søndag den 20. maj 2012

Om Gøteborg

Ahhhh....Og så er det vist ikke mere at sige...eller det vil sige, nu får I lige hele historien!

Vi havde en helt fantastisk weekend med nogenlunde vejr i skønne, skønne omgivelser.

Torsdag aften afleverede vi musen hos moster, og der befandt musen sig så godt, at hun hurtigt spurgte "Skal I ikke snart gå?" - og det gjorde vi velvidende, at mosters lejlighed er hjem nr. 2 for musen.

Fredag sov vi længe, og brugte i det hele taget lang tid på alt, men lidt i kl. 12 var vi på vej op til Gøteborg. Da vi nåede Helsingborg, slog graviditetssulten til, og den skal man ikke spøge med! Efter at have taget en hurtig rundtur i indre by, der var hyggelig og større end jeg troede men helt og aldeles tørlagt for cafeer, endte vi tilbage ved parkeringspladsen ved havnen. På havnen lå havnekroen, der kun havde dagens ret på menuen. Heldigvis var det en udgave af flæskesteg og kartofler, som passede mor her fint!

Efter Helsingborg kørte vi til Gøreborg - og måtte endnu en gang konstatere, at svenskerne vinder på natur med klipper, søer og frodige skove!

Vores hotel lå lige midt i centrum over for Saluhallen, midt i gågaden, 2 min fra Avenuen, 5 min. fra Botanisk Have og ja tæt på alt! Vi havde booket et lækkert værelse med balkon og udsigt over Gøteborg. Det var dog denne fyr, der fangede vores øjne:




Selvfølgelig var der en hestelampe i naturlig størrelse på balkonen!

Resten af fredagen shoppede vi, spiste cupcakes på balkonen og spiste middag på spyd!

Lørdag tog vi først på lidt mere shopping (ved siden af hotellet lå en køkkenbutik, og ja sådan en går jeg altså ikke bare lige forbi). Herefter var der kanalrundfart, hvor vi lærte en frygtelig masse om vores weekendby. Højdepunktet på turen var dog, da vi skulle under en ekstrem lav bro, så alle mand skulle ned at sidde på gulvet og dukke hovederne (ikke helt let for fru Gravid)




Flotte skibe var der masser af!

På fast grund og med rank ryg spiste vi frokost i botanisk have, efterfulgt af en lille gåtur i parken, og så kunne mit bækken ikke mere, så tøffende i meget langsomt tempo vendte vi snuden tilbage til hotellet, der jo heldigvis ikke var langt væk!

Tilbage på hotellet tog vi et lille hvil (jeg sov, min kære mand så fjernsyn). Herefter smuttede vi i biografen. Et sted vi sidst besøgte, da musen lå og boblede i maven, så her 5 år senere vovede vi os ud i konceptet igen - endda med 3D!

Efter bio og masser af popcorn, stod den på gourmetmiddag, og så skvattede jeg ellers hurtigt i søvn på værelset, mens der var CL-finale.

Søndag skulle vi jo bare hjem, så det er der ikke meget at fortælle om...men vi er kommet meget glade og afslappede hjem til Malmø!

Ingen kommentarer: