søndag den 31. juli 2011

Om sommerferie - del 2

Kom hjem fra Fyn i går og har endnu et par konstateringer

Man lærer at slappe helt af og nyde stilheden, når den 3-årige i ren og skær kedsomhed, får nulstillet mobilen (og ja med en iPhone, betyder det, at man er lukket ned med mobil og internet, indtil man plopper den i computeren igen).

Prinsessen er b-menneske

Solskin og varme er klart sjovere end regn og blæst - også selvom man efterfølgende skal ud og købe aftersun og pive, hver gang nogle rører armene

Kerteminde havde været et bedre valg end Helnæs

Når et rådyr sådan lige smutter over vejen en eftermiddag (burde de ikke sove kl. 13.30??!!), så er det 1) godt at have gode bremser og 2) heldigt at Bambi valgte at smutte over vejen fra venstre mod højre og ikke omvendt!

Handelsdrivende i fynske provinsbyer har gode tilbud, og derfor er vi kommet hjem med en regnjakke (okay den var ligesom en nødvendighed, da jeg glemte overtøj til min elskede), 2 kasser lego (der var børnebilletter til Legoland, som vi alligevel skal bruge om nogle uger), 1 Barbapapa-puslespil (fordi det blev en smule ensidigt at lave det samme puslespil 30 gange), 2 kasser med Bezzerwizzer-spørgsmål (vi lever stadigvæk i håbet om en spilaften uden prinsessen) og endelig lidt børnetøj (der var 40% rabat på Småfolk inkl. de elskede velourbukser, som vi første gang købte i str. 86)

Café Cupcake i Assens laver den fedeste børnemenu - en skive melon skåret ud med tænder, så er niveauet lagt, og når de så tilmed har legetøj til ungerne, kogebøger med cupcakes man kan bladre i, og jordens sødeste personale, så er det et helt unikt sted for store og små.

Heste er søde og elsker æbler, køer derimod er dumme og ugidelige!

Tager man et kamera med på stranden, vil man opdage, at sand sniger sig ind, de mærkeligste steder (hvilket er hvorfor sidste del af vores feriebilleder har et par mærkelige prikker)

Rygeost, creme fraiche, lidt eddike, lidt sukker og salt&peber er fremadrettet yndlingsdressingen til kartoffelsalat

Prinsessen havde sandsynligvis været lige så glad for at holde ferie i garagen som i sommerhus, ville i hvert fald hver eneste gang, hun blev spurgt, bare lege i bilen!


Et af de absolut dårligste steder at blive køresyg er midt på Storebæltsbroen - heldigvis var det på vejen hjem.

Flere billeder findes  på Flickr

Ingen kommentarer: