lørdag den 2. juli 2011

Om prinsessefravær

Der er ingen billeder af prinsessen i dag. Hun er nemlig på weekend hos sin moster i København - den anden bor i Århus, hvilket vi vender hver eneste gang, hun skal en tur med over til Danmark.

Nøj hvor har prinsessen glædet sig! Hver eneste dag har hun spurgt, om det var i dag, hun skulle hen til moster, og de stakkels pædagoger i børnehaven har da nok heller ikke været tvivl om prinsessens planer i weekenden, eftersom hvert andet ord ud af munden på hende har været moster. Vi har løbende diskuteret weekendtaskens indhold: "Ja, du må gerne få en pose chips med", "Nej vinterjakken behøver du ikke at have med", "Jo du skal have en tandbørste med" osv.

Det er selvfølgelig ikke bare prinsessen, der har talt ned. Vi har også glædet os. Glædet os til sammenhængende voksen- og alenetid, glædet os til at slappe af og sove længe, glædet os til at ikke at ligge helt ude på kanten af sengen med en fod i næsen, glædet os til ikke at skulle servicere og underholde, glædet os til at bruge oceaner af tid foran fjernsyn, computer & playstation.

Og så sidder man her midt om natten, og så er der pludselig lidt for meget plads i sengen, lidt for tomt på værelset og lidt for stille (ja prinsessen både grynter, snorker, prutter & taler i søvne), og så savner man hende jo alligevel.

(men jeg ser nu alligevel frem til at sove længe)

Ingen kommentarer: