I snart to uger har jeg lavet meget lidt, og det har givet tid til lidt refleksion over vores lidt dramatiske forår med både gode og dårlige oplevelser.
Det sker jo for de fleste, at man på et eller andet tidspunkt rammes af modgang fra uventet kant. Konen finder en anden, venner svigter, alvorlig sygdom rammer eller jobbet ryger. Og det kan eddermaneme føles uretfærdigt. For ting rammer både når der er overskud, og når der er underskud på kontoen - og her taler vi både om den i banken, og den mentale konto.
Da "ulykkerne" ramte, var det en mavepuster (nu skriver jeg "ulykker" i citationstegn, fordi de altså ikke var særligt alvorlige). Lige pludselig skulle vi bare forholde os til ting, der hidtil bare havde været baggrundsstøj. Jeg ville da fx hellere bare gerne have nøjes med at fokusere på, om bebs var pige eller dreng, frem for om der var problemer med hans nyrer.
Men men (og det er her refleksion og lommefilosofi kommer i spil) - der er jo ikke en hylende dyt, jeg kan gøre for at ændre tingene.
Ting er som de er, og hvis man mister sit job, bliver forladt eller ramt af sygdom, så er det jo sådan tingene er. Man får jo ikke sit job tilbage ved at nægte at acceptere fyringen, og man bliver jo heller ikke mirakuløst rask, hvis man ignorerer sin sygdom.
Der, hvor man kan gøre en forskel, er i forhold til, hvordan man reagerer på tingenes ændrede tilstand. Hvis man tager udgangspunkt i livet som det er her og nu, og ikke som det var en gang, eller for den sags skyld i går, tror jeg, de hårde ting bliver en del lettere at bære.
Nogle mennesker formår i den grad at leve fremad, og der er min egen mand et pragteksemplar. Ikke fordi han studerer buddhisme eller mindfull living, men simpelthen fordi han er så rolig, pragmatisk og rationel, og selvom det indimellem kan være irriterende, at han er så fornuftig, så er det også en af de kvaliteter jeg elsker mest ved ham, og har lært mest af.
Og så vil jeg ellers se fremad og glæde mig over alt det gode her i livet - inkl. min mors kartoffelsalat, sensommersolskin, spark i maven og spontane kram.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar