Om karrieremænd

Ham jeg elsker og har elsket i mange, mange år, har fødselsdag i dag. Uheldigvis for ham er jeg røvdårlig til at fejre fødselsdage og købe gaver, så det blev lidt fladt (igen) i år. Heldigvis er den store helt vild med fødselsdage, så hun har råbt hurra og tillykke en masse gange og sørget for is til dessert.

Fra mig får han nedenstående sang, fordi han er sød, dejlig, tålmodig, sjov, klog og ikke næsten ikke sukker over mine manglende fødselsdagstalenter.

Take it away Stevie...

(Videoen kan vist ikke vises på mobil og tablets, men det er gode gamle Stevie Wonder, der synger Happy Birthday, fordi det er og bliver den bedste fødselsdagssang)

Og så lover jeg at tage mig sammen næste år, måske..

Om at holde fri

Jeg elsker mine unger højere end livet selv, og jeg ville gøre ALT for dem.

Men nøj hvor jeg trængte til en pause fra at være mor.

I 7 mdr. har jeg ikke rigtig været væk fra ham den lille i mere end den tid, der er mellem to (mælke)måltider, men nu er der heldigvis ved at være en del timer ml. mors mejeriudsalg, og skulle trangen komme over ham, er han så altædende, at en flaske erstatning kan klare behovet, så i formiddag drog jeg til Aarhus helt alene.

Der var frisør med massagestol, efterfulgt af hygge med søster, frokost i hipstercentrum med gadefest, tapas og rosé. Jeg kan jo heller ikke gå udenfor uden at svinge Dankortet, så lidt stimuli af den aarhusianske økonomi fik vi også klaret.

Og så kom jeg hjem. Hjem til unger, der havde savnet mig, og hvor var det dog fedt at være den, der var savnet for en gangs skyld.

Nu er jeg genoptanket med frisk mor-energi, og når jeg løber tør igen, ved jeg hvordan jeg bliver god igen (og ja rosévin er helt klart en del af løsningen)

Om manglende ro

15 minutter efter forrige indlægs billede blev taget

Om ro

Om Dankort

Arghhhh og så med lidt ekstra grrrr.

Kunne ikke finde Dankortet i dag - og jeg skulle bruge det. Manglede bagateller som mad og kage (havde lovet den store en Kaj-Kage, og hun var pænt ligeglad med, at jeg ikke rigtig kunne betale for den).

Brugte en halv time med hulkende lillebror på armen på at lede. Storesøster hjalp også - sådan da. Åbnede en enkelt skuffe, konstaterede at kortet ikke var der og gav sig til at se Ramasjang. "Du siger bare til, når du finder det mor".

Endte med at sige 'fuck det' og gik ind for at spærre kortet på netbanken. Fik spærret kortet og kom så i tanke om, at banken muligvis tror, vi bor i Sverige, og det er skidt, når man skal have et nyt Dankort sådan lidt dikkedik. Skrev så ny mail om, at vi har fået ny adresse. Og tog en dyb indånding.

Ammede så ham den sure (satser lidt på en tand) og mens roen sænkede sig, kunne jeg lige pludselig godt huske, hvor mit Dankort var. I jakkelommen...

Fik puttet skrigeballonen og løb så ned til min jakke, hvor kortet ganske rigtigt lå. Skyndte mig så at ringe til banken for at høre, om man muligvis da lige kunne aflyse sådan en spærring. Er muligt jeg gav hende den store skylden (ja hun elsker jo at lege butik host host) frem for at tilstå, at min grødhjerne havde glemt kortet i jakken. Tænkte at de ville hjælpe mig lidt mere, hvis det ikke var min egen skyld...

Søde, dejlige, kompetente Mette kunne godt ophæve spærringen. Skulle bare lige svare på et par spørgsmål for at bekræfte, at det rent faktisk var mig, hun talte med...Oh My God

De første to spørgsmål gik nogenlunde: "Hvem bor du sammen med? og "Hvor mange børn har du?". Det kunne jeg svare på. Herefter gik det galt: "Hvad tidspunkt spærrede du kortet på?" Øhhh det ved jeg ikke lige, måske omkring kl. 10, hvad er klokken nu? "Hvor meget har du fået i løn?" Det ved jeg ikke, altså mener du før skat? Det er fordi jeg er på barselsorlov, så jeg får ikke det, jeg plejer. "Er du med i en a-kasse, som du betaler kontingent til i denne måned?" Nej, eller hvad mener du? Jeg er medlem af en a-kasse. Kan ikke lige huske hvad den hedder, det er sådan en for akademikere (er ret sikker på jeg hørte hende fnise der).

Endte dog med at svare korrekt på nok spørgsmål til, at hun troede på, at jeg er den 35-årige forvirrede småbørnsmor de har noteret i deres optegnelser, og så fik jeg åbnet mit Dankort igen.

Om at være søvnig

Kan ikke huske, jeg har skrevet forrige indlæg, som i overhovedet ikke huske det. Mindes svagt at jeg var oppe i nat, men ikke rigtig mere. Men jeg kan læse, at jeg var en smule indigneret og selvfed over, at jeg var alene oppe med begge unger. Det klinger dog lidt hult, når det tydeligvis foregik i bevidstløs tilstand. Det forklarer dog, hvorfor jeg vågnede med iPhonen i hånden.

Er nu en smule bekymret for, hvad jeg ellers plejer at lave om natten, når jeg er i zombie-tilstand...må hellere bede karrieremanden om at gemme bilnøglerne.

Om natteroderi

Kl. 01.15: Storesøster står anklagende i soveværelset: "Far puttede mig aldrig!"

Kl. 01.16: Går søvndrukken ind på hendes værelse og putter hende. Sidder og venter, mens hun falder i søvn.

Kl. 01.20: Lillebror vågner og vil have mad (efter 6 timer uden, er det faktisk ok).

Kl. 01.21: Forsikrer Storesøster om, at jeg kommer tilbage om et øjeblik

Kl. 01.22: Karrieremand snøvler i søvne: "Tror han er vågen", da lillebror sparker ham og skriger samtidig

Kl. 01.35: Putter lillebror og bevæger mig ind til storesøster som lovet.

Kl. 01.37: Vækker storesøster, da jeg i mørket får sparket en Barbie tværs over gulvet.

Kl. 01.45: Lister endelig i seng

Kl. 01.50: Er nu vældig, vældig vågen og tænder for sitcom på iPad



Kl. 01.55 tænker på alt muligt og beslutter mig for at skrive det her blogindlæg

Ca. 02.03 (estimat): Skvatter i søvn med smartphone i hånden