at han droppede at kaste op og i stedet sendte fokus syd på. 20 bleskift og 4timers søvn er det indtil videre blevet til siden kl 22 i aftes - men 7-9-13 ingen opkast i badekarret (eller andre steder).