tirsdag den 30. april 2013

Om kogebøger

Karrieremanden sukker indimellem over, at der er for få ting, jeg er oppe at ringe over (har prøvet at forklare ham, at jeg for fanden er NORDjyde, og derfor af princip aldrig bliver begejstret, så det kan mærkes), men én af de få ting, der får mig til at blive lidt fjollet, er kogebøger!

Jeg elsker, elsker, elsker kogebøger. Jeg er tabt for omverdenen, når pakkeposten har været forbi med en pakke fra enten Amazon eller Saxo.com, og da vi boede i Sverige (åh ja de gode gamle dage for en måned siden), skulle jeg altid forbi en dansk boghandler, når vi var tilbage i moderlandet, bare lige for at se, hvad der var landet af kulinariske skriblerier.

I dag er samlingen på den gode side af 200 bøger (har ikke helt modet til at tælle) - og en enkelt reol er slet ikke nok. Nedenfor har jeg lavet en lille hitliste over mine yndlingskogebøger her og nu:




God Mad - Let at Lave: Vist nok den eneste kogebog, karrieremanden kunne tage med sig, hvis vi en gang blev skilt. Stammer fra hans barndomshjem - og jeg bruger den til retterne fra vores barndom som eksempelvis frikadeller, der er altid er et hit herhjemme.

Newyorker By Heart - American Homecooking: Amerikansk mad skrevet af en dansker (tjek evt. hendes blog newyorkerbyheart.com). Nem amerikansk mad, der ikke udelukkende er burgere (ikke at der er noget galt med burgere). Har bl.a. lavet pulled pork derfra, og det er seriøst godt!

Køkkenets Gudinde: Har alle Nigellas kogebøger, men vender ofte tilbage til den her, når det er tid til kage (og det er nok lidt for tit). Der er både en brownieopskrift og en chokoladekage-opskrift, som får folk til at synes, man er helt fantastisk.

Suveræne Succeser: Når der er gået for meget Køkkenets Gudinde i det, kan man jo passende vende tilbage til den noget sundere Suveræn-serie, og denne bog har langt de fleste af mine yndlingsopskrifter.

Spisetid: Synes Louisa Lorang er ret fantastisk. Hendes mad er hurtig, ukompliceret og smagfuld, og Spisetid er ret god til børn. Har lavet en del herfra, som den store spiste med velbehag  - dog ikke de ting der var grønne, men det er vist en del af den generelle boykot af alt grønt.

Meyers Bageri: Jeg er og bliver en bager, og jeg bager tit brød (og kager fra den her). Både hans burgerboller og kanelsnurrer er bagt igen og igen.

Burger: Burgere styrer for vildt - behøver ikke at sige mere.

The Hummingbird Bakery Cookbok: Ja mere kage, og faktisk de allerbedste kager. Herfra bager jeg altid cupcakes, og det er også her de ultimative chokolade cookies findes.

Almanak: Kogebog nr. 1 herhjemme. Opskrifterne er (måske overraskende nok givet forfatteren) meget nemme og umiddelbare, og der er forholdsvis få sære ingredienser. Hvis jeg skulle anbefale en enkelt kogebog (men hvem fanden har kun én?!!), så ville det være den her.

Det var min lille hitliste, mangler jeg nogen? Kom gerne med et bud, så har jeg nemlig en undskyldning for at shoppe nye kogebøger igen

søndag den 28. april 2013

Om alternative livretter

Ledning
Lampe
Sure sko
Gammel rugbrødshaps
Mikrofon
Plasticpose
Plakat
Gavepapir
Beskidte strømper
Tom coladåse

Alle ting udbryderkongen forbløffende hurtigt kan få fat på og putte i munden.


Alle ting der får mig til at overveje en kravlegård, fordi fængsel er nemmere end oprydning

fredag den 26. april 2013

Om frække ord

"Ved I hvad, man kalder en numse på dansk?" Fniste den 5-årige

"Rumpetten!!"

Uha uha





torsdag den 25. april 2013

Giveaway: Vinder af cover

Havde lidt glemt, at det var i dag, at jeg skulle trække en vinder af cover fra Lux-Case.dk. Er jo ikke helt vant til det der med konkurrencer

Valgte af samme årsag en lille improviseret vindertrækning med hende den store på vej i seng



Og når nu hende den store ikke vil sige det, så siger jeg det gerne:

TILLYKKE DORTHE

Vil du sende mig en mail på katrinesverden(snabel-a)gmail.com med din e-mail og adresse, så får jeg sendt coveret af sted.

Og tak til alle jer, der gad at deltage



Om karma

For et par uger siden, kørte en interflorabil op til huset, en mand steg ud, kiggede på vores husnummer, steg ind i bilen og bakkede væk. Jeg var naturligvis en smule skuffet, men tænkte karrieremanden nok en anden dag ville overraske mig. I dag kom vi så hjem til en fin, fin buket i carporten.

Den store og jeg hvinede nærmest i kor.
"Jeg tror, den er til mig" sagde den store selvsikkert.
"Lad os kigge på kortet" sagde jeg med en sikker forvisning om, at karrieremanden havde overrasket mig.




Nå men...godt for Gitte, eller det vil sige, hun er syg og lærer, så måske ikke den bedste dag for Gitte.

Så stod vi der og var lidt lange i ansigtet.
"Hvor tror du hende Gitte bor?" spurgte den store
Og så tog vi rundt og kiggede på postkasser, men ingen Gitte på postkasserne.

Endte med at ringe til blomsterhandleren, fordi det jo var det rigtige at gøre - ikke fordi jeg var fristet til bare at snuppe blomsterne og kyle kortet i vores tomme skraldespande, slet ikke.

"Jamen der står, hun bor i nr. 247. Det står i telefonbogen" sukkede teenageren i røret. Efter at have snakket lidt frem og tilbage, blev vi dog enige om, at 1) Gitte ikke boede hos os, og 2) De ville komme forbi og hente blomsterne.

Gik en smule slukøret ind igen med den store (og den lille, men han sagde ikke så meget), der småhulkede: "Hvorfor får vi aldrig blomster?"

20 minutter ringede det på døren, og blomsterhandleren stod udenfor med et par bundter tulipaner
"Du skulle jo ikke snydes"

YES!! God karma vinder i dag!





onsdag den 24. april 2013

Om skrald

Guderne skal vide, at dagene ikke altid er lige spændende, når man er på barsel, og det går ud over ens nærmeste. Så når karrieremanden kommer hjem og siger, vi havde en fantastisk workshop, og vi fik sat nogle gode milepæle op, er mit modsvar (som jeg forventer tilsvarende begejstring over), at jeg har vasket fire vaske!

I dag sker der imidlertid noget stort - noget som får vores lille vej til at summe af begejstring. Det er den store skraldedag! Allerede i går kunne man mærke, at noget var i gærde. Sms'er tikkede ind, om at skraldebilerne var på vej, og vores meget venlige nabo (ikke dem der nupper vores parkeringsplads), skyndte sig også at hive fat i karrieremanden for at minde ham om den store dag. "Tænk en gang fik jeg 8 sms'er" sagde han til benovet karrieremand.

Og hvorfor er skraldedagen så stor her i lille Hørning? Fordi vi er vældig tæt på at drukne i skrald. Restaffald (som er skraldeposer og ikke mindst bleposer) hentes hver 2. uge, mens emballageaffald (som er hård plastic, glas og metal) samt papiraffald kun afhentes en gang hver 4. uge. Vi kan vist godt få sat frekvensen op, men det koster endnu mere, end det vi allerede betaler i dag.

Jeg var faktisk en lille smule paf over, at vi skulle betale for at få afhentet affald. Der er ligesom ikke så mange alternativer. Er ret sikker på, at Skanderborg Kommune ikke synes, at det er jordens bedste idé, hvis vi lige anlægger en køkkenmødding a la stenalderen ude i baghaven.

Men nu er affaldet i hvert fald sorteret og hentet, og vi kan begynde på en frisk - i ordets bogstaveligste form - luften er ligesom lidt bedre i dag. Og jeg har noget nyt og spændende, jeg kan fortælle karrieremanden, når han kommer hjem. Jeg så nemlig skraldebilerne...

Om at være på facebook

Måske ved du det allerede, måske kender du kun bloggen derfra, men bare lige sådan du ved det: Katrines Verden har fået sin helt egen side på facebook:

https://www.facebook.com/KatrinesVerden