fredag den 6. juli 2012

Om en lille formiddagssnack

Har en dag, hvor jeg er gravidsulten (=sulten konstant), men så er det jo godt, at jeg arbejder hjemmefra i dag, så jeg kan tilberede denne lille formiddagssnack:


Æg med forårsløg og ristede champignon - bare sådan lige en lille haps...!!!

(I det mindste er det godt for mit blodsukker)

torsdag den 5. juli 2012

Om Oddere

Da musen blev født, købte vi (selvfølgelig!) en svensk kombivogn. Klappede os selv på skulderen af det fornuftige valg. Barne- og klapvogn i samme model - se det var økonomisk. Og brugt blev vores kombivogn skam også. Faktisk så meget, at den ikke rigtig er pæn mere, og nettet nederst til ting er ubrugeligt - og det samme kan siges om både myggenet og regnslag. Og ja man kunne jo nok godt argumentere med, at vi godt kunne give vognen en hovedrengøring og købe os til reservedelene. Noget jeg er sikker på, min mand uden tvivl gør inde i sit hoved, mens han sukker over mine tanker - ikke altid bare inde i sit hoved.

MEN, for der er et stort fedt MEN. Jeg vil så ENORMT gerne have en stor barnevogn, en med plads til en lift (som vi rent faktisk savnede til musen). Jeg vil gerne have en stor klodset barnevogn, som lillemusen (kælenavnene til nr. 2 er ikke helt på plads) kan putte i til han eller hun ikke længere skal sove særligt meget middagslur.

Og det ender jo nok med en Odder Vogn - mest af alt fordi jeg forelskede mig i den, da musen var godt 4 mdr. - og siden har fantaseret om gentagende gange. Men jeg kan godt blive lidt bleg om næsen, når jeg ser priserne. Meget få ting er inkluderet, og prisen på elementære ting er latterligt høje, så inden vi har været 3 minutter i BabySam (hvor dyret sælges), er vi hurtigt på den forkerte side af 10.000 kr....?!!! For en barnevogn?!!

Og ja der sidder sikkert nogle af jer nordjyder og tænker: I kan da for h***** bare købe den billige version på Nettorvet, men nej sådan spiller klaveret ikke herhjemme. Det er enten 100% eller ingenting...



Hmm har lige opdaget der findes en Odder Zimply inkl. den ganzen molevitten til den nette sum af 8300,- kr. Det er ikke luksus-Odderen, men discount-Odderen, men det er jo krisetider både ude og hjemme, så en 90%'s løsning kunne måske være acceptabel...

onsdag den 4. juli 2012

Om blodsukker

Har nu i en uge målt blodsukker minimum 4 gange om dagen. Jeg har endvidere fået målt mit langtidsblodsukker, og konklusionen var klokkeklar til min kontrol i dag: Alt er lige som det skal være!

Nu kan jeg nøjes med at tjekke to gange om ugen, og næste kontrol er først om tre uger. Vil nyde at lade mine ømme fingerspidser hele lidt!

tirsdag den 3. juli 2012

Om cirkus

Var i Cirkus Summarum (Sum Mary, som musen kalder det).

Det var et kæmpehit! Musen hoppede, dansede, sang, gispede, vinkede, råbte, klappede og græd til slut, fordi forestillingen var færdig!

Vi kan vist godt booke næste års billet...




mandag den 2. juli 2012

Om store piger

Så sidder vi her, to voksne, og kigger lidt underligt på hinanden.

Musen er hjemme ved hendes "allerbedste kompis" fra børnehaven, og hun har som sådan ikke nogle planer om at komme hjem lige med det samme. Faktisk har hun inviteret sig selv på middag, så hun skal først hentes kl. 18.30.

Så nu sidder vi her og spiser spejlæg på rugbrød og taler om, at vores lille pige bliver stor meget hurtigt...Måske hun kan overtales til at sove i vores seng i aften?



søndag den 1. juli 2012

Om sengetid

Tjekker lige verdens tilstand inden man modvilligt får besked om at smutte til drømmeland



Om hvorfor der altid vil være brug for psykologer

"Åh mor bare jeg ikke ser alt for piget ud, så vil far nemlig ikke være kæreste med mig"

?!!