Prinsessen og jeg bagte kanelsnegle i dag. Hun kan skam godt lide kanelsnegle, men hun elsker dem ikke som mig, så derfor må jeg jo løbende bage dem, så kærligheden kan blomstre.
Når man bager med hende, begynder man som regel med overskud og tålmodighed, men indrømmet, efterhånden som arbejdet skrider frem, begynder hun at kede sig, og jeg tæller til 10 en frygtelig masse gange. Fx når hun smuldrer det meste af en pakke gær på køkkengulvet "Hovsa mor!", eller når hun insisterer på at blive ved at ælte den færdige dej ved at dække den med mel igen og igen, eller bliver dybt hysterisk fordi hun ikke må komme hvad hun vil i dejen. Og sådan helt overordnet er der "kan-selv-vil-selv-fænomenet", som bare altid kræver tålmodighed
MEN når vi så er i gang, og det lykkes hende at gøre ting, hvad enten det er at hælde sukker ned i dejen uden at spilde, at tænde for røremaskinen eller bare gøre ligesom sin mor, så bliver hun bare så enormt stolt, at mit hjerte banker lidt hurtigere, og jeg (næsten) glemmer al balladen
 |
| Slutresultatet blev ganske fint |
