Om X factor finaler

I aften sender DR1 X Factor finale, og jeg kan 110% ærligt sige, at jeg heller ikke i år aner, hvem der er i finalen, fordi jeg som regel plejer at skvatte i koma i forbindelse med, at jeg putter den yngste (fredag er som regel der mine kl. 5.00-morgener for alvor henter mig). Jeg kan dog fortælle, at første omgang af X Factor blev sendt i 2008. Og selve finalen blev sendt på en ganske kølig fredag i slutningen af marts 2008. Jeg husker dagen, som var det i går.

Den dag begyndte ret tidligt for mig. Jeg vågnede med ondt i maven, hvilket aldrig er særlig fedt, og slet ikke når man er højgravid og generet af stort set alt andet. Der gik forholdsvis lang tid (klokken var lort om natten), inden jeg begyndte at filosofere lidt nærmere over, at de kramper, man får i forbindelse med maveonder, sjældent er regelmæssige med et par minutter imellem. 12 timer senere var vi forældre til en velvoksen tyksak med brune, brune øjne og kulsort hår.

Fødslen endte, trods et par timers happy hour med epidural, ret hårdt, og et relativt stort blodtab sendte mig først en kort tur på operationsbordet, og derefter videre på opvågningsstuen. Og mens jeg lå der lidt halvdøsig og savnede tyksakken, gik snakken lystigt blandt sygeplejersker, portører og læger om, hvorvidt det ville blive Martin eller Laura, der vandt.

Så kom manden min endelig trillende med hende og lagde sammen med sygeplejersken tyksakken på brystet af mig, og derefter glemte jeg selvfølgelig alt om Martin, Laura og X Factor.

Nu er hende den mørkhårede 6 år og 364 dage, og hun gider sjovt nok ikke se X Factor, hvilket er helt ok med os andre, men uanset hvor talentløse og ligegyldige deltagerne er (ikke at jeg siger, at de nødvendigvis er det, jeg har ingen anelse), så har jeg et ømt punkt for X Factor. Jeg vil nemlig altid forbinde det med den dag, hvor mit liv fra det ene øjeblik til det andet blev så meget mere fantastisk.

Tillykke med fødselsdagen i morgen Ida

Om ikke at kaste op

Oscar er ramt af noget mavevirus. Og det er bare aldrig sjovt, og sjældent godt timet.

Han vågnede i går aftes, græd og gjorde derefter antræk til at kaste op. Det fik mig til panisk at råbe til Claus, at han skulle finde noget, Oscar kunne kaste op i NU!

Min ellers altid rolige og velovervejede mand kom derefter løbende ind på Oscars værelse med Oscars badekar, der mere eller mindre er på størrelse med Oscars seng.

"Jamen først havde jeg fat i din toilettaske" forklarede han, da jeg undrende kiggede på badekarret. Det skal lige nævnes, at der på badeværelset er en hel del bøtter og skåle, som ham den mindste leger med, så det kan undre, at toilettasken var første valg.

Oscar blev tilsyneladende så forvirret over badekarret, at han droppede at kaste op og i stedet sendte fokus syd på. 20 bleskift og 4timers søvn er det indtil videre blevet til siden kl 22 i aftes - men 7-9-13 ingen opkast i badekarret (eller andre steder).

Om at rydde op

Januar og 2015 er begyndt godt. Det er som om, at vi begge (altså os to voksne) har fået lidt ekstra benzin på bilen og har fået gjort nogle af de ting, der er blevet udskudt og udskudt. Det hjælper selvfølgelig også lidt, at januar har ledige weekender.

Første skridt var at lave et rigtigt værelse til lillebror, og givet hans store begejstring, var det ikke en dag for tidligt. Hans "nye" værelse efterlod os så med en hulens masse L-O-R-T, som vi så skulle tage stilling til - især i afdelingen for beklædning.

Jeg fik ryddet benhårdt op i mit tøj og har nu tre fyldte sække til genbrug og en sæk med permanent plettet og hullet tøj til lossepladsen. So far so good. Det er skønt at åbne skabet og se tøjet organiseret og overskueligt og for hængetøjets vedkommende organiseret i farver (lidt OCD har man vel altid). Og bare rolig, der er mere. Der er nemlig også bunker af vasketøj på matriklen.



Herefter gik jeg i gang med de mange sorte sække med især den førstefødtes tøj. Vi har været nogenlunde ok til at få skippet lillebrors tøj videre til familie og naboer, men storesøsters garderobe har i høj grad ligget uberørt gennem årene.

Og hun har eddermaneme haft meget tøj, skulle jeg hilse og sige. Meget og relativt dyrt. Og havde jeg tiden og lysten, kunne en del af det helt sikkert sælges, men det gør vi så ikke. I stedet har vi fundet et sted, hvor kvinder og børn ikke har ret meget, og som i den grad kan bruge ungernes aflagte. Og det føles godt at få ryddet op og samtidig hjælpe andre. 5 sække blev det til


MEN for der er et men. Hvor får jeg dog også en stor klump i halsen over mine små myr, der er blevet store. Sad med det ene stykke tøj efter det andet og huskede, hvordan Ida sad ved min mor og savlede, eller hvordan Oscar var ved at sprænge sine natdragter (og alt andet tøj) med sine lårbasser.

Har lavet en kasse med det allermest hellige - tøjet de kom hjem i. Den hæklede hue og cardigan til Ida, superbaby-natdragten til Oscar osv. Så kan jeg indimellem gå hen og drømme lidt om mine små hjælpeløse poder, der hverken kunne svare igen eller kravle op mærkelige steder


Og nej alt det her betyder ikke, at en 3'er definitivt er udelukket. Og nej foregående sætning betyder ikke, at vi gerne vil have en 3'er. Den bold er stadigvæk meget, meget langt oppe i luften. Men skulle der blive brug for babytøj igen, så skal der shoppes, for der er dæleme ikke meget tilbage på matriklen!

Om at være julemand

Indrømmet, det med pakkekalender kan være lidt af en stressfaktor.

Fx er der hele setuppet med 48 gaver, der skal købes og pakkes ind. Nuvel det er noget, man jo i princippet kan betale sig fra, men fordi vi 1) som sædvanlig var sent ude (havde en skal/skal ikke samtale, men fordi ungerne stadigvæk trods alt er i det julemandstroende segment, så var det egentlig ligetil) og 2) synes vi kunne få en del mere for pengene i Bilka, så blev det altså på den hårde måde. Hurra for mænd der lørdag aften kl. 20 starter bilen for at købe en ordentlig gang tingeltangel.

Da vores unger på ingen måde - i hvert fald slet ikke den 2-årige - kan administrere 24 pakker på én gang, så lægger julemanden en pakke frem hver aften. Lyserødt til hende, og lyseblåt til ham. Det har de helt og aldeles styr på begge to. Julemændene derimod glemmer nogle gange at aftale indbyrdes, HVEM der lægger pakkerne frem. Fx begyndte vi dagen i dag med, at ham den lille selv gik ned for at finde sin gave, som julemanden så øhm havde gemt under trappen i en pose med en jakke over. Til stor frustration for den 2-årige, der kastede sig ud i 360 graders meltdown. Heldigvis kan én 2-årig nogenlunde distraheres af sin mors mobiltelefon, mens julemanden fik orden på sagerne!

Den 2-årige har dog også kun begrænset tålmodighed og der er åbenbart kun X antal minutter en lyserød pakke må ligge på bordet, inden papiret skal flås af. Og hvis mor så er på toilettet, så kan der jo kun ske én ting...

Nu er den 6-årige jo så også kun 6 år, så det der med at få en pakke, der er pakket op, er ikke superhot, så julemanden måtte lave en fræk udskiftning i det allersidste minut. Mens den 6-årige var på vej nedad trappen, smed julemanden den oppakkede gave ind under trappen( som så i øvrigt var den til den 24. - men julemanden var presset, fordi hun som sagt ikke havde fundet gaverne aftenen før, og så tager man den øverste...) og råbte genialt "Vent lige lidt" fordi det var, hvad fantasien rakte til.

Måske fordi den 6-årige også var træt, stillede hun ingen spørgsmål og pakkede version 2 af gaven op.

"Øh mor julemanden ved nok ikke, at jeg allerede har det her...?"

...!!

Om (halv)dårlig bilkarma

Må konstatere...

1. ..at det ikke helt var nok at vifte med armene og råbe "STOOOOP" til den stressede familiefar, der i fuld fart var i gang med at bakke ind i min lille bil
2. ...at kroge på biler er noget fanden har skabt, 
3. ...at min to-årige biltosse godt forstod, hvad det handlede om og sagde "Av bil" indigneret mange gange  - inklusiv til den pressede mand, der stod og undskyldte igen og igen - også til den 2-årige!
4. ...at det trods alt er godt, at Oscar kun gentog "for fucks sake" et par gange, inden han skiftede tilbage til "Av bil", mens vi kørte hen og hentede hans storesøster og moster
5. ...at min bilkarma ikke er helt på toppen. Skal på værksted i morgen med skæve vinterdæk. Kan jo så passende få en tid til udskiftning af skærm og kofanger foran
6. ...at der ikke skete noget med nogen
7. ...at det gudskelov ikke var min skyld (havde hørt for det fra nu og så frem til julen 2036)
8. ...at det ikke var polomandens bil

Om Danmarks Jernbanemuseum

I denne weekend havde vi for en gangs skyld ingen aftaler - ingen fødselsdage, ingen legeaftaler, intet arbejde og ingen besøg. Og da vi også alle var nogenlunde raske udover det sædvanlige novembersnot, tog vi en halvspontan beslutning om at lade rod være rod og køre en tur til Danmarks Jernbanemuseum i Odense.Trods 1½ år i det midtjyske glemmer jeg stadigvæk, at vi bor lige midt i det hele, så turen til Odense er ikke meget længere væk end en rigtig god times tid - vel og mærke indenfor fartgrænserne!

Jernbanemuseet ligger inde midt i byen over for Odense Station, og vi parkerede nemt og bekvemt i jernbanecentret. Allerede her udløser jeg et par bonuspoint. Hader dybt og inderligt, når den første time af en udflugt går med at finde parkeringsplads og derefter vandre kilometre for at nå frem og derefter stå i meget lang kø ved indgangen (Københavns Zoo jeg kigger på dig!).

Togspotteren i sit rette element

Vi var der 10 minutter før åbning, hvilket gav knægten mulighed for at tjekke tog ud på banegården, og det var han nu godt tilfreds med - selvom det ikke var fuuut fuuut tog, men dem var der så til gengæld rigeligt af på museet.

Uhhhmmm S-tog (indimellem savner man jo lidt København)

Jeg er ikke sådan vild passioneret togtosse, så jeg kan ikke på stående fod remse op, hvad der var af tog. Det var primært damplokomotiver, og så var der alle mulige forskellige togvogne fra de første vogne fra 1800-tallet til Dronningens togvogne fra 2001 (hvor hun opgraderede).  Togene stod sådan lidt halvkronologisk, og der var både freaky mannequiner og gamle film til at skabe lidt liv blandt teknikken.

"Jeg synes, de er lidt mærkelige" konkluderede den store om alle de mange mannequiner, man har brugt til at understøtte udstillingen af tog. Jeg kan kun være enig!

Det vildt fede ved museet er, at det i den grad er rettet mod børn, så de kan pille ved og kravle op på en masse, og det er altså et hit. Den store, som ikke længere er den store togentusiast, var dybt fascineret af klasseinddelingen i tog og især af de royale togvogne (der var to generationer af kongehusets salonvogne, hvoraf den nyeste altså mest lignede opholdsrummet på Mols-Linjen), mens den lille bare løb rundt og råbte "tooooog" og fandt knapper han kunne trykke på.

"Fortæl mig  gamle, gamle far, var togene sådan, da du var barn?"

Han kunne have stået der i timer og have kigget på modeltog

Heldigvis kunne man lege i forskellige lokomotiver

Til sidst blev den 6-årige også grebet af stemningen

Sådan et godt gammeldags damplokomotiv fylder godt

Pille pille pille

Ovenpå var der indrettet legerum med togbaner fra både BRIO og LEGO, computere og så modelbaner extraordinaire som vi kender dem fra bl.a. Aarhus og Aalborg Banegårde. Den lille måtte bestikkes med en tur i gavebutikken, før han ville derfra!

Tror sjældent jeg har set ham SÅ begejstret, som da han så alle togbanerne til fri leg

Monsterstor modelbane - et kæmpehit!

Der var tilmed batteri på Duplo-lokomotiverne (i modsætning til herhjemme)

Der var også et minitog, som man kunne får 1 minuts ture i, og som sikkert er lidt sjovere om sommeren, men den 2-årige klagede ikke

Der var ikke mulighed for at købe andet end is (måske pga. lavsæson?), men der var spisepladser og fin mulighed for at spise madpakker, og så var der en rigtig fin lille butik med alt i toglegetøj. Oscar fik et Thomas Tog-tog, der siden i går sjældent har været mere end 5 cm fra ham. Nedlagde dog veto, da han i går aftes forsøgte at bruge lokomotivet som erstatning for sutten, der var væk.

Vi brugte godt et par timer på museet, gav 150 kr. for entré og havde en superhyggelig tur, og havde vi ikke haft en togtræt 6-årig med og en 2-årig middagslurstrængende toggalning med, kunne vi sagtens have tilbragt længere tid. I stedet gik vi på Burger Anarchy, som var min himmel, og derefter tøffede vi hjem igen med to trætte børn.

Vi købte en rigtig fin Thomas Tog-bog i gavebutikken, der fint kunne slå ventetiden på frokosten ihjel

Den absolut mest vamle milkshake ever! Men både hun og lillebror synes, den var toppen

Han var vældig, vældig træt - heldigvis synes han det er kanonsjovt at sidde på skuldre (hvilket var meget godt, da hans forældre havde efterladt klapvognen i Hørning)

Herfra skal der lyde en klar anbefaling af Danmarks Jernbanemuseum - især hvis man har en togtosse i familien!

Han var bestemt ikke færdig med Danmarks Jernbanemuseum!

Om bøller

"Guppyer er simpelthen så hårdføre, og de er så fredelige. De gider kun at lave flere guppyer"

Nogenlunde sådan var min akvariefisk-eksperts ord, og nogenlunde sådan var ordene på nettet også, så det blev guppyer, der blev familiens allerførste kæledyr.

Ved faktisk ikke helt, hvordan det gik til, at den førstefødte fik overtalt sin far til er akvarium. Jeg sov middagslur og vågnede op til et gigantisk akvarium på stuebordet. Min kære mand gør ikke tingene halvt, så det er et pænt stort akvarium, og ja jeg sagde vist bare ok med en rigtig hønserøvsmund.



I første omgang skulle det stå i 14 dage uden fisk men med planter og pumpe, og så skulle man aflevere en vandprøve (der blev godkendt) for at få adgang til at købe fisk, som for vores vedkommende var guppyer.

Det var en stor dag, da vi fik de fire første. Tre af dem fik navnene Hugo, Tyskland og Katrine. Og vi sad alle fire og stirrede på de fire fætre, der glade svømmede rundt.

Den stolte fiskemoder fodrede dem på klokkeslæt med afmålte doser og alt var godt. Lige til den dag, hvor vi fandt Tyskland uden hale og ret meget død i det ene hjørne oppe ved pumpen.

Ida var ret afklaret "Det er jo, hvad der kan ske", mens vi voksne både var lettede over hendes afklarede forhold til fiskedød, og lidt forundret over fiskens dramatiske endeligt, men konkluderede, at den måske var kommet i klemme ved pumpen, selvom vi ikke helt kunne gennemskue hvordan.

Fire nye guppyer blev tilføjet (det var hele tiden planen) sammen med to sugemaller og der var liv og glade dage lige indtil guppy nr. 2 igen manglede en del af sin hale og så lidt træt ud, og desværre kort tid derefter måtte tage den sidste rejse ned i toilettet.

Vi var nu ret sikre på, at det i hvert fald ikke var pumpen, men hvad var det så? Svaret kom mens vi stod og gloede ind på fiskene. Vi har simpelthen fået os nogle ordentlige onde bøllefisk. Pludselig kunne vi se, hvordan to jagtede en tredje.

Derfor har vi nu haft adskillige fisk i karantæne i en skål - både ofre og bødler har været en tur i skammekrogen, men lige nu er de sammen i akvariet med det resultat, at jeg som en anden gårvagt konstant går og holder øje med, hvem der jagtes og hvem der jager.


Min eksperts råd er, at vi skal have fat i nogle flere damer til bøllehannerne til at tage den øhm ekstra energi, og så havde han i øvrigt aldrig hørt om SÅ aggressive guppyer!

Og så fandt vi i øvrigt en tredje guppy død i går, men den havde hale, så det har vi indtil videre valgt at kalde naturlige årsager.

Så meget for fredelige og hårdføre fisk...!