søndag den 12. januar 2014

Om at være B-mor til A-Baby

Jeg er B-menneske med gigantisk stort B
Jakkesættet er B-menneske med et almindeligt B
Storesøster har også klare B-tendenser - især hvis hun putter med os og stjæler min dyne

Lillebror er derimod kun kommet til A i alfabetet. Han virker simpelthen så ivrig efter at vide, hvad dagen bringer, at han hver evige eneste morgen virker jublende lykkelig over, at det endnu en gang er blevet morgen. Når (ville gerne sige 'Hvis') han vågner om natten, er det altid med et "Høøøøø?" som løseligt oversat er: "Er det morgen nu?". Nogle gange kan man overtale ham til at sove videre, og andre gange, som i dag, serverer man morgenmad kl. 05.30 og sender misundelige tanker mod de to andre B'ere, der er rullet ind i dyner ovenpå.

Heldigvis bliver A-baby træt igen omkring kl. 11, så der er håb for B-mor (der fint kan sove der - og igen i nat), og så satser jeg ellers på, at han slægter sin søster på og opdager, at den bedste søvn er den, der findes om morgenen, når man lige kan snuppe 1 time mere - eventuelt mens ens bedre halvdel har tjansen med at passe morgenfriske banditter.

Ingen kommentarer: